Han vil have mig til at flytte ind i hans forældres hus – men jeg har ingen lyst til at blive familiens tjener.
Jeg hedder Mette, og jeg er seksogtyve år. Min mand, Jakob, og jeg har været gift i næsten to år. Vi bor i en hyggelig toværelses lejlighed i Aarhus, som jeg arvede efter min bedstemor. Først var alt fint – Jakob havde det godt med at bo i min lejlighed, og alt virkede til at passe. Men for ikke så længe siden kom han pludselig med denne idé: »Det er på tide, vi flytter til mit barndomshjem. Der er plads nok, og når vi engang får børn, er der masser af plads til dem.«
Men jeg har ikke lyst til at »få plads« under samme tag som hans højrøstede familie. Jeg vil ikke bytte min egen lejlighed ud med et sted, hvor patriarkatet hersker, og hvor blind lydighed er loven. Et sted, hvor jeg ikke er en kone, men gratis arbejdskraft.
Jeg husker tydeligt min første tur til deres hus. En kæmpe villa i udkanten af Randers – mindst 300 kvadratmeter. Der bor hans forældre, hans yngre bror Mads, hans kone Line og deres tre børn. Hele pakken. Lige da jeg trådte indenfor, fik jeg at vide, hvor min plads var. Kvinderne i køkkenet, mændene foran tv’et. Før jeg overhovedet kunne pakke min taske ud, gav min svigermor mig en kniv og beordrede mig til at skære salat. Ikke et »vil du ikke nok« eller »hvis du har tid«. Bare en kommando.
Til middag så jeg, hvordan Line lykkeligt løb frem og tilbage uden at modsige svigermor på noget tidspunkt. På hvert spørgsmål svarede hun med et skyldbevidst smil og et nik. Det chokerede mig helt ind i benraden. Jeg vidste lige dér: Den skæbne vil jeg ikke have. Overhovedet. Jeg er ikke den tavse Line, og jeg har ikke tænkt mig at bøje mig.
Da Jakob og jeg skulle køre hjem, råbte min svigermor højt:
»Hvem skal så gøre rent efter jer?«
Jeg vendte mig og så hende lige i øjnene:
»Det er værternes pligt at rydde op efter gæsterne. Vi er gæster – ikke hjælpekøkkenet.«
Så fulgte en bølge af forargelse. Jeg blev kaldt utaknemmelig, fræk og en forkælet bypige. Men jeg stod bare og tænkte: Her vil jeg aldrig høre til.
Jakob støttede mig dengang. Vi kørte hjem. I et halvt år var der fred. Han tog selv kontakt til familien – jeg holdt mig på afstand. Men så begyndte snakken om at flytte. Først som hint, men gradvist mere insisterende.
»Der er plads, der er familien,« sagde han. »Mor kan hjælpe med børnene, så du kan slappe af. Og din lejlighed kan vi udleje – det bliver en ekstra indtægt.«
»Hvad med mit job?« spurgte jeg. »Jeg giver ikke alt op for at bo på Lars Tyndskids mark 40 kilometer fra byen. Hvad skal jeg lave der?«
»Du behøver ikke arbejde,« sagde han og trak på skuldrene. »Få et barn, så kan du passe huset, som alle andre. En kvinde hører til hjemme.«
Det var dråben. Jeg er en kvinde med en uddannelse, en karriere og mine egne ambitioner. Jeg arbejder som redaktør, elsker mit job og har opnået alt selv. Og så fortæller man mig, at min plads er ved komfuret og med bleer? I et hus, hvor folk vil råbe af mig for en»Og jeg tænker, at hvis han virkelig mener, at hans families hus er det bedste sted for os, så må han gå derhen alene, for jeg har tænkt mig at blive i mit eget liv.
