Det var som en mærkelig, surrealistisk drøm. Mit navn er Mette. Jeg er femogtredive, gift med Kristian, og vi har to børn. Jeg har altid været fyldt med energi – allerede i børnehaven forsøgte jeg at få alle med på morgengymnastik, i skolen var jeg klassens træsko, og på universitetet var jeg altid midtpunktet. Min livskraft fik jeg måske fra min bedstemor, hos hvem jeg tilbragte hver sommer på landet i Jylland. Jeg elskede bondelivet og var aldrig bange for at arbejde hårdt.
Sådan mødte jeg Kristian: Jeg arrangerede en opvaskning i Fælledparken, og han var en af de få, der dukkede op. Vi samlede skrald sammen, faldt i snak, og senere så vi en film. Sådan begyndte det. Et år senere friede han, og jeg sagde ja med glæde.
Først boede vi hos mine forældre, men sparede op til vores første realkreditlån. Så kom sønnen – en kopi af sin far – og to år efter datteren. Kristian arbejdede uden klage, men fandt altid tid til at hjælpe derhjemme. Jeg derimod begyndte at brænde ud. Moderskab er ikke kun glæde – det er også søvnløse nætter, træthed og bekymringer. Min mand så min udmattelse og foreslog, at børnene og jeg skulle på »ferie« hos hans mor i Sønderjylland. Naivt nok glædede jeg mig og tænkte på de gode minder fra bedstemors gård.
Kristian kørte os derud, og svigermor modtog os med rugbrød og snaps. Børnene faldt i søvn på verandaen, og hun redte op til mig i sønnens gamle værelse. En perfekt aften, syntes jeg. Men ved daggry vækkede en hvas stemme mig:
»Sover frøkenen stadig? Op med dig! Køerne malker ikke sig selv!«
Jeg kiggede på telefonen – klokken var fem. Jeg vaklede ud af sengen. Da jeg ville vaske mig, knurrede hun:
»Det kan du gøre bagefter – du bliver alligevel snavset!«
Jeg sagde ingenting, skiftede, og gik i stalden. Hun mumlede om »københavnerpiger« og »dovne bymennesker«, men da jeg greb spanden og malkede bedre end hende, tav hun. Jeg fodrede alle dyrene, vaskede hænder og sagde roligt:
»Jeg nægter ikke at hjælpe til. Men lad mig gøre det på min måde.«
»Gør du bare, hvis du ved bedre,« gryntede hun.
Så tog jeg fat. Jeg ryddede haven, groede nye grøntsager, malede hegn, organiserede salg af mælk til naboerne og byggede endda en kompostbunke. Da vi gravede et nyt afløb, udbrød hun:
»Hvad i alverden laver du?«
»De klagede jo selv over det utætte vand. Nu får vi ordentligt sanitær.«
Hun kunne ikke holde det ud og ringede i smug til Kristian:
»Kom og hent din kone! Hun gør mig vanvittig!«
»Hvad er der galt?«
»Det ser du når du kommer!«
Da jeg kom ind, gemte hun telefonen og mumlede:
»Jeg bad bare en bøn, skat…«
»Godt. Men bagefter skal vi sterilere marmeladeglas. Jeg har plukket agurker. I morgen er det kirsebær, og så æbler. Naboerne hjælper.«
Svigermor sukkede blot. Men jeg fortsatte med at forvandle gården.
Da Kristian kom en uge senere, løb hun hen til ham:
»Hent hende hjem! Jeg holder det ikke ud længere! Hun er som en vindmølle – går aldrig i stå! Jeg får ingen hviletid – nu er det mig, der beder om hjælp!«
Kristian trak bare på skuldrene:
»Mor, du ville have en hjælper. Nu har du fået en.«
Da vi kørte, tørrede hun en tåre – ikke af sorg, men af udmattelse. Jeg lovede at komme igen næste weekend.
»Du behøver ikke skynde dig,« knurrede hun og smækkede bildøren.
Og så, da hun troede, ingen hørte det, vendte hun sig mod huset og mumlede:
»Hun kunne da i det mindste ligesom alle andre svigerdøtre bare sidde og se tv…«
Men jeg vidste: Nu respekterede hun mig. Og måske var hun også… lidt bange.
