“Du er ingenting for mig!” — skriget fra steddatteren gjorde ondt som en kniv
“Du er ingenting for mig!” råbte Freja og smækkede døren så hårdt, at glasskabets rude vibrerede. Der blev helt stille i huset. Lotte sank ned på en stol og klemte om koppen, hvor teen for længst var kold.
“Mor, hvad er der sket?” kiggede den yngre Mille ind i køkkenet.
Lotte rystede bare på hovedet. Tårerne lå lige under overfladen.
“Har Freja skreget igen?”
“Læreren ringede…” hviskede hun. “Det er ikke vigtigt…”
Mille gik tættere på og lagde en arm om morens skulder:
“Mor, du skal ikke være ked af det. Det skal nok gå.” Selvom Mille kun var tretten, havde hun en modenhed, der ofte fik hende til at virke ældre end sin femtenårige storesøster, Freja.
En halv time senere kom Thomas hjem fra arbejde. Huset fyldtes med duften af aftensmad. Alle undtagen Freja satte sig til bordet.
“Hvor er hun?” spurgte han og så på den tomme stol.
“Hun er sur,” svarede Mille, mens hun forsigtigt rørte i suppen.
Thomas så på sin kone. Hun undveg hans blik.
“Læreren ringede. Freja klarer sig dårligt i alle fag. Jeg prøvede at tale med hende…” Lotte tav og kæmpede for at holde tårerne tilbage.
Thomas rejste sig og gik hen til datters værelse. Han bankede på.
“Lad være!” lød det indefra.
“Det er kun mig. Må jeg komme ind?”
Døren gik på klem, og Freja, efter at have sikret sig, at han var alene, lod ham modstræbende træde ind.
“Hvad foregår der her?” Han så på de spredte ting og den tomme nudelpakke.
“Lotte prøver igen at—” begyndte Freja, men Thomas afbrød hende:
“Jeg har selv talt med fru Nielsen. Du klarer dig virkelig dårligt i skolen. Hvad sker der, Freja?”
Hun tav. Begyndte at proppe bøgerne ned i tasken.
“Jeg beder dig ikke om at elske Lotte, men du kunne i det mindste respektere hende. Du sårer hende hver dag.”
“Og hun sårer ikke mig? Du tog hende og Mille med i Fields, mens jeg var alene hjemme!”
“Har du glemt, at du var i karantæne for at smutte ud om natten til din veninde?”
“Selvfølgelig! Jeg er den onde, og Mille er den perfekte!”
“Hold op!” Thomas’ stemme blev skarp. “Du går for langt!”
Han gik ud uden at vente på svar. I køkkenet sad Lotte og knugede sine hænder. Ordene sad fast i halsen. Men da hun så på sin mand, sagde hun ingenting. Først efter et øjeblik mumlede hun:
“Jeg ved ikke mere, hvad jeg skal gøre. Freja skubber mig væk, hun er jaloux på dig. Jeg har prøvet, virkelig… men jeg kunne aldrig blive noget nær en mor for hende.”
“Jeg ved det, skat,” Thomas holdt om hende. “Men hvad gør vi?”
“Vi bliver nødt til at bo hver for sig. Midlertidigt,” sagde Lotte med besvær.
“Hvad?” Han trak sig tilbage. “Mener du det?”
“Måske hvis hun mærker, at du kun er der for hende, ændrer hun adfærd…”
Freja hørte hvert eneste ord, gemt bag døren. Et strejf af håb fyldte hende. “Far og jeg skal bo sammen igen.”
Næste morgen fortalte Thomas hende, at de skulle flytte tilbage til den gamle lejlighed. Mille brød sammen i gråd. Hun stormede ind på Frejas værelse og skreg:
“Du hader min mor, og nu tager du min far fra mig!” — og løb ud, mens døren smækkede.
Freja havde ikke regnet med, det ville gå sådan her. Hun var lykkelig — indtil hun indså, hvor hårdt livet var uden Lottes hænder. Ingen lavede mad. Ingen hjalp med lektierne. Faren var på arbejde, og hun måtte selv koge pasta og vaske sokker. Han var hård, streng, utålmodig. Ikke som Lotte, der blidt forklarede, selv når Freja råbte hende ind i ansigtet.
Snart var det fødselsdag. Freja besluttede at bage en kage. Hun fandt en opskrift, piskede dejen… men så ikke tiden. Bunden brændte på. Da Thomas kom hjem, fandt han sin datter grædende over den forsvundne kage.
“Far… lad os flytte hjem igen,” hviskede hun og gemte ansigtet i hans skulder. “Undskyld. Jeg elsker dig… og Lotte… og Mille…”
“Jeg elsker også dig, skat. Men det er ikke så nemt at vende tilbage. Vi har såret dem. Vi må spørge, om de vil have os tilbage.”
Freja tav. Hun skammede sig. Dybt.
“Du skal forstå,” sagde Thomas, “Lotte er måske ikke din mor, men hun fortjener respekt. Og du må undskylde.”
Hele natten kunne Freja ikke sove. For første gang i lang tid var hun ikke vred. Hun følte kun skam og smerte. Næste morgen bad hun selv faren om at køre hende til Lotte og Mille.
Hun undskyldte. Oprigtigt. Med tårer. Til Lotte. Til Mille. Og et par dage senere hviskede hun for første gang: “Mor… undskyld.”
Og ingen kunne sige, hvem af dem der græd mest i det øjeblik.
