»Før hun skiller sig, får hun ikke en øre fra os»: Jeg fortalte min datter, at jeg ikke længere ville hjælpe hende, før hun dropper sin dovne mand
Hver dag fylder vores hus sig mere og mere med skænderier – ikke mellem mig og min mand, men på grund af svigersønnen. Den mand, min datter valgte som ægtefælle, viste sig at være doven og ansvarsløs til det yderste. Han har ikke haft et fast arbejde i over et år – laver småting her og der, men ellers sidder han bare derhjemme. Min datter trækker læsset alene, mens hun passer to små børn i barsel. Og hvad laver han? Han eksisterer bare.
Min datter kan selvfølgelig ikke arbejde fuldtid – de to tvillinger kræver konstant opmærksomhed. Jeg tilbød at hjælpe. Men under én betingelse. Ja, en hård og klar en: Jeg giver ikke en øre mere, før hun skiller sig fra den parasit. For at hjælpe hende er på en måde også at forsørge ham. Og jeg har ikke tænkt mig at finansiere andres dovenskab længere.
Fra starten kunne jeg ikke lide Mads. Jeg håbede, det ville gå over, at hun ville komme til fornuft. Men desværre – de blev gift. Ungdom, kærlighed, illusioner – det forblændede hende fuldstændig. Og nu står vi med konsekvenserne.
Min mand og jeg gav dem bedstemors lejlighed. Der boede lejere før, og det var vores eneste ekstra indtægt til pensionen. Men de unge havde ikke råd til at leje, så vi hjalp dem. Jeg bad kun om én ting: gør lidt ved værelserne, bare en lille opdatering, så børnene har det hyggeligt.
Mads viste sit sande jeg her:
»Jeg gider ikke rode med det. Jeg er ikke håndværker, jeg er humanist. Det må være dem, der får penge for det. Vi skal hyre nogen.«
Men med hvilke penge, for helvede? Han har ikke engang tjent nok til en skruetrækker. Alt, han kan, er at filosofere og brokke sig over, hvor uheldig han er. Han vil ikke arbejde om aftenen, i weekender skal han »hvile«. Han er vant til, at alt skal komme til ham.
Da jeg direkte kaldte ham en doven hund, blev han fornærmet. »Du er uretfærdig over for mig.« Og min datter? I stedet for at støtte mig, begyndte hun at bebrejde mig:
»Det er din skyld, vi skændes igen. Hvorfor blander du dig?«
Jeg besluttede at trække mig. Men advarede tydeligt: hvis du har valgt det her, må du bære det selv. Kom ikke løbende for hjælp. Men da jeg fandt ud af, hun ventede barn igen – tvillinger, oven i købet – knækkede noget i mig. Jeg troede, Mads ville vågne op, men nej – ingen ændring. Vi måtte gøre alt. Vi lavede færdig renoveringen, fandt børnesenge og tog hende til lægen. Han? Sad stadig på sofaen med sin laptop.
Marie gjorde, hvad hun kunne, men det var tydeligt, hun selv begyndte at indse, hvem hun havde valgt. Sammen klarede vi det, selvom det var hårdt. Alt lavet med egne hænder. Han købte selvfølgelig noget på tilbud bagefter, men det er ingen undskyldning. Når man har en familie, skal man være en mand. Men han er bare en beboer i et hus, hvor alle andre gør arbejdet.
Så fandt vi ud af, hvordan de overhovedet klarede sig – de havde tDeres kassekredit var maxet ud, og nu stod de med røven i vandskorpen.
