Jeg er ikke svigermorernes rengøringsdame
At vaske gulve i svigermorernes hus? Nej tak, det har jeg sgu ikke lyst til! Jeg, Mette, har i mine 38 år besluttet, at det endelig er tid til at leve for mig selv og ikke løbe rundt med en klud i deres store villa. Mine svigerforældre, Gunnar og Gerda, er hhv. 92 og 83 år, og selvfølgelig er de ikke lige så kvikke som før. Min mand, Lars, er deres eneste søn, født da de allerede var i fyrrerne, og nu ser alle på mig som den primære redningsmand. Men jeg har ikke meldt mig til at være deres tjener! Folk snakker, svigerforældre hentyder, men jeg har taget et fast beslutning: nok er nok, min tid er min, og det er det.
Lars og jeg har været gift i ti år, og hele tiden har jeg prøvet at være en god svigerdatter. Svigerforældrene er ikke de nemmeste, men de er ikke onde. Gunnar, trods alderen, er stadig frisk: han går med stok, læser aviser og elsker at fortælle historier om sin ungdom. Gerda er svagere, sidder mest i sin lænestol, strikker eller ser tv-serier. Deres hus er stort, gammelt, med trægulve og en masse værelser, de insisterer på at beholde. “Det er vores rede,” siger de. Og jeg ville ikke have noget imod det, hvis ikke denne “rede” var blevet til mit personlige mareridt.
Da vi lige var blevet gift, kom jeg ofte forbi og hjalp med rengøring, madlavning, tog dem til lægen. Det var ikke noget problem – jeg troede, det var midlertidigt, mens de stadig kunne klare sig. Men årene gik, og deres forventninger voksede. Nu hver gang vi besøger dem, ser Gerda bedrøvet på gulvet og sukker: “Åh, Mette, det kunne godt trænge til en tur med moppen, det er så støvet.” Og Gunnar tilføjer: “Ja, svigerdatter, du er jo så flittig, det klarer du sikkert.” Flittig? Jeg arbejder som markedsføringsansvarlig, har to børn, et realkreditlån og en masse at se til. Hvornår har jeg tid til at være deres rengøringshjælp?
For nylig nåede det et bristepunkt. Vi kom på besøg en weekend, og Gerda rakte mig straks en spand og en klud: “Mette, vil du ikke lige gøre gulvet rent? Mine ben gør så ondt.” Jeg stod helt af. Er jeg nu officielt ansat? Jeg afslog høfligt: “Gerda, undskyld, men min ryg gør ondt, og jeg har en masse at se til.” Hun kneb munden sammen, og Gunnar mumlede: “Ungdommen nu til dags er så doven.” Doven? Jeg henter børnene fra skole, checker lektier, spiser aftensmad på farten, og så kalder de mig doven?
Jeg fortalte Lars, at jeg ikke længere vil vaske deres gulve. Han prøvede, som sædvanlig, at være diplomatisk: “Mette, de er gamle, de har det svært. Hjælp dem lige denne ene gang, hvad gør det?” Én gang? Det er hver eneste gang! Jeg mindede ham om, at hans forældre har pension, de kan hyre en rengøringshjælp. Men Lars sukkede bare: “Du ved, de vil ikke have fremmede i huset.” Ikke fremmede? Men mig kan de godt sende ud med en mopp? Jeg stillede et ultimatum: enten hyrer vi hjælp, eller også rører jeg ikke deres gulve igen. Lars lovede at tale med dem, men jeg ved, han synes, det er synd for dem og ikke vil presse dem.
Naboerne er selvfølgelig allerede involveret. I vores lille by spredes rygter hurtigere end vinden. En dag stoppede fru Nielsen, naboen til svigerforældrene, mig i Netto og sagde: “Mette, hvordan kan du dog lade dine svigerforældre stå i stikken? De har jo gjort alt for Lars!” Jeg bed tænderne sammen for ikke at svare: “Og hvad med alt, jeg gør for Lars og vores børn?” Hvorfor mener alle, at jeg skal ofre mit liv for deres hus? Jeg respekterer Gunnar og Gerda, men jeg er ikke deres hushjælp. Jeg har min egen familie, mine egne drømme. Jeg vil gerne tilmelde mig yoga, tage på ferHun tog en dyb indånding, kastede moppen i skabet, og besluttede, at fra nu af ville hendes weekendhandleliste kun indeholde ting til sig selv og sine børn – ingen klude, ingen skurepulver, og absolut ingen dårlig samvittighed.
