Mit hjerte er knust af smerte og skam over min egen søn. For fem år siden ødelagde min søn, Anders, sin familie, da han forrådte sin kone, som plejede deres nyfødte tvillinger. Mens Louise, min tidligere svigerdatter, var vågen om natten og gav sig helt hen til børnene, byggede han i hemmelighed et nyt liv med en anden kvinde. Jeg, Margrethe, bor i Aarhus og kan stadig ikke acceptere hans handlinger. Hans nye kvinde, Freja, er for mig et symbol på ødelagt lykke, og jeg nægter at modtage hende. Min søn er blevet en fremmed, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil kunne tilgive ham.
For fem år siden blev Anders skilt fra Louise. På det tidspunkt var deres tvillinger kun få måneder gamle. Jeg fandt ud af, at han blev utro mod sin kone, mens hun, udmattet af søvnløse nætter, gav alt for børnene. Hans elskerinde, den unge og insisterende Freja, stillede ham et ultimatum: enten skilsmisse, eller også forlod hun ham. Og Anders valgte hende. Louise blev alene tilbage med to spædbørn på armen, og jeg kunne ikke bære at se hendes smerte. Min sjæl blev splittet af den erkendelse, at min søn kunne begå sådan en ussel handling – at forlade sin kone og børn for en ny lidenskab. Hvordan kan man bygge sin egen lykke på andres tårer?
Jeg sagde straks til Anders, at jeg aldrig ville acceptere Freja. Han tog fejl, hvis han troede, jeg ville finde mig i hans forræderi. Men sønnen lyttede ikke. Et år senere friede han til Freja, og kort efter blev de gift. Jeg tog ikke til brylluppet – jeg skammede mig over ham. Som mor kunne jeg ikke se på, mens han ødelagde alt, hvad der var værdifuldt for vores familie. Nu bor Anders og Freja i en lejet lejlighed i midtbyen og opdrager deres eget barn. Jeg ved, det er mit barnebarn, men hver gang jeg tænker på barnet, føler jeg en klump i halsen. Mine rigtige børnebørn, tvillingerne, bor hos Louise, og jeg elsker dem af hele mit hjerte. For dem vil jeg gøre alt.
Anders og jeg taler næsten ikke sammen. Jeg inviterede ham til nytår i håb om, at han ville komme alene, men han afslog og sagde, han ikke ville komme uden Freja. Men jeg vil ikke se hende – hverken nu eller nogensinde. Til gengæld tog Louise glædeligt imod min invitation. Vi har et godt forhold, og hun er blevet som en datter for mig. Til nytår samledes vi i en varm familiekreds: børnene sang sange, og Louise hjalp mig med at lave festmåltidet. Da jeg så på hende, kunne jeg se, hvor dybt hun var blevet såret. Hun har viet sig helt til børnene og glemt sine egne ønsker. Hendes liv er en evig bekymring for tvillingerne, og det gør mig så ondt for hende.
Louise ser ikke på andre mænd, hun kan ikke slippe fortiden. Jeg har flere gange forsøgt at tale med hende om det, men hun bærer stadig på svigtet. Sådan er vores liv nu: vi støtter hinanden, jeg hjælper hende med børnene, og hun kalder mig sin anden mor. Det varmer mit hjerte, men det tager ikke smerten væk. Min søn ringede ikke engang for at ønske godt nytår. Jeg spørger mig selv: vil han nogensinde forstå, hvilken skade han har forvoldt? Vil jeg nogensinde kunne tilgive ham for at ødelægge familien og efterlade børnene uden en far? Livet vil aldrig blive, som det var, men jeg er taknemmelig for Louise og børnebørnene – det er dem, der giver mig styrken til at komme videre, trods bitterheden og skuffelse.
