Min søster vil flytte ind i vores lejlighed, men min mand er helt imod det: jeg står mellem to ild
Jeg hedder Mette. Nu står jeg over for en frygtelig beslutning, hvor jeg risikerer at skændes enten med min kære søster eller med min elskede mand. Mit hjerte er knust, og min fornuft kan ikke finde det rigtige svar.
Min ældre søster, Hanne, har altid haft en tvetydig holdning til mig. Tre år ældreminded hun sig altid om, at jeg fik flere dukker, slik og tøj, mens hun syntes, vores forældre behandlede os forskelligt. Sandheden er, at de elskede os lige højt. Men hvor jeg glædede mig over de små ting, tog hun dem for givet.
Jeg husker, hvordan Hanne tog mine legetøj kun for at få mig til at græde, ikke for at lege. Årene gik, men hendes holdning ændrede sig ikke.
Da jeg mødte Anders, min kommende mand, blev Hanne endnu koldere. Bag min ryg hviskede hun til vores forældre, at vort ægteskab ikke ville vare. Jeg var 22, Anders var 24. Men Hanne var 25 uden tegn på nogen fremtid med en mand.
Efter brylluppet boede Anders og jeg hos hans mor. Men ikke længe efter giftede hun sig med en udlænding og flyttede til udlandet, hvorefter hun efterlod os sin tohånds lejlighed i Aarhus.
Et par år senere døde Anders’ bedstefar og efterlod ham en anden tohånds lejlighed i en anden bydel. Så pludselig havde vi to hjem.
Vi besluttede at leje den ene ud og spare pengene op til vores søns fremtidige uddannelse. Viktor er nu 12, og vi ved, hvor hurtigt tiden går.
Men Hanne, som om hun jagtede mig, giftede sig i hast efter mit bryllup med den første den bedste, en mand ved navn Jens. En doven, uansvarlig fyr, der kun klarede sig med tilfældige småjobs. Alligevel fik de tre børn sammen. De fire boede klemt i en lillebitte lejlighed købt med børnepenge og lidt hjælp fra forældrene.
Det gjorde mig altid ondt for mine nevøer og niecer: dårligt klædt, sultne og ofte syge. Vores forældre prøvede at hjælpe Hanne med penge, men deres pension var begrænset.
Længe holdt Anders og hemmeligholdt for Hanne, at vi lejede vores anden lejlighed ud. I halvandet år lykkedes det. Men til sidst fandt hun ud af det.
Så en dag kom hun til mig med et klart krav:
»Mette, du må forstå!« næsten græd hun. »I lejer en lejlighed ud, mens vi ligger som sild i en tønde! Lige ved din lejlighed er der en fantastisk musikskole – vores Louise drømmer om at danse, og Magnus vil gerne lære at spille! Hjælp os! Lad os bo der gratis indtil Jens finder et job. Så skal vi nok betale lidt. Vi er jo familie!«
Jeg følte en mærkelig blanding af medlidenhed og frygt. Medlidenhed for børnene – men frygt for vores fremtid.
Jeg fortalte Anders alt.
»Nej!« afbrød han bestemt. »Kun over mit lig! Den flok ødelægger lejligheden, og vi ser aldrig en krone! Tror du virkelig, Jens finder noget? Han har knap nok arbejdet en dag i sit liv! Og din søster føder måske endnu et barn bare for ikke at skulle arbejde!«
Jeg prøvede at overbevise ham om, det kun var midlertidigt, at de havde det svært.
»Tror du selv på det?« spurgte han bittert. »Giv dem en lillefinger, og de tager hele armen. Nej! Jeg leder allerede efter nye lejere!«
Næste morgen ringede Hanne:
»Vi har næsten pakket! Et par kasser mere – så kommer vi! Forvent os!«
Jeg sad med telefonen i hånden og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg sagde ikke, at de spildte tiden. Jeg sagde ikke, at de ikke måtte flytte ind.
Jeg er bange for at gøre mor ked af det – hendes hjerte er svagt. En stærk følelse kan tage livet af hende.
Jeg er bange for at miste min søster for altid – samtidig med at jeg frygter at ødelægge mit forhold til Anders.
Jeg står over for en beslutning, der knuser mig indefra.
Mit hjerte siger, jeg skal hjælpe min søster. Men min fornuft og barndoms sår minder mig om, at Hanne altid tog, men aldrig gav.
Og Anders… Han har altid stået ved min side: støttet mig, løftet mig, bygget et liv sammen med mig. Nu beder han kun om én ting – at beskytte vores arbejde, vores familie, vores fremtid.
Så jeg ved det: uanset hvor svært det er, må jeg sige »nej«.
Jeg må finde styrken til at afvise min søster. Lad hende blive vred. Lad hende hade mig. Jeg vælger min mand, min søn, vores familie.
Men hvor gør det ondt… Hvor bittert er det ikke at indse, at ens eget blod kan stille en over for sådan en umulig beslutning.
