Han tog to af mine frikadeller og sagde, at jeg skulle tabe mig. I løbet af seks års ægteskab har jeg født tre børn, og nu er jeg bange for at blive alene.
Jeg er seksogtredive år. På seks år er jeg blevet mor til tre vidunderlige børn: Anton er fem, Mille er tre, og den yngste, Villads, er kun seks måneder gammel. Jeg har altid drømt om en stor familie, men jeg kunne aldrig forestille mig, hvor hårdt det ville være – både fysisk, mentalt og bare menneskeligt. Livet føles som en endeløs kapløb, hvor jeg altid er helt udmattet.
Jeg mødte Anders, da jeg var næsten tredive. Alle mine veninder var for længst gift og havde børn, mens jeg arbejdede eller var hjemme alene. Pludselig dukkede han op – høj, atletisk og med en utrolig charme. Dengang havde han allerede en fin stilling som afdelingsleder i et advokatfirma. Jeg troede aldrig, en mand som ham ville lægge mærke til en som mig.
Jeg forstod, han mente det alvorligt, da han selv introducerede mig for sin mor. Lise er en blid, kulturel kvinde, der straks fik mig til at føle mig velkommen. Hun var begejstret for mig og næsten pressede sin søn til at gifte sig. Vi blev gift hurtigt, næsten i et rush. Og så begyndte babysværmeriet.
Først kom Anton, og jeg sagde farvel til mit job. Så kom Mille, og derefter Villads. Jeg kom aldrig tilbage til arbejdsmarkedet. Børnene kræver alt: de ældre går ikke i børnehave, Anton er til fodboldtræning, Mille lærer jeg selv, og hele tiden har jeg den lille i armene. Jeg elsker mine børn, og de er fantastiske, men jeg har ingen kræfter tilbage til mig selv.
Engang vejede jeg 49 kilo. Jeg trænede, løb om morgenen og passede på mig selv. Nu vejer jeg firs. Min dag er en evig gentagelse af morgenmad, bleer, lektier, aftensmad, oprydning og børnegråd. Der er hverken tid eller energi til sport. Og hvis jeg prøver, kommer børnene løbende og hiver i mig, stiller spørgsmål eller vil op i armene.
Anders syntes først, det var lidt sjovt. Han kaldte mig “søde pandekage” eller “min lille bamse”. Men langsomt forsvandt hans humor. Og så også hans tålmodighed.
Fredag aften sad vi til aftensmad. Jeg tog tre frikadeller på min tallerken. Han kiggede, tog to og lagde dem tilbage på panden.
“Du burde tabe dig. Hvis jeg finder en anden kvinde, er det din skyld,” sagde han roligt uden at se mig i øjnene.
Jeg frøs. Det føltes som et slag i brystet. Jeg ved godt, jeg har ændret mig. At jeg er træt. At jeg ikke er den samme, han forelskede sig i. Men er det min skyld, at jeg har givet alt til familien? At jeg ikke sover om natten, fordi én får tænder, en anden vil ikke spise broccoli, og den tredje har mistet sin skolebog igen? Fortjener jeg ikke bare lidt forståelse?
Jeg ville elske at få en massage, lavet negle eller farvet håret. Men der er ingen penge. Alt går til børnene, fritidsaktiviteter, mad, lån og hjælp til min svigermor. Anders tjener godt, men der er også mange udgifter. Og selvfølgelig skal han se præsentabel ud – han er chef. Jeg kan godt gå i min gamle badekåbe. Men jeg genkender mig selv ikke længere i spejlet. Kjolerne passer ikke. Jeansene kneber. Alt føles forkert og fremmed.
Nogle gange føler jeg, jeg ikke længere er en kvinde. Bare en skygge. Ammende, rengørende, men ikke følende, ikke drømmende. Kun min svigermor holder os sammen. Hun ringer, kommer forbi og hjælper med børnene. Og jeg håber, hun ikke lader ham gå. Ikke lader ham ødelægge alt, jeg har levet for i seks år.
Engang imellem er jeg bange: Hvad nu hvis han en dag pakker og går? Efterlader mig med tre børn og en skygge af mig selv? Jeg beder ikke om meget. Bare at han måske husker, hvorfor han elskede mig. Og ser, at jeg stadig er den samme kvinde. Bare så, så træt.
