Min svigermor, som ikke kan holde sig i ro
Da min svigermor, Birthe Jensen, meddelte, at hun flyttede til sin mor, bedstemor Margrethe, på landet, og gav os sit hus til mig og Mads, kunne jeg næsten ikke holde glæden tilbage. Vores eget hus! Rummeligt, med have, veranda, hvor vi kunne se børnene vokse op og have grillfester i weekenden – det var jo en drøm! Mads og jeg forestillede os allerede, hvordan vi skulle indrette værelserne, male væggene og invitere venner hjem til husvarme. Men som det viste sig, havde Birthe Jensen ingen planer om at blive siddende på landet eller andre steder. Hun dukker op igen og igen, vælter alt i huset på hovedet, og jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal håndtere denne evindelige plage. Min svigermor er bestemt en energisk kvinde, men hendes vaner og konstante besøg forvandler vores drøm til en endeløs cirkusforestilling.
Det begyndte for et halvt år siden. Birthe Jensen, som i øvrigt er over 60, besluttede pludselig, at hun gerne ville være tættere på sin mor, bedstemor Margrethe, som for øvrigt er 85 år. “Jeg skal hjælpe mor,” sagde hun. “Og unge mennesker som jer har brug for et hus.” Mads og jeg var henrykte. Huset var stort, solidt, med en køkkenhave og endda et gammelt æbletræ i haven. Vi begyndte straks at planlægge renoveringen og drømme om at lave et børneværelse til vores søn og et kontor til Mads. Birthe Jensen pakkede sine ting, efterlod halvdelen af møblerne og kørte til landsbyen, der ligger tre timer væk. Jeg tænkte dengang: “Nu skal vi endelig få et godt liv!” Hvor tog jeg fejl.
To uger efter flytningen stod hun pludselig på dørmattet. “Jeg savnede byen!” erklærede hun, mens hun slæbte en kæmpe kuffert ind. Jeg, naiv som jeg var, troede, hun bare var kommet for weekenden. Men nej, Birthe Jensen blev en hel måned. Og i løbet af den måned flyttede hun rundt på alle møblerne i stuen, fordi “det gav bedre energi,” omplantede mine blomster, fordi jeg åbenbart “vandede dem forkert,” og begyndte endda at lave middage, som Mads nu gemmer sig for. Hendes signaturret er en suppe med så meget løg, at øjnene løber i vand, før man når køkkenet. Jeg prøvede at antyde, at vi har vores egne vaner, men hun viftede bare afværgende. “Anne, du er ung, du skal nok lære at passe et hus!”
Til sidst kunne jeg ikke bare stille mig tilfreds. “Birthe,” sagde jeg, “vi er taknemmelige for huset, men det er vores nu. Lad os få lov til at leve på vores måde.” Hun svarede bare: “Åh, Anne, lad nu være med at brokke dig, jeg gør det jo for jeres skyld!” Og så kørte hun tilbage til landet. Jeg sukkede lettet, i den tro, at det var et enkeltstående besøg. Men det var for godt til at være sandt.
Lige siden er hun kommet igen og igen, uden forvarsel. Nogle gange bliver hun et par dage, andre gange et par uger. Hver gang er det som en orkan. Enten beslutter hun, at haven er “forvildet,” og begynder at grave bed op, mens hun river mine roser ud, fordi de er “ubrugelige.” Eller også begynder hun en storrengøring, hvor hun smider mine gamle magasiner ud – som jeg i øvrigt har samlet på. En gang tog hun en gammel kommode med fra landsbyen og erklærede, at den var en “familiearvestykke,” og stillede den midt i vores stue. Mads griner bare og siger: “Mor, du er jo en rigtig interiørdesigner!” Men jeg griner ikke længere. Jeg er på bristepunktet.
Det sjove er, at Birthe Jensen åbenbart har det fint i landsbyen. Bedstemor Margrethe er, trods sin alder, fit som en fisk – hun passer haven, malker sine geder og sidder endda og sludrer med naboerne på bænken. Men min svigermor påstår, at hun keder sig og “bliver nødt til at tjekke, hvordan vi klarer os.” Tjekke! Jeg siger slet ikke noget om, hvordan hun blander sig i opdragelsen af vores søn. “Anne, du er for blød, han skal lære at hjælpe til!” siger hun, mens hun selv forkæler ham med slik og lader ham se tegnefilm til langt ud på natten. Jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal få hende til at forstå, at vi gerne vil være herrer i eget hus.
For nylig kunne jeg ikke holde det ud mere og talte med Mads. “Mads,” sagde jeg, “din mor driver os til vanvid. Kan vi ikke bede hende om at besøge os lidt mindre?” Men han svarede: “Anne, hun vil bare hjælpe. Prøv at holde ud, hun skal nok vænne sig til landet.” Holde ud? Jeg er allerede på randen! Birthe Jensen har lige erklæret, at hun vil bo hos os hele sommeren for at “hjælpe med haven.” Forestillingen om tre måneder med hendes “hjælp” fik mig næsten til at panikke. Og i går ringede hun og sagde, at hun havde fundet os den “perfekte hund” – en lurvet hvalp, hun havde fundet i landsbyen. “I har brug for en ven!” sagde hun. Mads er begejstret, men jeg er rædselsslagen. Vi har allerede rigeligt med “venner,” takket være min svigermor.
Jeg begynder at overveje løsninger. Måske jeg skal foreslå, at Birthe Jensen melder sig ind i en klub i byen? Syning, dans – hvad som helst, bare hun bliver optaget af noget. Eller købe en ferie til hende ved havet? For snart begynder jeg at drømme om at flytte til et andet land. Det er en joke, selvfølgelig, men situationen løber helt af sporet. Mads lover at snakke med sin mor, men jeg ved, at han bare synes, synd for hende. Og jeg synes, synd for mig selv og for vores drøm om et roligt hjem.
Mon andre også har sådan en svigermor? Og hvordan klarer de det? For jeg er ved at være klar til at skrive en manual: “Håndbog i at overleve en hyperaktiv svigermor.” Lige nu prøver jeg bare at holde hovedet koldt og minde mig selv om, at huset er vores, og Birthe Jensen kun er gæst. Men hvis hun virkelig dukker op med den hund, tror jeg, jeg begynder at pakke kufferten. Eller i det mindste gemme mig i kælderen resten af sommeren.
