Den Magiske Genbrugsbutik
Jeg, Mette, tænker tit på min barndom, og hver gang dukker den genbrugsbutik op for mine øjne – som en slags mirakelbutik, hvor min veninde og jeg altid løb ind efter skole. Jeg var elleve år, gik i femte klasse, og verden føltes fuld af mysterier. Sammen med Freja og Lise forvandlede vi hverdagen til eventyr, og den butik var vores skattekammer, hvor hver genstand gemte på sin egen historie. Selv nu, så mange år senere, kan jeg lukke øjnene og se hylderne, lugten af gamle bøger og den barnlige begejstring, der aldrig helt kommer tilbage.
Det år var vi tre uadskillelige. Freja, med hendes evigt løse fletninger, drømte om at blive arkæolog, mens Lise, den mest alvorlige af os, altid havde en notesbog i tasken, hvor hun skrev “vigtige tanker” ned. Jeg, Mette, var et sted midt imellem – elskede at fantasere og forestille mig, at jeg enten var en bogheltinde eller en eventyrlysten rejsende. Efter skole skyndte vi os ikke hjem, men løb i stedet til genbrugsbutikken på hjørnet af vores gade. Den var gammel, med et slidt skilt og en knirkende dør, men for os var den Aladdins hule, fuld af gåder og under.
Butikken var lille, men inde føltes det, som om den strakte sig i det uendelige. Hylderne bugnede af ting: antikke lysestager, medtagne bøger, kjoler med kniplingskraver, ure, der længe havde stoppet. Sælgeren, tante Grethe, sad altid ved disken med sin strikning og mumlede venligt: “Piger, lad vær’ med at rode alt for meget!” Men vi rodede ikke – vi var opdagelsesrejsende på skattejagt. Freja fandt engang en kobberbrosche i form af en bille og påstod, det var en amulet fra en egyptisk prinsesse. Lise bladrede i gulnede modemagasiner og drømte om at sy en lignende kjole. Og jeg elskede bøgerne – især én med en slidt omslag, om sørøvere. Jeg forestillede mig, at der lå en skattekort gemt mellem siderne.
En kold novemberdag løb vi ind i butikken igen. Ude faldt en lille regn, og vores støvler plaskede i vandpytterne, men inde var det varmt og duftede af støv og lavendel. Jeg skyndte mig hen til min yndlingshylde med bøger, mens Freja trak Lise med hen til en kasse med smykker. “Mette, kom her!” råbte Freja. “Se, hvad jeg har fundet!” På hendes hånd lå en tynd ring med en grøn sten, sløret men alligevel magisk. “Den må komme fra et slot!” erklærede hun. Lise kneb øjnene sammen og tilføjede: “Eller fra en baronesses kiste.” Vi fnisede og prøvede ringen om kap, og jeg følte mig som en eventyrfigur.
Tante Grethe så vores iver og kom hen med et smil: “Kan I lide den? Den koster kun fem kroner, piger. Køb den, før nogen andre gør!” Fem kroner! Vi havde kun penge til boller i skolens kantine, men vi gav ikke op. “Lad os lægge sammen!” foreslog jeg. Vi tømte alle mønterne fra vores lommer: jeg havde to kroner, Freja havde en enkelt og lidt småmønter, og Lise havde halvanden. Der manglede stadig, men vi gav ikke op. “Tante Grethe,” bad Freja, “kan vi låne resten? Vi betaler i morgen!” Tante Grethe rystede på hovedet, men hendes øjne lo: “Nå ja, men husk at betale!”
Vi gik ud af butikken som om vi havde gennemført en heltemodig bedrift. Ringen lå i Lises lomme, og vi rørte ved den på skift, som om den virkelig var fortryllende. Hjemme kunne jeg ikke sove og forestillede mig, at den engang havde tilhørt en rejsende, der havde krydset hele havet. Næste dag betalte vi vores gæld – jeg undveg endda en bolle for at spare halvtreds øre op. Selvom ringen senere forsvandt (Freja svor på, at hun havde lagt den i sin taske), forsvandt følelserne aldrig.
Den butik var ikke bare et sted med gamle ting. Den lærte os at drømme, at tro på mirakler og se det usædvanlige i det almindelige. Freja, Lise og jeg blev voksne og flyttede hvert til sit. Freja blev geolog, Lise blev designer, og jeg blev lærer. Men hver gang vi taler i telefonen, er der altid en, der spørger: “Kan I huske den genbrugsbutik?” Og så griner vi, som om vi igen er elleve, og foran os står hylderne, fyldt med historier.
Nu bor jeg i en stor by, og sådanne genbrugsbutikker findes næsten ikke mere. Nogle gange går jeg ind i antikvitetsbutikker, men det er ikke det samme – for pænt, for uden den magi. Jeg savner den knirkende dør, tante Grethe og vores barnlige fantasier. For nylig fandt jeg en gammel bog i en kasse – den samme, om sørøverne. Jeg slog den op, indåndede duften af papir, og det var som at vende tilbage til femte klasse. Måske var den butik vores skat, ikke på grund af tingene, men på grund af, hvem vi var, mens vi stod i den. Og jeg er taknemmelig for, at jeg havde en sådan barndom – med veninder, drømme og en mirakelbutik, der for altid bor i mit hjerte.
