**Min dagbog – den besked, der vendte mit liv på hovedet…**
Jeg, Mette, skulle på en forretningsrejse til Aarhus, mens min kæreste, Mads, blev hjemme i København. Da mine forretninger endte tidligere end ventet, besluttede jeg at tage hjem uden at advare ham for at overraske ham. Mads havde aldrig gjort mig jaloux, men mens toget susede mod hjemmet, fyldtes mit hoved af bekymrende tanker: Hvad nu hvis jeg fandt ham med en anden? Jeg rystede dem af mig, men mit hjerte bankede alligevel hurtigere. Jeg elskede tanken om hans overraskede smil, men det skulle ikke blive sådan. Lige da jeg tændte min telefon på stationen, modtog jeg en besked, der fik mit blod til at fryse.
Jeg lænede min pande mod taxarens kolde rude og forsøgte at skubbe de dumme tanker væk. Hvorfor forestillede jeg mig scener fra billige tv-serier? Mit liv med Mads var stabilt, næsten kedeligt, og måske var det derfor, jeg opfandt drama. I bilen lugtede det af gammel aftershave, der mindede mig om min far. Chaufføren, en mand i slutningen af halvtredserne med gråt hår og rynket hals, gabte og hev sig i øret – præcis som min far, når han var træt. Hans kørsel var hård, og jeg greb instinktivt om dørhåndtaget.
“Pigen, hvad hedder du?” spurgte chaufføren. “Mette,” svarede jeg forbløffet. “Jeg er Henrik. Mette, hvornår går dit tog? Kan vi lige køre forbi tanken?” Toget gik om tre timer, så jeg nikkede: “Der er tid nok. Jeg hader at komme for sent.” Henrik smilede: “Kvinder er altid sådan! Min kone gør det samme: ‘Lad os køre til stationen fem timer før, måske er der trafik!'” Jeg trak på skuldrene – jeg hader virkelig at komme for sent. “For resten, Mette Henriksen,” tilføjede jeg for at skifte emne. “Virkelig? Tro det eller ej, min datter hedder også Mette. Sådan hed min mor også,” sagde Henrik og lyste op.
Han begyndte at fortælle om sit liv, og jeg lyttede måbende. Henrik voksede op i en stor familie, arbejdede fra 14-årsalderen, fik ingen uddannelse, hans helbred svigtede, og han knoklede for at betale sit huslån. Hans sønner fra første ægteskab ville ikke tale med ham, fordi han forlod deres mor. Hans eneste glæde var sin datter, hvis uddannelse han betalte, i håb om at hun kunne bryde fattigdommen. Jeg tænkte: Hvad hvis han var min far? Jeg, datter af en velhavende forretningsmand, ville næppe have mødt Mads – han spurgte straks, hvem mine forældre var, da vi mødtes.
“Nå, kunne du lide vores by?” spurgte Henrik, da vi nærmede os stationen. “Ja, den er smuk,” smilede jeg. “Hvor er du fra?” Jeg nævnte København. “Det er langt væk! Jeg har kun været der én gang, til min bedstefars begravelse. Arbejde?” – “Ja, arbejde.” – “Kom igen! Her, tag mit kort – jeg er en erfaren chauffør, alder er bare et tal!” Han rakte mig sit visitkort, og jeg tænkte igen: han minder så meget om min far – hans bevægelser, stemmen. Som om han havde en dobbeltgænger.
I toget fandt jeg på historier, som jeg altid havde gjort. Jeg drømte om at blive forfatter, men min far insisterede på, at jeg læste økonomi for at overtage hans virksomhed. Fortrød jeg det? Nok ikke. Mit liv var forudbestemt, og det gav tryghed. Jeg fortalte ikke Mads, at jeg kom hjem tidligt, glædede mig til hans reaktion. Men alt ændrede sig, da min telefon tændte, og en besked fra min mor lyste på skærmen: “Far er på hospitalet. Hjerteanfald.”
Jeg havde aldrig set min far svag. Han var stærk, uovervindelig. Men nu lå han på en hospitalsstue, bleg, med ledninger på brystet. Min mor gik ud for at tale med lægen, og vi var alene. “Hvordan har du det?” spurgte jeg og kæmpede mod tårerne. “Fint, lille Mette,” svarede han svagt. For ikke at bryde sammen fortalte jeg om min rejse: “Byen er smuk, og taxachaufføren, kan du tro det, hed Henrik, ligesom dig…” Min far afbrød mig pludselig: “Jeg blev født i den by.”
Jeg frøs. Min far havde aldrig fortalt om sin barndom. “Og jeg hedder ikke Henrik,” tilføjede han, og hans ord hang i luften som starten på mine fantasihistorier. Han fortsatte: “Jeg har tav hele livet. Kun din mor ved det. Selv mine forældre – dem, der opdroHan tog en dyb indånding og sagde: “Jeg ved heller ikke, hvem jeg egentlig er.”
