Jeg har været gift i fire år, og hele tiden har jeg forsørget min mand.
Jeg er 32 år gammel og har i fire år været gift med en mand, der er blevet en tung byrde for mig. Jeg, Mette, bor i Aarhus og har alene båret ansvaret for vores økonomi hele tiden. Min mand, Jens, er otte år ældre end mig, og jeg er træt af at tie stille med hans ansvarsløshed. I dag kunne jeg ikke holde det ud mere og bad ham for første gang om penge, men i stedet for støtte fik jeg kun fornærmelser og trusler om, at han ville forlade mig. Mit liv er blevet en tragedie, og jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde det ud.
Jens og jeg har været gift i fire år, men jeg har aldrig følt mig beskyttet eller elsket. Han var allerede gift før mig og har en datter fra sit første ægteskab. Da hans tidligere ægteskab gik i stykker, flyttede han hjem til sine forældre, og mens vi datede, lod han som om, han sov hos en ven. Senere fandt jeg ud af, at det var en løgn, men på det tidspunkt overså jeg det, fordi jeg troede, kærligheden ville rette alt. Jens arbejder som salgschef i en stor virksomhed, og hans job er fuld af stress. Han går ofte i flæsket, skaber skænderier og tager sine følelser ud på mig. Jeg har aldrig oplevet støtte eller omsorg fra ham, og hans temperament er blevet en stor prøvelse for mig.
Når jeg har haft svære perioder i mit liv og havde brug for hans støtte, pakkede Jens bare sine ting og tog hjem til sin mor. Engang kunne jeg ikke holde separationen ud og bad ham grædende om at komme tilbage efter en uge. Vi bor i min lejlighed, som jeg købte før vores bryllup, og det er mig, der betaler alle regningerne og handler ind. Jens har aldrig vist mig sine penge. Han påstår, han sparer op til vores “fælles drøm” – et hus i Himmerland, hvor vi angiveligt skal leve lykkeligt. Men dag for dag tvivler jeg mere på, om jeg nogensinde vil se det hus. Hans ord lyder som tomme løfter, og jeg er træt af at tro på eventyr.
Sidste vinter steg varme- og elregningerne, og efter at have samlet mod bad jeg Jens om at hjælpe med at betale. Han lovede det, men en måned gik, og jeg så aldrig pengene. Min frustration nåede et bristepunkt. Jeg kan ikke blive ved med at forsørge en voksen mand, der lever på min regning. Hvad hvis vi får børn? Skal de arbejde fra de er små for at forsørge deres egen far? Det er absurd! Ved månedens ende kunne jeg ikke holde det ud mere og spurgte Jens direkte, om han havde tænkt sig at betale sin del. I stedet for at svare ordenligt blev han rasende, kaldte mig utaknemmelig og begyndte at pakke igen, mens han truede med at gå.
Jeg forstår ikke, hvorfor han behandler mig sådan. Hvad har jeg gjort for at fortjene det? Mit hjerte er knust af smerte og forvirring. Jeg kan ikke blive ved med at acceptere denne uretfærdighed, men hver gang han går og kommer tilbage, knækker det mig mere. Fire år har jeg båret denne byrde alene, men nu er jeg ved at nå min grænse. Hvor længe kan jeg holde mig sammen, før mit liv falder helt sammen under vægten af hans ligegyldighed?
Nogle gange er det bedre at slippe taget, end at blive ved med at holde fast i noget, der kun gør ondt.
