Tre ugers ægteskab og tanker om skilsmisse
Jeg har kun været gift i tre uger, men kan allerede ikke holde det ud. Jeg vil søge om skilsmisse, for hver dag med Jens bliver en prøvelse, der gør mit hjerte ondt. Min mor, Karen Mikkelsen, siger altid: »Lise, vent nu lidt, ødelæg ikke det, du lige har bygget op. Giv det tid, det skal nok falde på plads.« Men hvordan kan jeg vente, når jeg allerede føler, at jeg har begået den største fejl i mit liv? Jeg elskede Jens, troede, vi ville være lykkelige, og nu sidder jeg og tænker: Hvordan kunne jeg tage så fejl?
Da Jens og jeg datede, var det som et eventyr. Han var opmærksom, gav mig blomster, sendte søde beskeder og lovede, at vi skulle bygge den familie, jeg altid havde drømt om. Jeg så ham som den mand, jeg ville have børn med, rejse med og grine af dumme vittigheder sammen med. Vores bryllup var for tre uger siden – smukt, med en hvid kjole, dans til langt ud på natten og skåltal om evig kærlighed. Jeg så på Jens og tænkte: Her er min lykke. Men så snart vi flyttede sammen, blev eventyret til et mareridt.
De første advarsler kom allerede dagen efter brylluppet. Vi kom hjem fra en kort bryllupsrejse, og i stedet for at hjælpe mig med at pakke ud, lagde Jens sig på sofaen med telefonen. »Lise, jeg er træt, pak du selv ud,« sagde han. Jeg slugte det, tænkte, at han måske virkelig var udkørt. Men så blev det normen. Han vasker ikke op efter sig, lader strømper ligge overalt, og når jeg beder ham om hjælp, siger han: »Du er min kone, det er dit job.« Mit job? Jeg arbejder også, kommer ikke hjem før ham, og om aftenen laver jeg mad, fordi han »ikke kan lide takeaway«. Jeg troede, et ægteskab var et partnerskab, ikke at den ene skulle servicere den anden.
Men det er ikke alt. Jens begyndte at vise en side af sig selv, jeg ikke kendte før. Han bliver irriteret over alt: hvis jeg efterlader en kop på bordet, hvis jeg beder ham tage skraldet ud, hvis jeg bare vil snakke om noget vigtigt. Forleden prøvede jeg at diskutere vores fremtid – hvornår vi skulle begynde at spare til en bil, hvordan vi skulle fejre vores bryllupsdag. Men han afbrød mig: »Lise, lad nu være med at presse mig, jeg har nok at se til.« Hvad har han at se til? At ligge på sofaen og scrolle på sociale medier? Jeg ser på ham og genkender ikke manden, der lovede at elske mig for evigt.
Det værste er hans holdning til mig. I går lavede jeg aftensmad, træt efter arbejde, og han kom ind på køkkenet og sagde: »Din suppe smager ikke ligesom min mors.« Jeg var lige ved at kaste en øse efter ham. Ikke som hans mors? Så gå dog hjem til hende! Jeg havde gjort mit bedste for at gøre ham glad, og han kunne ikke engang sige tak. Og så tilføjede han: »Du kunne også godt tage dig lidt mere sammen, du går rundt i en morgenkåbe som en gammel kone.« Det var dråben. Jeg har været gift i tre uger, og han kritiserer allerede mit udseende? Jeg gik ind på soveværelset og græd hele natten. Ikke på grund af hans ord, men fordi jeg indså: Det her er ikke min Jens. Det er en fremmed, jeg ikke vil leve med.
Jeg ringede til min mor og fortalte hende alt. Karen lyttede og sagde: »Lise, et ægteskab er hårdt arbejde. I skal lære hinanden at kende, han skal vænne sig til det, og du skal også. Skynd dig ikke med en skilsmisse, giv ham en chance.« Men hvilken chance? Jeg ser ingen vilje til at ændre sig hos ham. Han undskylder ikke, prøver ikke at hjælpe, sætter ikke pris på mig. Jeg føler mig som en tjener, ikke en kone. Mor siger, jeg er for følelsesladet, at alle par går igennem sådan noget. Men jeg vil ikke »gå igennem det«. Jeg vil være med en mand, der respekterer mig, ikke en, der tror, jeg skal underordne mig ham.
I morges sagde jeg til Jens: »Hvis det fortsætter sådan her, søger jeg om skilsmisse.« Han så på mig, som om det var en joke, og svarede: »Åh, Lise, vær nu ikke dramatisk. Det går jo fint.« Fint? For ham måske, men for mig er det et helvede. Jeg genkender ikke mig selv. Hvor er den glade, selvsikre pige, der dansede til brylluppet? Nu bruger jeg hele tiden på at forsøge at gøre en mand tilfreds, som åbenbart er ligeglad.
Jeg har begyndt at overveje en skilsmisse seriøst. Jeg ved, det bliver svært – at forklare det for familien, dele vores ting, starte forfra. Folk vil hviske: »Tre uger som gift, og så allerede skilsmisse? Hvad er det for en kone?« Men jeg er ligeglad med sladderen. Jeg vil ikke leve med en mand, der gør mig ulykkelig. Jeg drømte om en familie, ikke om at være tjener. Og hvis Jens ikke ændrer sig, går jeg. Hellere være alene end med en, der ikke sætter pris på mig.
Men et sted dybt inde håber jeg stadig. Måske har mor ret, og det bare er »tilvænningsperioden«? Måske vil Jens indse, at han er ved at miste mig, og begynde at gøre en indsats? Jeg har givet mig selv en uge. Hvis intet ændrer sig, går jeg til en advokat. Indtil da prøver jeg at holde ud, selvom hver dag med ham er en prøvelse. Jeg ser på vores bryllupsbillede og tænker: Hvor er den Jens, der lovede mig lykke? Og hvordan kunne jeg tage så fejl? Men en ting ved jeg: Jeg fortjener bedre.
