»Du kan da ikke bare tage mig med… Hvad hvis vi tager Birgitte med?« — drengen fandt på en måde at omgå loven og få en familie.
Kulturhuset i den lille provinsby i Jylland var gammelt men hyggeligt. Børnene trængtes i salen og stirrede på scenen. Der, under de slidte spotlys, optrådte den gamle tryllekunstner Gustav Nielsen igen — en mand, alle i området kendte. Hans hat, slidt men fyldt med overraskelser, var allerede blevet en legende.
Han var ikke en typisk cirkusartiest. Gustav var en mand med et godt hjerte og en børnesjæl. Hans shows handlede ikke om tricks, men om håb. I dag var det sidste nummer: han skulle hive en levende høne op af hatten — en høne ved navn Klara. Salen holdt vejret.
»Og nu — godt øje!« råbte han dramatisk og trak en forpjusket høne op af hatten.
Børnenes begejstring fyldte rummet som forårsvind: klap, skrig, latter. Men lige da Gustav skulle bukke, fangede han ét enkelt blik. Et blik, der ikke lo eller legede. Det var en dreng på omkring syv år, der sad helt bagest og stirrede på hønen uden at blinke.
»Hej, lille mand. Er du alene?« spurgte tryllekunstneren og nærmede sig.
»Er hønen rigtig?« hviskede drengen med øjne, der lyste.
»Selvfølgelig! Vil du klappe den? Den hedder Klara.«
Drengen gik forsigtigt hen og strøg Klaras fjer. Hans øjne funklede, og læberne dirrede.
»Er den ikke bange for at sidde i hatten?«
»Klara er ikke bange. Den er modig. Ligesom dig.«
»Emil!« lød der en stemme.
En kvinde med trætte øjne skyndte sig hen mod dem.
»Emil, hvorfor skal du altid løbe væk?« sagde hun og så undskyldende på Gustav. »Undskyld. Han er sær. En lille krudtugle.«
»Er du hans mor?« spurgte Gustav.
»Jeg er hans pædagog. Han er fra børnehjemmet. Mistede sine forældre for nylig…«
Da Emil gik derfra med sænket hoved, føltes det for Gustav, som om nogen havde hamret ham i brystet. Han kunne ikke bare glemme ham.
»Sig mig adressen på børnehjemmet,« bad han.
Kvinden så forvirret ud men oplyste gaden og nummeret.
Hele natten lå Gustav vågen. Han mindedes, hvordan han for mange år siden havde mistet kontakten til sin egen søn efter skilsmissen. Nu, mens han så ind i den lille drengs øjne, føltes det som om skæbnen gav ham en chance mere.
Næste morgen ankom han til børnehjemmet med en stor pose slik. Emil sad i hjørnet, adskilt fra de andre børn. Da han så Gustav — og Klara — lyste han op og hoppede af glæde.
Sådan begyndte deres venskab. Først besøg, så ture i zoo, bøger, tegnefilm. Emil hang sig fast i ham med hele sit hjerte. Og Gustav gjorde det samme.
En dag tog han mod til sig og henvendte sig til Birgitte, pædagogen:
»Jeg vil gerne adoptere Emil.«
»Enlig mand får ikke lov,« svarede hun blidt men bedrøvet. »Sådan er lovene.«
Gustav sank sammen. Han vidste ikke, at Birgitte længe havde iagttaget ham. At hendes hjerte hamrede hver gang han kom — for hun var også faldet for ham, denne mærkelige, lidt fjollede, men hjerteligt gode mand.
En uge senere, mens Emil sad på en bænk og holdt om Klaras fod, spurgte han pludselig stille:
»Må jeg ikke bo hos dig?«
Gustav stivnede. Han vidste ikke, hvordan han skulle forklare om papirerne, om umuligheden.
Men drengen kiggede ham trofast ind i øjnene og tilføjede:
»Hvad hvis Birgitte kommer med? Hun er sød. Hun kan blive din kone, og min mor. Så bliver vi jo en rigtig familie.«
Gustav kiggede væk. Der, ved vinduet, stod Birgitte. Og han indså — drengen havde ret.
Han løb hen til hende, hjertet hamrede, tankerne myldrede. Men han behøvede ikke sige noget. Hun læste det i hans øjne. Hun vidste det allerede.
Emil løb hen og krammede dem begge.
Og i det øjeblik, mellem de gamle vægge, mellem duftene af kridt, maling og billigt vaskepulver, blev en familie født.
Lige som i de bedste eventyr.
