Da min svigermor, Kirsten Birgitte, forlod køkkenet et øjeblik, vendte min svigerfar, Henrik Jørgensen, sig mod mig og beordrede: “Mette, gå hen og varm den kylling op, den er blevet kold!” Jeg stivnede, kunne ikke tro mine egne ører. Var jeg nu pludselig blevet deres tjener? Hvis du har brug for det, så gå selv og varm den op, ville jeg råbe, men i stedet, mens jeg kælede for katten, der gned sig op ad mine ben, svarede jeg: “Henrik Jørgensen, jeg er ikke jeres tjener, varm den selv op.” Han så på mig som en oprører, og jeg følte, hvordan alt inden i mig kogte. Det handlede ikke kun om kyllingen – det var en grænse, jeg ikke ville overskride.
Min mand, Mads, og jeg bor selv, men hver søndag besøger vi hans forældre til aftensmad. Kirsten Birgitte laver mad, der får en til at savle, og jeg kommer altid med glæde – for at snakke, spise hendes berømte kødboller og høre historier. Henrik Jørgensen plejer at sidde tavs i enden af bordet som en general, knurrer mere end han taler. Jeg er vant til, at han kan være kommanderende: “ræk mig saltet,” “ryd tallerkenerne.” Men jeg har ignoreret det – alder, vaner, hvad kan man gøre? Men denne gang gik han over stregen.
Den aften spiste vi stegt kylling med kartofler. Kirsten Birgitte myldrede omkring som altid, gav os mere, og jeg hjalp hende med at rydde af bordet. Da hun gik ud på terrassen for at hente saft, troede Henrik Jørgensen, at hans time var kommet. Jeg sad og kælede for deres kat, Pjuske, der sprællede på mit skød, da ordren kom: “Varm kyllingen op!” Jeg troede først, jeg hørte forkert. Han så på mig, som om jeg var forpligtet til at springe op og løbe hen til mikrobølgeovnen. Og her sad jeg, træt efter arbejde, i min bedste søndagstøj, på besøg – ikke ansat som kokkepige.
Mit svar chokerede ham tydeligvis. Han rynkede panden og mumlede noget som: “Ungdommen nu til dags, ingen respekt.” Respekt? Hvor var hans respekt for mig? Jeg har intet imod at hjælpe, men det var ikke en anmodning – det var en ordre, som om jeg var i hans tjeneste. Kirsten Birgitte kom tilbage, mærkede spændingen og spurgte: “Hvad sker der?” Jeg ville til at sige noget, men Henrik Jørgensen var først: “Åh, ingenting, Mette vil bare ikke hjælpe en gammel mand.” Hjælpe? Var det nu en heltedåd at varme mad op? Jeg bed tænderne sammen og sagde kun: “Kirsten Birgitte, jeg hjælper altid, men jeg er ikke tjener.”
På vej hjem fortalte jeg Mads om det. Han forsøgte som altid at berolige: “Mettes, far mener ikke noget ondt, han er bare vant til, at mor gør alt. Lad det ikke gå dig på.” Lad være? Nemt for ham at sige – han får ikke ordrer! Jeg mindede ham om, at jeg ikke har noget imod at hjælpe, men tonen fra Henrik Jørgensen var, som om jeg var deres husassistent. Mads lovede at tale med sin far, men han hader konflikter. “Jeg siger det til mor, hun kan tøjle ham,” tilføjede han. Kirsten Birgitte ville måske tale med ham – hun står altid på min side – men jeg vil ikke skabe splid.
Nu spekulerer jeg på, hvad jeg skal gøre. En del af mig vil næste gang demonstrativt sidde stille og lade være med at hjælpe – lad Henrik Jørgensen selv varme sin kylling. Men jeg ved, det er barnligt, og jeg vil ikke såre Kirsten Birgitte. En anden del vil tale rent ud: “Henrik Jørgensen, jeg respekterer dig, men jeg er ikke din tjener – lad os vise respekt.” Men jeg er bange for, at han vil opfatte det som frækhed, og så begynder dramaet. Da min veninde hørte om det, rådede hun: “Mettes, grin af det, sig mikrobølgen kan klare det selv.” Grine? Måske, men lige nu er jeg for vred.
Jeg mindes, hvordan Henrik Jørgensen plejede at være venligere. Da Mads og jeg lige var gift, roste han mine salater, fortalte sjove historier fra sin ungdom. Nu virker det, som om han tror, jeg skal springe til på kommando, ligesom Kirsten Birgitte. Men jeg er ikke hende! Jeg har mit eget arbejde, mine egne ting, og jeg kommer som gæst – ikke som tjener. Jeg elsker deres familie, men jeg accepterer ikke ordrer. Måske er det alderen, måske vane, men jeg vil ikke lade mig ydmyge – ikke engang for freden i huset.
Lige nu vælger jeg at være tålmodig men fast. Næste gang Henrik Jørgensen beordrer mig, smiler jeg bare og siger: “Mikrobølgen står derovre, den venter på dig.” Hvis det bliver alvorligt, taler jeg med Kirsten Birgitte – hun forstår. Jeg vil ikke skabe konflikter, men jeg vil heller ikke tie. Dette hus er deres, men jeg er ikke deres ejendom. Og hans kylling kan han selv varme – jeg vil hellere klappe Pjuske. Han er forresten den eneste i det køkken, der forstår mig.
