Mistanken skygger over sommerhuset
Agnete sad i sin hyggelige stue i forstaden til Roskilde og bladrede i en gammel notesbog for at finde nummeret til deres sommerhusnabo, Lise. Endelig fandt hun de rette tal og ringede. “Hej Lise, søde!” sagde Agnete varmt. “Det er Agnete, din nabo fra sommerhuset. Jeg ville bare spørge, hvordan du får dine radiser til at blive så saftige? Mine bliver altid så tørre.” “Åh, der er ikke noget særligt ved det,” svarede Lise med en antydning af træthed i stemmen. “Jeg lader frøene ligge i vand i et døgn eller to, før jeg sår dem. Jeg kommer ud om et par uger og sår dem. Jeg er stadig i byen.” “I byen?!” udbrød Agnete, og hendes stemme dirrede af overraskelse. “Hvem er så din Anders taget ud til sommerhuset med?” Lise tav pludselig, og hendes åndedræt blev tungt. Uden et ord afbrød hun samtalen, bestilte en taxa og skyndte sig ud til sommerhuset. Da hun trådte ind i huset, stivnede hun af chok over det, hun så.
Lise var rasende. Hendes ansigt var rødt af vrede, og øjnene lynede. Hvis hendes mand Anders, som hun troede var på arbejde, så hende i dette øjeblik, ville han ikke genkende sin bløde Lise, som om morgenen lige havde rettet hans skjorteknappe og givet ham et kys på kinden. Men Anders så ganske rigtigt intet af dette. Han var i glimrende humor og så frem til fredag aften: duftende frikadeller med kartoffelmos, som Lise altid lavede så godt, hjemmelavede syltede agurker og tomater fra haven, og så en kold flaske fra køleskabet – for i morgen var der lørdag, og han skulle ikke på arbejde. Anders anede ikke den storm, der var på vej mod ham.
Og alt sammen startede med den telefonopringning fra Agnete, deres nabo. Agnete, pensionist, boede normalt i en stor lejlighed med sin datter, svigersøn og børnebørn. Men så snart foråret kom, blev hun kørt ud til sommerhuset, hvor hun tilbød tiden indtil sent på efteråret. Familien besøgte hende kun i weekenden for at grille, så i hverdagen kede Agnete sig og tilbragte tiden foran tv’et. Derfor var enhver antydning af noget usædvanligt i sommerhusområdet en kilde til stor interesse for hende.
Tidligt den morgen, omkring kl. 10, gik Agnete ud på sin terrasse og så sig om. Pludselig lagde hun mærke til, at porten til nabosommerhuset gik op, og en bil kørte ind. Agnete kendte ikke forskel på bilmærker, men hun var sikker på, at det var Anders’ bil. Men i stedet for at parkere ved porten, kørte bilen længere ind og forsvandt bag nogle tykke hindbærbuske. “Nå, sådan,” tænkte Agnete og kneb øjnene sammen. “Han vil ikke blive set. Den Anders er sgu en snedig en!”
Hun blev distraheret af en opringning fra en veninde og missede, hvordan to personer – en mand og en kvinde – steg ud af bilen. Agnete døbte dem straks i tankerne som “elskeren.” Da hun vendte tilbage til terrassen, stirrede hun intenst mod nabohuset. En halv time senere blev hendes tålmodighed belønnet: En ung kvinde i en lysegrøn tracksuit kom ud af huset. Hun spredte armene ud og udbrød: “Du havde ret, det her er fantastisk! Luften er så ren, og det er så varmt!” Det var bestemt ikke Lise – kvinden var omkring 27, slank, med langt mørkt hår. “Hold da op, Anders!” tænkte Agnete for sig selv. “Han er næsten 50, og så har han fundet sig sådan en skønhed!” En mandlig stemme kaldte på kvinden, og hun forsvandt ind i huset igen.
Agnete greb straks sin notesbog og ringede til Lise. “Hej Lise, søde,” begyndte hun med en lagt af ligegyldighed. “Det er Agnete, fra sommerhuset. Jeg ville bare høre, hvordan du sår dine radiser? Dine bliver altid så gode.” “Åh, der er ikke noget særligt ved det,” svarede Lise. “Frøene ligger i vand, og så sår jeg dem. Jeg kommer ud i maj og gør det. Jeg er stadig i byen.” “I byen?” sagde Agnete og lod en dramatisk pause falde. “Hvem er så Anders taget ud til sommerhuset med?” “Hvornår er han taget ud?” Lises stemme rystede. “For halvanden time siden. Og han har gemt bilen bag hindbærbusken – jeg kan kun se taget fra terrassen.” “Nå, okay Agnete, vi snakkes,” afbrød Lise og lagde på.
Hun stod stille, mens blodet hamrede i hendes tindinger. Hun ringede til Anders og spurgte: “Anders, hvor er du?” “På arbejde, hvad så?” svarede han ubekymret. “Jeg ville bare høre, hvornår du kommer hjem. Bliver du ikke for sent?” “Nej, som sædvanlig, måske endda tidligere – det er jo fredag,” svarede Anders muntert. Lise klemte om telefonen, så knoerne blev hvide. “Nå, men vi skal da lige se, hvordan din fredag bliver,” tænkte hun og bestilte en taxa.
Turen til sommerhuset tog under en time – sæsonen var endnu ikke begyndt, så der var ingen kø. Da hun havde betalt chaufføren, marcherede Lise beslutsomt mod huset. Anders’ bil stod faktisk bag hindbærbusken, den hvide karosseri glinsede. Hendes hjerte hamrede som en tromme. Hun gik lydløst op på terrassen, åbnede forsigtigt døren og trådte ind. På køkkenbordet stod der tallerkenMed hjertet i halsen åbnede hun døren til soveværelset og så sin mand Anders og hans yngre søster, Sofie, sidde midt i en højrøstet diskussion om familiens sommerplaner.
