Kan børn vende sig mod deres far efter en skilsmisse? Mine børn vil ikke kende mig, fordi jeg engang gik.
Mette og jeg var sammen i tolv år. Jeg troede, vores ægteskab var solidt, indtil jeg begyndte at mærke, hvordan vi drev fra hinanden. Efter vores døtre, Freja og Ida, blev født, forsvandt Mette helt ind i moderskabet. Jeg bebrejder hende ikke for det – jeg ved, børn kræver opmærksomhed. Men jeg begyndte at føle mig usynlig, som om der ikke længere var en kone ved min side, kun en mor til mine børn.
Vi talte næsten ikke sammen. Sov i separate værelser i årevis. Jeg savnede varmen, støtten, bare et blik, hvor jeg følte, jeg betød noget. Og på et tidspunkt mødte jeg en anden kvinde, Sofie. Hun var yngre, lyttede til mig, interesserede sig for mine ting, så på mig på en måde, Mette ikke havde gjort i lang tid. Jeg ville ikke være utro. Jeg kom hjem og sagde ærligt til Mette: Jeg går.
Jeg forventede skrig, tårer, et helvede. Men Mette reagerede stille. Nikkede bare og sagde, hun forstod. Ingen bønner om at blive, ingen bebrejdelser. Vi blev skilt. Jeg giftede mig med Sofie. I starten føltes alt nyt og lyserødt – hun støttede mig, passede på mig, var der. Men så begyndte det at gå i stykker igen – igen misforståelser, igen kulde, igen afstand.
Vores ældste datter var teenager dengarn, den yngste gik i de små klasser. Mette mente, at børnene ikke skulle se mig. Hun sagde, det ville være bedre for dem uden splid. Jeg sendte gaver og penge gennem min mor, fordi Mette stadig havde kontakt til hende. Sådan kunne jeg være der for dem – omend gennem en anden.
Så fik jeg en søn, Emil. Med ham ville jeg gøre alt anderledes. Jeg bar ham på armen, lærte ham at tale, legede med ham hver aften. Men Sofie forlod os også. Han var kun fire. Hun fandt en anden – yngre, mere succesrig, hørte jeg senere. Hun stillede betingelser: fastlagte besøgstider, streng kontrol, penge til hver lille ting. Og så sagde hendes nye mand, at jeg ikke hørte til i deres liv. Kontakten med Emil stoppede.
Nu er jeg syvogtres. Mine døtre har deres egne familier, deres egne børn – børnebørn, jeg aldrig har holdt i mine arme. Min søn er voksen, men jeg ved ikke, hvor han er, hvordan han har det, hvem han er blevet. Ingen ringer. Ingen skriver. Det er, som om jeg ikke eksisterer. Jeg tog fejl, jeg gik – ja. Men fortjener jeg virkelig at blive slettet for altid?
Jeg prøvede at være der. Hjalp, så meget jeg kunne. Men enhver har en grænse. Jeg undskylder ikke for mig selv, jeg vil bare gerne blive hørt. Ja, jeg gik, men jeg blev ikke mindre far.
Nu er jeg alene. Ingen familie, ingen børn. Helligdage er tomme. Telefonen tier. Nogen gange er jeg bange for at dø – og at ingen vil opdage det. Nogen gange tænker jeg: skulle jeg skrive et brev? Ringe? Men hvad skal jeg sige? Undskyld, at jeg var svag? Undskyld, at jeg ikke kunne holde familien sammen?
Fortjener jeg ikke bare én telefonopringning? Har jeg ikke ret til at vide, hvordan mine børn har det? Hvorfor føles deres stilhed som en dom?
Nogen gange sidder jeg på bænken uden for mit hus og ser andre bedstefædre gå tur med deres børnebørn. Lytter, når de kalder: »Bedstefar, kom her!« Men det er der ingen, der siger til mig.
Tiden går. Jeg vil ikke dø med følelsen af, at jeg var ingenting for dem, jeg elskede mere end livet selv. Jeg var ikke perfekt, jeg lavede fejl. Men måles kærlighed kun på gerninger?
Jeg ved ikke, om de nogensinde tilgiver mig. Men jeg håber stadig. Jeg venter stadig…
