Lykke stod foran døren til Mikkels lejlighed og drejede nervøst håndtaget på sin taske. To et halvt år siden havde hun forladt ham, smækkende med døren, overbevist om at Nikolaj, hans ven med mange penge og en flot bil, ville give hende det liv, hun drømte om. Men Nikolaj var ikke den, han gav sig ud for at være, og nu besluttede Lykke at vende tilbage. “Mikkel har altid elsket mig,” tænkte hun. “Han tager mig tilbage, hvor skulle han ellers gøre af mig?” Hun ringede på døren, rettede på håret og tvang et smil frem. Døren gik op, og da Mikkel udbrød “Hvem har vi her! Hvad blæser dig hid?” følte hun sig straks mere sikker.
“Jeg er kommet hjem,” smilede hun og indåndede duften af stegte kartofler og frikadeller. “Du laver aftensmad? Det dufter dejligt.” Mikkel rynkede panden: “Hjem? Til mig?” Lykke nikkede, men hans næste spørgsmål forvirrede hende: “Vi har spist. Undskyld, jeg inviterer ikke.” “Vi?” gentog hun og mærkede uro boble op i sig. “Hvem er ‘vi’?” Netop da kom en kvinde ud fra køkkenet. Lykke kiggede nærmere efter og gispede: det var Freja, hendes veninde, som hun engang havde delt sprut med, mens de planlagde, hvordan de skulle forlade Mikkel.
Lykke og Mikkel havde giftet sig for fem år siden, men deres ægteskab var fyldt med skænderier. Hun drømte om et smart liv: restauranter, rejser, dyre kjoler. Mikkel, en ingeniør på en fabrik, tjente beskedent, selvom han gjorde sit bedste. Hans forældre bragte madvarer fra landet for at spare, men Lykke brokkede sig: “Jeg gider ikke deres mælk og ost!” Hun brugte sine egne penge på tøj og en ny telefon på afbetaling, mens hun krævede mere af Mikkel. “Du er en fattigrøv,” sagde hun. “Hvorfor har jeg dog kastet mig væk på dig?” Han bad hende om at rydde op i lejligheden, men hun nægtede: “Det er din lejlighed, jeg bor her ikke.”
Alt ændrede sig, da Lykke faldt for Nikolaj. Han var charmerende, rig, tog hende med på café og lovede guld og grønne skove. Veninden Freja advarede: “Lykke, Nikolaj er en kvindebedårer, tæn dig om!” Men Lykke hørte ikke efter. Hun pakkede sine ting, smækkede nøglerne i hånden på Mikkel og kørte væk med Nikolaj uden et farvel. Freja blev tilbage i lejligheden og ryddede op i det rod, Lykke havde efterladt. Lykke grinede dengang: “Tag du Mikkel, han er din!” Hun troede ikke, hendes ord ville blive en selvopfyldende profeti.
Livet med Nikolaj blev ingen eventyr. Han var gavmild, men forlangte lydighed, og hans sidespring måtte Lykke finde sig i, indtil hun blev træt. Efter to år hørte hun, at Mikkel var blevet forfremmet, havde købt en bil og stadig var ugift. “Han venter på mig,” tænkte hun, efterlod Nikolaj en besked og tog afsted. Men nu, stående i døren, stirrede hun på Freja, der roligt sagde: “Hej, veninde. Hvad glor du på? Du gav ham jo selv til mig.”
Lykke mærkede, hvordan kinderne brændte. “Er I gift?” pressede hun frem. Mikkel nikkede: “Ja, Lykke. Vi har det godt. Hvad ville du?” Hun tabte tråden: “Jeg tænkte… Måske kunne vi…” Freja afbrød blidt: “Lykke, du har jo dine forældre. De vil glæde sig. Men Mikkel og jeg har travlt. Farvel.” Døren lukkede, og Lykke stod alene på trappeopgangen med tasken klemt ind til sig.
Hun huskede, hvordan Freja havde ryddet op i lejligheden, bagt kager og besøgt sin bedstemor. Dengang havde Lykke grinet af hendes “enkelhed.” Nu forstod hun: Freja havde givet Mikkel det, hun ikke kunne – omsorg, hygge, kærlighed. Lykke overvejede at vende tilbage til Nikolaj, men den besked, hun havde efterladt, havde brændt alle broer. Forældrene? De havde fjernet sig, sårede over hendes valg. Hun satte sig på bænken foran opgangen og følte verden styrte sammen. “Hvad har jeg gjort?” hviskede hun, men der kom intet svar.
I lejligheden forberedte Mikkel og Freja sig på aftensmaden. En måned senere fik de tvillinger, og Mikkels forældre, der tilbad sin nye svigerdatter, kunne ikke være gladere. Lykke blev tilbage med tomme hænder og anger over sit valg. Livet, som Freja havde advaret hende om, tilgiver ikke dem, der kaster det virkelige væk for en illusion.
