»Jeg troede ikke, du ville komme…« – en historie om et hjemkomst
Da Mikkel kom hjem fra arbejde, smed han sin taske på gulvet, tog skoene af og gik ind i køkkenet:
»Hvad skal vi have til aftensmad?« spurgte han som sædvanlig.
Ida vendte sig ikke engang.
»Intet. Men det betyder ikke noget. I dag talte jeg med udlejeren. Jeg sagde, vi flytter ud sidst på måneden.«
Mikkel stivnede.
»Hvad? Vi snakkede om, at vi ikke har fundet et nyt sted endnu.«
»Hvorfor skal vi finde noget?« Hun vendte sig mod ham med et smil. »Vi flytter… til din ekskone, Louise.«
Han sank ned på en stol, målløs.
»Ida, er du ved dine fulde fem?«
»Helt sikkert. Du sagde selv, at en del af lejligheden stadig er din. Vi sparer penge, jeg har allerede fundet en børnehave til Liam i nærheden, og der er butikker lige ved hånden.«
Mikkel følte, hvordan luften svandt. Han havde ikke følt sig herre over sit eget liv i lang tid. Hans arbejde var dårligere betalt, byggeprojektet, han havde sat håb til, var forsinket, og pengene rakte ikke.
Med Ida havde det længe gået skævt. Hun var yngre, krævende og vant til luksus. Engang var det tiltalende. Nu var det udmattende.
Han tøvede længe, men ringede til sidst til Louise.
»Vi har problemer. Vi har brug for et sted at bo i et par måneder.«
»Det er også din lejlighed, Mikkel. Selvfølgelig kan I flytte ind,« svarede hun roligt.
Da de ankom, skævede Ida til lejligheden og rynkede på næsen:
»Det er lidt mørkt,« sagde hun og gik rundt i skoene. »Det går nok.«
Louise sagde ingenting. Men da de kom til køkkenet, satte hun grænser:
»Vi deles om rengøringen. Maden laver vi selv. Køleskabet er fælles, men med hylder.«
Ida var oprørt:
»Vi har ikke meldt os til at leve efter regler!«
»Og vi har ikke meldt os til at husere jer i et pensionat,« svarede Louise uden at hæve stemmen.
Den næste måned blev et mareridt. Ida hentydede konstant til, at Louise skulle flytte. Men Louise holdt fast. Mikkel tav, for han vidste, det var hans skyld.
En dag sagde Louise:
»Jeg tager hjem til mine forældre. Bliver lidt væk. I må bare ikke ødelægge lejligheden.«
Ida kunne knap skjule sin glæde. Dagen efter begyndte hun igen:
»Jeg har bestilt en designer, valgt fliser, vi skal betale…«
Mikkel eksploderede:
»Er du blevet vanvittig?! Vi har ikke aftalt noget. Jeg giver ikke en eneste krone!«
»Hvem er du til at bestemme?« hvæsede hun. »Du er ikke længere en mand, bare en pengepung der snart er tom.«
Om aftenen pakkede hun sine tasker.
»Liam og jeg tager til Århus. Hvis du vil have os tilbage, må du komme. Og bring pengene med.«
Mikkel sagde ingenting, tog sit kort og smed det i hendes taske.
»Jeg ser Liam hver søndag.«
Da døren lukkede bag dem, følte Mikkel frihed for første gang i årevis. Han stod ved vinduet og stirrede længe ud over kanalen.
En uge senere kom Louise hjem. Stille, som altid. Han hørte vandet i badeværelset og løb hen, glemte at der nu var nogen i lejligheden igen.
»Undskyld…« mumlede han, da han så hende.
Hun gik ud i køkkenet, og han sagde uden at vende sig:
»Jeg tror, jeg elsker dig stadig.«
»Det gør jeg også, Mikkel. Men der er ingen vej tilbage. Kun hvis vi starter forfra.«
»Jeg er klar,« hviskede han.
»Klar er han…« Hun smilede skævt. »Jeg kan allerede mærke, jeg skal forsørge dig igen. Nå, er du sulten?«
»Ja. Har ikke spist siden morgen.«
»Så skal du bare skrælle kartofler. Her gør vi alting selv, ved du nok.«
