“Mistet tålmodighed i en pose”: Hvor svigermor ødelagde min grænse
Mette gik i gang med at rydde ud i sit klædeskab, da der pludselig blev ringet på døren. På dørtrinnet stod svigermor, Birthe, med et bredt smil.
“Hej, skat! Jeg tænkte, jeg lige ville kigge forbi til en kop kaffe,” sagde hun muntert.
“Kom indenfor,” svarede Mette høfligt, men inderst inde følte hun allerede uro. “Jeg skal bare lige få ryddet op, så kan vi snakke over en kop.”
De satte sig i stuen. Mette fortsatte med at folde tøj sammen, mens Birthe slog sig ned i lænestolen og iagttog hende med åbenlys interesse.
Pludselig lagde svigermor mærke til en pose med indkøb, der stod ved siden af stolen. Hun kiggede ned i den, og hendes øjne blev store af forargelse.
“Nej dog, Mette! Hvad er det for noget?”
“Har du brugt alle pengene på tøj igen?” sagde Birthe og rystede bebrejdende på hovedet, mens hun stirrede på taskerne på sofaen.
“Det er gamle indkøb,” svarede Mette træt og rullede med øjnene. “Jeg rydder bare op i skabet.”
“Ved min søn, hvordan du bruger jeres penge?” spurgte Birthe med en ondskabsfuld tone.
“Jeg har også min egen indkomst, skal du vide,” svarede Mette tørt og gik hurtigere i gang for at afslutte den ubehagelige samtale.
Men Birthe lod sig ikke standse. Hun trak en kjole op af posen og betragtede den nøje.
“Den der kunne man jo næsten bruge på Strøget,” sagde hun hånligt.
“Der hænger stadig en prislap på. Så den er aldrig blevet brugt,” svarede Mette køligt og prøvede at tage kjolen tilbage.
“Gudskelov for det!” knurrede Birthe og rakte den tilbage. “Det er da for sent for dig at klæde dig som en teenagepige?”
“Jeg er kun niogtyve, ikke nioghalvfems,” mindede Mette hende køligt om.
“I din alder burde du gå i noget mere dækkende, ikke vise alt, hvad du har,” fnøs Birthe. “Det er derfor, jeg stadig ikke har nogen børnebørn!”
“Hvad har mit tøj med børn at gøre?” spurgte Mette og kæmpede for at holde sin irritation tilbage.
“Det er simpelt – hvis du klæder dig sådan, er det for at fange opmærksomhed fra andre mænd,” konstaterede svigermor med sikkerhed.
Mette blev bleg af vrede.
“Så ifølge dig skal en gift kvinde gå klædt som en nonne?”
“En ægtemandsekone skal være anstændigt klædt!” sagde Birthe moralsk. “Men du… Hvis du så dit undertøj!”
“Har du rodet i mine ting?!” udbrød Mette, mens vreden boblede op i hende.
“Jeg har ikke rodet!” svarede Birthe. “Jeg så det bare i badeværelset. Og ved du hvad? En ordentlig kvinde bærer ikke sådan noget!”
“Er du seriøs?” Mettes næver knyttede sig. “Skal jeg investere i kontorundertøj?”
“En anstændig kvinde bærer slet ikke den slags, især ikke når hun er gift!” bankede Birthe hårdt i armlænet.
“Jeg er ung, og jeg har ret til at føle mig smuk,” hvæsede Mette.
“Nej! Du gør det med vilje for at andre mænd skal glo!” gestikulerede Birthe dramatisk.
“Tænk, hvad I vil,” sukkede Mette. “Men jeg klæder mig, som jeg har lyst til.”
“Du er umulig at tale med!” mumlede Birthe og marcherede ud ad døren med et brag.
Da Mettes mand, Jakob, kom hjem fra arbejde, fortalte hun ham straks, hvad der var sket.
“Mor har altid syntes, du klæder dig for frækt,” sagde han anspændt. “Lad det bare stå. Og… måske undlad de strikkede strømper når hun er her – det starter hende altid af.”
“Intet er nogensinde godt nok for hende!” udbrød Mette frustreret.
“Hun larmer, men glemmer det igen,” sagde Jakob nonchalant.
Men han tog fejl.
En måned senere kom Birthe igen – denne gang med et nyt “argument”:
“Du lægger billeder på nettet! Mine veninder har set dem! Alle dømmer dig!” sagde hun forurettet.
“Det er bare misundelse,” svarede Mette roligt.
Svigermor rejste sig med et grynt og gik. Mette sukkede lettet og håbede, det var slut.
Men det var det ikke.
Da parret et halvt år senere tog på ferie og efterlod nøglerne til Birthe “for en sikkerheds skyld”, kunne de ikke forestille sig, hvad de ville komme hjem til.
Da de åbnede døren, opdagede Mette til sin rædsel, at det meste af hendes tøj var forsvundet.
“Det var hende!” hviskede Mette og gennemsøgte lejligheden. “Kun din mor havde adgang!”
“Nej, det kan ikke passe,” sagde Jakob tøvende. “Jeg ringer til hende.”
Men Birthe begyndte at hulke i telefonen:
“Mig? Hvad tale”Men da Mette og Jakob ankom til affaldscontainerne, opdagede de, at tøjet var blevet reddet af en nabo, der mente, det var et spild at smide så fine ting ud.”
