Der var engang en lille lejlighed i hjertet af København, fyldt med liv og hyggelige minder. Vindueskarmen var pyntet med blomster, og i hjørnet stod et gammelt lænestol, som jeg elskede. Efter brylluppet besluttede Anders og jeg at bo her, og jeg troede, det ville blive vores lille paradis. Men inden for de første par måneder begyndte min mand at beklage sig over den lange rejse til arbejde. Først tænkte jeg, han bare var træt, men nu hører jeg de samme klager hver dag, og jeg ved ikke længere, hvordan jeg skal reagere. Skal jeg give efter og flytte, eller skal jeg holde fast, fordi dette er mit hjem, min borg? En ting er sikkert: hans brokken begynder at gnave på mig, og jeg frygter, det kun er begyndelsen på vores problemer.
Anders og jeg blev gift for et halvt år siden. Før ægteskabet boede han hos sine forældre i den anden ende af byen, mens jeg havde min egen lejlighed, købt med hjælp fra mine forældre og et realkreditlån. Lejligheden var lille, kun med et værelse, men fin nok for to. Jeg havde lagt min sjæl i den: væggene var malet i en varm beige farve, jeg havde hængt gardiner, jeg selv havde valgt, og sat hylder op med bøger. Da vi skulle beslutte, hvor vi skulle bo efter brylluppet, foreslog jeg min lejlighed. Anders var enig: “Mette, dit hjem er tættere på byen, og det er godt at have noget eget.” Jeg var lykkelig og forestillede mig, hvordan vi sammen ville lave mad, se film og lægge planer. Men mine drømme var måske for optimistiske.
De første uger gik fint. Anders hjalp med renoveringen, vi købte en ny sofa sammen og drillede endda om, at vores lejlighed var som et lille rede for to. Men så begyndte han at komme hjem fra arbejde med et surt ansigt. “Mette,” sagde han, “i dag tog det halvanden time at komme hjem – der var kø hele vejen.” Hans kontor lå i udkanten af byen, og fra vores lejlighed tog det næsten en time eller mere, hvis trafikken var slem. Jeg prøvede at vise forståelse og foreslog, at han kunne køre tidligere eller finde en kortere rute. Men det hjalp ikke. “Du forstår ikke,” brokkede han sig, “jeg bruger tre timer på transport hver dag. Det er ikke et liv.”
Jeprøvede at være imødekommende. “Anders, lad os se, hvad vi kan gøre for at gøre din tur lettere. Måske en ny bil eller delbil?” Men han viftede bare afvisende: “Det hjælper ikke, Mette. Vi burde bo tættere på mit arbejde.” Tættere? Mente han, vi skulle flytte? Jeg spurgte ham direkte, og han nikkede: “Ja, det ville være lettere, hvis vi lejede noget i nærheden af kontoret.” Jeg var lige ved at klynke over min kaffe. Leje? Hvad med min lejlighed? Mit hjem, som jeg havde betalt af på i fem år og som jeg havde skabt med så meget kærlighed? Skulle vi bare forlade det og flytte til den anden ende af byen, fordi det passede ham bedre?
Jeg forsøgte at forklare, at denne lejlighed ikke bare var fire vægge for mig. Det var mit første store skridt mod selvstændighed. Jeg var stolt af den, selvom den var lille og ikke lå i det mest eksklusive område. Men Anders så på mig, som om jeg var et barn, og sagde: “Mette, det er bare en lejlighed. Vi kan udleje den og bo et sted, der passer bedre til mig.” Bedre for ham! Hvad med mig? Jeg havde kun tyve minutter til mit arbejde, og jeg elskede dette kvarter – parken, hvor jeg gik tur, cafeen, hvor jeg mødtes med veninderne, og nabo”Snart skulle jeg finde ud af, om vores kærlighed var stærk nok til at bære både hans utålmodighed og mit hjem.”
