Da min søn Mikkel og hans kæreste Freja kom til mig til aftensmad, havde jeg, som sædvanlig, dækket bordet til en fest: hvidkålssuppe, frikadeller, kartoffelmos og salat – alt hvad han elsker. Men da Mikkel tog skoene af i entreen, var jeg lige ved at besvime: begge hans sokker havde store huller, hvorfra hans tær pegede frækt frem! Jeg stivnede, som ramt af lynet. Er det her virkelig min søn, som jeg har opdraget, klædt på og lært at passe på sig selv, der går i sådan en lodden skikke? Og hvor, undskyld mig, har hans kæreste sine øjne? De må forstå, det er simpelthen over grænsen! Jeg er stadig rystet over synet, og jeg bliver nødt til at få det ud, ellers eksploderer jeg af harme.
Jeg, Karen Jensen, har hele mit liv kæmpet for, at Mikkel ikke skulle mangle noget. Jeg syede hans skjorter, købte de fineste sko, selv når jeg selv måtte spare. Han blev voksen, blev ingeniør og fandt sammen med Freja – en pige, som dengang virkede sød og huslig. De bor i deres egen lejlighed, begge har arbejde, alt ser fint ud. Jeg blander mig ikke, men inviterer dem af og til til middag for at se dem og forkæle dem med hjemmelavet mad. Og så sker det – jeg bliver chokeret over hans sokker! Det er ikke bare huller, det er et skrig om hjælp, et tegn på, at der er noget galt derhjemme.
Det begyndte, da de kom ind. Jeg myldrede rundt med tallerkener og varmede frikadeller. Mikkel tog skoene af, og jeg fik et glimt af hans fødder. Først troede jeg, det var indbildning – min søn, altid så velplejet, kunne da ikke gå i laset tøj. Men nej, sokkerne så ud, som om de havde overlevet en atomkrig – huller på begge sider, slidte hæle, og tæerne vinker, som om de længtes efter frihed. Jeg frøs midt i en bevægelse og tabte min ske. Freja bemærkede mit blik og fnisede: “Åh, Karen, det er ham selv – jeg har sagt til ham hundrede gange, han skal købe nye.” Ham selv? Og hvad har du så travlt med?
Under middagen kunne jeg ikke koncentrere mig. Jeg så på Mikkel, der med stor appetit åd suppen, og tænkte: Hvordan kunne det komme så vidt? Jeg opdrog ham ikke til at ligne en løsgænger. Freja snakkede bare løs om sit arbejde, som om intet var galt. Jeg kunne ikke holde det tilbage og sagde: “Mikkel, skat, hvad er der med dine sokker? Det er sgu da pinligt!” Han blev forlegen og trak på skuldrene: “Mor, det er bare gamle sokker, jeg har ikke nået at smide dem ud.” Ikke nået? Og Freja tilføjede: “Karen, det er ham selv, der tager dem på – jeg styrer ikke hans garder.” Styrer ikke? Hvem skal så passe på din mand, hvis ikke du gør?
Jeg prøvede at bevare roen, men inden i mig kogte det. Efter middag, da Freja gik ind i stuen, hviskede jeg til Mikkel: “Søn, har I ikke penge til sokker? Eller er der ingen, der vasker?” Han viftede bare afværgende: “Mor, nu rolig, alt er fint. Jeg lagde ikke mærke til det.” Lagde ikke mærke til det? De huller kan ses fra månen! Jeg ville tale med Freja, men var bange for, at hun igen ville grine det væk. I stedet gik jeg til mit skab, fandt et par nye sokker, jeg havde købt til Mikkels fødselsdag, og gav dem til ham: “Tag dem, det gør ondt at se på.” Han smilede tak, men jeg så, det ragede ham ikke.
Jeg lod dem gå hjem, men kunne ikke sove. Tankerne drejede sig: Hvordan kunne det ske? Freja har selvfølgelig travlt med arbejde, men er det en undskyldning? I hendes alder passede jeg selv både job, hjem, mand og barn. Kan hun ikke lige smide et par sokker i vaskemaskinen eller købe nye? I butikkerne er de overalt, til enhver pris! Eller er det moderne at ligne en hjemløs? Jeg tænkte på, hvordan Freja altid er pænt klædt på med manicure, mens min søn går i sokker, der falder fra hinanden. Det er ikke bare sokker – det er et symbol! Et tegn på, at hun måske er ligeglad med ham.
Dagen efter ringede jeg til min veninde, Grethe, for at lufte mine tanker. Hun lyttede og sagde: “Karen, det er ikke din sag. De er voksne, de klarer det selv.” Voksne? Hvem skal så tage sig af dem, hvis Mikkel går klædt som en tigger? Grethe tilføjede: “Måske ser Freja det ikke som sin pligt. Nutidens kvinder er anderledes.” Anderledes? Jeg har intet imod, at de arbejder og bygger karriere, men grundlæggende omsorg for sin mand – er det også forældet? Jeg forventer ikke, at hun laver suppe hver dag, men sokkerne kunne hun da lige sy!
Jeg besluttede at tale med Freja. Jeg inviterede hende på kaffe, uden Mikkel. Jeg sagde: “Freja, undskyld, at jeg blander mig, men hvordan kan du tillade, at Mikkel går sådan? Han er din mand.” Hun så overrasket ud: “Karen, han er voksen, han vælger selv, hvad han vil have på. Jeg har sagt til ham hundred gange, at han skal købe nye.” Voksen? Og du ser simpelthen ikke, at han går i laset tøj? Jeg antydede, at en kone burde passe på sådan noget, men hun smilede bare: “Vi har ligestilling – jeg styrer ikke hans tøjskab.” Ligestilling? Er det, når den ene går i huller, og den anden har nye sko?
Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. En del af mig vil købe en hel kasse sokker til Mikkel og vaske dem selv, så han ikke skammer sig. Men en anden del ved, det ikke er min opgave. De må klare det selv. Jeg tilbød Mikkel: “Søn, hvis I mangler penge, så sig til – jeg hjælper gerne.” Han lo: “Mor, rolig, det er bare gamle sokker, jeg smider dem ud.” Smider dem ud? Hvad stopper dig fra at gøre det nu? Jeg ved ikke, hvordan jeg når frem til Freja. Måske mener hun virkelig, det ikke vedkommer hende. Men det gør ondt at se sin søn sådan. Det føles, som om jeg har svigtet et sted.
Lige nu prøver jeg at holde mig tilbage. Jeg inviterer dem på middag, giver Mikkel nye sokker, men inden i mig bruser det. Det er ikke bare om sokkerne – det er et tegn på, at noget er galt i deres forhold. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal hjælpe uden at ødelægge vores forhold. Men én ting ved jeg: min søn fortjener bedre end at gå med tæerne på afveje. Og Freja må tænke over, hvOg mens jeg sidder her og stirrer på min kop te, må jeg sande, at tiden er løbet fra mig, og det eneste, jeg kan gøre, er at lade dem finde deres egen vej.
