Øje for øje: betaling for ligegyldighed
I en hyggelig by ved Roskilde Fjord har Tove Kristensen i mange år forsøgt at være den perfekte mor og svigermor. Hun har ofret sin tid, kræfter og penge for sin søns og hans kones lykke. Men deres ligegyldighed og utaknemmelighed har knust hendes hjerte. Da svigerdatteren desperat bad om hjælp, sagde Tove for første gang nej og besluttede, at det var tid til at betale med samme mønt. Nu spekulerer hun på: er hævnen retfærdig, eller er det kun begyndelsen på en opløsning af familiebanderne?
For nylig ringede svigerdatteren, Mette. Hendes stemme dirrede af svaghed: “Tove, jeg beder dig, kom nu! Jeg har høj feber, halsen gør så ondt på grund af halsbetændelse. Jeg har det så skidt! Bliv venligst hos Emma og hjælp mig!” Tove, der sad i sin lejlighed i byen, svarede koldt: “Undskyld, Mette, men det kan jeg ikke. Jeg er på sommerhuset ude på landet og har ikke tænkt mig at køre tilbage.” Hun lagde på og mærkede, hvordan vrede og bitter tilfredsstillelse boblede inden i hende.
Da Tove fortalte sin nabo, Lise, om det, udbrød hun: “Tove, hvad gør du? Du er jo i byen, ikke på sommerhuset! Mette har det virkelig hårdt med den lille, hun er kun tre måneder gammel! Hvordan kan du gøre sådan?” Tove rynkede panden: “Min barnebarn, ja, tre måneder. Men Mette har fortjent det. I fem år prøvede jeg at være hendes veninde. Jeg gav dem en masse penge til brylluppet, hjalp med renoveringen og møblerede deres lejlighed. Har de nogensinde sagt tak? Nej! De bruger bare pengene på dyrt tøj, nye telefoner og ferier!”
Hendes stemme begyndte at dirre af smerte: “Da Mette var gravid, tog jeg hende til de bedste læger, selvhenterede hendes prøver. Jeg kørte mad til hende på fødeafdelingen og gjorde rent i deres lejlighed inden de kom hjem. Og hvad så? Ikke et eneste tak! De tog det hele for givet, som om det var min pligt.” Lise sukkede: “Tove, børn gør ofte sådan – de tror, at forældre skal hjælpe.” Men Tove rystede på hovedet: “Skal? Men da jeg bad om hjælp, vendte de mig ryggen!”
Den eneste gang Tove bad sin søn, Mads, om hjælp, var da hun kom hjem fra en by, hvor hun havde besøgt sin søster, med tunge poser. “Mads, vil du hente mig på stationen?” spurgte hun. Mads sagde ja, men en time senere ringede Mette: “Tove, tag en taxa. Mads ville blive nødt til at tage fri fra arbejde, og det er besværligt. Toget er tidligt om morgenen, han vil ikke få nok søvn og blive træt.” Tove følte sig knust af såret. “De fandt tid, da Mette og barnet skulle på hospitalet! Men ikke til mig?” klagede hun til Lise.
“Mette har ret, man kan ikke bare tage fri fra arbejde,” prøvede Lise at berolige. “Mads forsørger familien, han kan ikke risikere sit job.” Men Tove var uenig: “Han kunne godt! Jeg spørger sjældent, men de ringede ikke engang for at høre, om jeg kom sikkert hjem. Poserne var for tunge, jeg kunne ikke bære dem alene. Heldigvis hjalp nogle medpassagerer med at bære dem ud af toget, og så hyrede jeg en bærer. En taxachauffør, en fremmed, bar dem ind til lejligheden! Min egen søn og svigerdatter efterlod mig!” Hendes øjne fyldtes med tårer, men stemmen blev fast: “Der besluttede jeg mig: nok. Jeg hjælper dem ikke mere.”
Lise rystede på hovedet: “Tove, men den lille har ikke gjort noget galt.” Tove tav og følte et stik af samvittighedsnag, men sorgen var stærkere. “De er blevet frække, Lise. Skal jeg løbe deres ærinder, mens de gør intet for mig? Det er ikke retfærdigt! Lad dem nu mærke, hvordan det føles at blive ignoreret.” Hun huskede, hvor stolt hun havde været af Mads, hvor meget hun havde drømt om en tæt familie med Mette. Men hver hendes handling blev mødt med kold skulder, og hendes godhed blev taget for givet. Nu besluttede hun: hvis de ikke sætter pris på hende, vil hun svare igen.
Hver nat lå Tove vågen, splittet mellem vrede og længsel. Hun forestillede sig lille Emma, der græd i sin seng, og Mette, der kæmpede med feberen. Hendes hjerte knugedes, men minderne om Mads’ og Mettes forræderi kvalte hendes medlidenhed. “De valgte selv denne vej,” hviskede hun i mørket, men tårerne løb. Hun vidste, at hendes beslutning måske ville bryde båndet til sønnen og barnebarnet for evigt, men det var for sent at trække sig tilbage. “Retfærdigheden skal sejre,” gentog hun, selvom hun i stilhed frygtede, at denne retfærdighed ville efterlade hende alene.
Tove så ud ad vinduet på de sneklædte gader og tænkte: havde hun handlet rigtigt? Hendes hjerte var splittet mellem ønsket om at straffe de utaknemlige og frygten for at miste dem for altid. Hun huskede sin glæde, da Emma blev født, og hvordan hun havde drømt om at passe sit barnebarn. Men sønnens og svigerdatterens ligegyldighed dræbte denne glæde. Nu ventede hun, at de selv ville række ud, men telefonen tav. “Er I enige med mig?” spurgte hun sig selv – men svaret udeblev.
