“Han ligner mig slet ikke!” råbte skuespilleren fra den billige tv-serie på skærmen. “Er du blind? Han er din kopi!”
Victor tvang sig til at smile og kiggede hen på sin kone. Det var hende, der havde foreslået en hyggelig aften med te og tv. Hvis nogen dengang havde sagt, at netop denne tåbelige serie ville splintre hans familie, ville han have grinet.
“Jeg forstår ham faktisk,” sagde Victor køligt uden at tage øjnene fra skærmen. “Mine sønner ligner mig heller ikke. Ikke én af dem. Alle fire er kupier af dig. Måske burde jeg også tage en DNA-test?”
“Meget morsomt,” rynkede Rikke panden. “Hvad finder du ellers på?”
“Jeg mener det. Jeg ved det hele. Børnene er ikke mine.”
“Hvad snakker du om?! Hvem har fortalt dig det?!”
“En kollega. Han så bare et billede af os og spurgte: ‘Er du sikker på, de er dine?’ Og ved du hvad? Jeg indså pludselig, at de ikke er det. Hverken i udseende eller personlighed.”
Rikke blev bleg. Hendes hjerte sammensnørede sig af smerte og panik. Så mange år sammen. Så mange oplevelser – glæde, sorg, sygdom, eksamener, fødsler. Og han… Han troede bare på en fremmed ud fra ét billede.
“Tror du virkelig, jeg har løjet for dig i tyve år? Tror du, jeg ville give dig andres børn?! Er du sindssyg?!”
“Hold op med at spille uskyldig! Du kan jo selv se det! De er alle sammen kopier af dig! Hvem er jeg for dem – en onkel?”
“Hvem er hun?” spurgte Rikke pludselig med iskold stemme. “Den kvinde, der har fyldt dit hoved med den slags?”
“Hvad har en kvinde med det at gøre? Det var en mand! En kollega! Han har selv været igennem det.”
“Selvfølgelig. Og du – som en dreng. Det mindste vindpust, og du vakler. Skal vi skilles?”
“Ja,” svarede han roligt. “Jeg vil have testen. Hvis ingen af dem er mine – så er det slut. Lad der stå en streg under ‘far’.”
Da børnene hørte, at deres far tvivlede på dem, stoppede de med at tale til ham. Den ældste, der lige var fyldt atten, sagde, han aldrig mere ville kalde ham far. Den yngste, kun fem år, stirrede forvirret og spurgte: “Far, er du sur på os?”
Familien faldt fra hinanden. Venner, familie og kolleger var chokerede. Rikke var fortvivlet, Victor stædig og blind for fornuft. Årsagen? En kvinde ved navn Astrid, ny på jobbet – ung, ambitiøs, med et perfekt smil og jagtinstinkter.
“Misforstå mig ikke,” hviskede hun til Victor over en kop kaffe. “Det er bare underligt, at børnene ikke har arvet noget fra dig. Hverken træk eller personlighed. Det sker nu engang…”
Først blev han vred, så begyndte han at tvivle. Til sidst troede han på det. Retten, tests, prøver. Og fire konklusioner: Victor Nielsen var faren. Biologisk.
Astrid græd, undskyldte, lovede, det var kærlighed. At hun ikke mente noget ondt. Victor giftede sig med hende en uge efter skilsmissen.
Men det nye liv holdt ikke. På jobbet – boykot. De blev hurtigt fyret. Vennerne vendte dem ryggen. Naboerne spyttede efter ham. Snart efter pakkede Astrid sine ting og forlod ham – “kunne ikke klare presset”.
Han prøvede at komme tilbage. Bankede på den velkendte dør.
“Undskyld,” sagde Rikke, “vi har ikke brug for dig længere. Vi har det fint.”
Og Victor stod alene. Uden familie. Uden venner. Uden børn, der – som det viste sig – lignede ham meget mere, end han nogensinde havde forestillet sig.
Livets lærdom? Tillid er som porcelæn – knækker den en gang, kan den aldrig samles helt igen.
