Jeg er 62 år, han er 68. Vi skal skilles… Efter 35 års ægteskab
Mit navn er Lise Møller, og jeg er toogtres. Min mand, Erik Jensen, er otteogtres. Vi har været sammen i mere end femogtredive år. Man skulle tro, livet var faldet på plads – børnene er voksne, huset er fyldt med minder, og der lå en rolig alderdom foran os. Jeg troede, alt var godt mellem os. Ja, der var hverdag, ja, der var ikke megen romantik. Men vi var en familie.
Til nytår lod børnene, som sædvanlig, deres kat blive hos os, mens de tog afsted for at fejre nytår et sted i Norge. Erik og jeg blev alene. I de lange fridage sagde han en dag, at han ville besøge sin fødeby og kirkegården for at se sine foreldres grav og tage forbi sin søster. Jeg fulgte ham til døren uden at stille spørgsmål.
En uge gik. Han kom hjem – udadtil var alt som det plejede. Men få dage efter sagde han pludselig, helt roligt, at han havde indgivet skilsmissepapirer. ”Jeg kan ikke mere. Jeg har mødt en, der forstår mig. En, der kan… helbrede mig.”
Jeg var lammet af chok. Først troede jeg, det var en joke. Men han mente det. Det viste sig, at mens jeg havde passeret hjemmet, vasket hans skjorter og lavet supper, havde han genoptaget kontakten til en gammel flamme fra før vores ægteskab. Hun havde fundet ham på nettet. Hun boede i samme by som hans søster. Og da han tog afsted for at besøge ”gravene”, tilbragte han i virkeligheden tre dage hos hende.
Hun var ved at blive enke. Og ifølge ham havde hun ”alt”: en treværelses lejlighed, en sommerhus, flere biler og… evner som medium. Hun praktiserede alternativ medicin, brugte urter, gjorde massage, læste auraer og kunne, som han sagde, ”se sygdomme på et energiniveau”. Hun kunne endda ”hele” kræft i et forstadie.
Hun lovede ham sundhed, omsorg og, som en bonus, sommerhuset og en bil – hvis han blev skilt og giftede sig med hende. Sådan gik det: på tre dage knustes alt, hvad vi havde bygget op gennem årtier.
Han krævede, at jeg straks skulle indgive papirerne. Jeg nægtede. Jeg ville ikke være med i det cirkus. Så indgav han dem selv. Jeg fandt først ud af retsmødet af en tilfældighed – en bekendt fra retten fortalte mig det. Chokeret mødte jeg op og krævede en forklaring.
Men i ansøgningen havde han skrevet, at vi ”ikke havde boet sammen i seks år” og ”ikke havde sovet i samme seng i femten år”. Det var løgn. Ja, der var blevet koldt mellem os, ja, vi levede mere som naboer – men vi delte hjem, delte hverdag, talte sammen, løste problemer. Og jeg forstår ikke, hvordan et menneske, jeg har tilbragt hele mit voksne liv med, kunne skubbe mig til side så let – for en kvinde med tibetanske olier og løfter om ”energirenselse”.
Nu venter jeg på retssagen. Jeg sover dårligt. Nogle dage kan jeg knap komme ud af sengen. Alt falder fra hinanden. Det er ikke så meget selve skilsmissen, der gør ondt, men forræderiet. Han bor i vores lejlighed, men taler til mig, som om jeg var en fremmed. Koldt, afmålt, som om jeg var en byrde, som om han bare havde udholdt mig. Da jeg, som den naive kvinde, bad ham om at genoverveje det hele, trak han bare på skuldrene: ”Lise, vi har levet som naboer i årevis. Jeg vil være sammen med dem, der værdsætter mig.”
Jeg er bange. Ikke for mig selv. For den kvinde, der har været mig hele mit liv – den, jeg ikke længere genkender i spejlet. Hvordan skal jeg leve, når alt, jeg troede var solidt, viste sig at være en illusion? Når man har været en hustru i toogtres år, men på én vinter bliver til en gammel kvinde, ingen har brug for?…
