Min søn lejede vores lejlighed ud uden engang at finde det nødvendigt at fortælle os det. Vi gav ham alt, og endte med ingenting.
Min mand Mikkel og jeg blev gift, da vi begge var treogtyve år. Jeg var allerede gravid, men heldigvis færdiggjorde vi begge vores læreruddannelse. Vores familier var ikke rige, vi havde ingen “gyldne forbindelser” — ingen indflydelsesrige slægtninge eller opsparing. Fra de allerførste dage måtte vi arbejde hårdt for at klare os.
Jeg tog næsten ingen barsel. Jeg havde ikke mælk — måske på grund af stress eller manglende næring — så vi skiftede tidligt til flaske. Da han var elleve måneder, kom han i vuggestue. Der lærte han at spise med ske, bruge potte og falde i søvn uden at blive vugget. Mikkel og jeg kastede os ud i arbejdet — først lejede vi en lejlighed, så flyttede vi på kollegie, sparede op til en to-værelses og købte senere en tre-værelses i en god bydel.
For nogle år siden købte vi en sommergrund i Nordsjælland. Mikkel byggede selv et pænt træhus: to værelser, et lille brusebad og en pejse. Vi fyldte det med møbler og anlagde en lille have. Man skulle tro, nu kunne vi nyde livet. Vi er kun seksogfyrre, der er hele livet foran os.
Men vores søn, Lasse, besluttede at giftes som treogtyveårig. Hans forlovede, Freja, kom fra en velhavende familie, og de havde begge læst jura. Hendes forældre var velstillede: de havde et stort hus, dyre biler og egen virksomhed. Deres datter ville naturligvis have et bryllup på en fin restaurant, en limousine, en bryllupsrejse og… sin egen lejlighed.
Mikkel og jeg har altid følt skyld overfor vores søn. Han tilbragte hele sin barndom i daginstitutioner, skoler og klubber — fordi vi var optaget af arbejde. Vi prøvede at kompensere med gaver: legetøj, tøj, ture og privatundervisning. Til hans attenårs fødselsdag gav vi ham en gammel, men fungerende bil. Da han startede på uni, betalte vi hans uddannelse. Og selvfølgelig kunne vi ikke sige nej nu. Vi gav ham alle vores penge til brylluppet og… overlod ham vores lejlighed, mens vi selv flyttede til sommerhuset.
Frejas forældre havde en anden tilgang — de investerede i hende: købte pels, smykker og møbler. Vores søn, der først var taknemmelig, ændrede sig. Med tiden ringede han sjældnere. Først kom han hver anden uge, så hver måned. Til sidst hørte vi slet ikke fra ham.
En dag mødte vi en gammel nabo på torvet, og hun sagde sådan i forbifarten:
”Vidste I ikke, at jeres lejlighed bliver lejet ud? Lasse og Freja bor hos hendes forældre, de siger, det er mere komfortabelt der.”
Mikkel blev hvid i ansigtet. Han kunne knap stå på benene. Vi ringede straks til Lasse. Svaret var iskoldt:
”I gav mig selv lejligheden. Min kone gider ikke bo i jeres ’gamle ting’, og det er for dyrt selv at leje. Så lad lejerne betale.”
Da vi prøvede at tale om tillid og anstændighed, råbte han:
”Hele mit liv har jeg været fattig! Alle andre børn får alt, mens jeg kun fik jer! Lærere, der ingen penge har og kun taler om moral! Jeg er træt af at skamme mig overfor min svigerfar, fordi mine forældre er almindelige offentligt ansatte!”
Efter den samtale besluttede vi at handle. Vi sagsøgte ham ikke, men tog til lejligheden og forklarede situationen for lejerne. De var forstående og flyttede ud en måned senere.
Nu bor vi igen i vores lejlighed. Vi har ikke kontakt til Lasse. Mikkel har det hårdt, og jeg også. Ja, vi gav ham alt — uden betingelser, af kærlighed. Og endte med tomme hænder og knuste hjerter.
Måske forstår han det en dag. Måske ikke. Men en ting ved jeg helt sikkert: Ofre aldrig alt for dem, der ikke værdsætter det.
