Der er gået to år. Min datter har ikke ringet eller sendt en eneste besked i al den tid. Hun vil ikke se mig mere, og jeg bliver snart 70 år.
Min nabo, Grethe Jensen, fyldte for nyligt 68 år. Hun bor alene, og af og til besøger jeg hende – tager noget til te med for at mindske ensomheden lidt. Grethe er en utrolig lys og åben person med en fin sans for humor. Hun elsker at fortælle om sine rejser og livet generelt. Men om familie taler hun næsten aldrig. Kun én gang, lige før en højtid, åbnede hun sit hjerte for mig.
Den aften jeg kom forbi, var Grethe ikke sig selv. Blikket var slukket, og smilet tvungent. Jeg havde taget hjemmelavet kage og lidt søde sager med i håb om at lysne humøret. Vi sad stille ved bordet, indtil hun pludselig brød tavsheden.
“Der er gået to år…” sagde hun lavmælt og stirrede ned i tekoppen. “Siden har min datter hverken ringet, sendt et kort eller sagt et eneste ord… Jeg prøvede selv at ønske hende tillykke til højtiderne, men hendes nummer svarer ikke længere. Det virker som om, hun har skiftet det. Jeg ved ikke engang, hvor hun bor nu…”
Stemmen dirrede som et efterårsblad i vinden. Med et tungt suk begyndte Grethe at fortælle sin historie.
Engang havde vi en lykkelig familie. Jeg mødte Erik, da vi lige var blevet tyve. Vi skyndte os ikke med at få børn – først ville vi opleve verden og leve lidt for os selv. Han arbejdede for et godt firma, rejste meget på forretningsrejser, og jeg fulgte nogle gange med. Vi arbejdede hårdt, men nød også livet.
Med tiden kunne vi købe en rummelig treværelses lejlighed. Erik satte selv håndværket i den – hver en hylde, hver en dør udmålte han med omhu. Det her hjem var ikke bare fire vægge, men kærlighed og drømme i mursten.
Efter nogle år fik vi vores efterlængtede datter, Mette. Erik tilbad hende, bar hende på armene, læste eventyr om aftenen og tog hende med i parkerne. Jeg troede, livet var perfekt.
Men lykken varede ikke ved. For ti år siden døde Erik efter en lang sygdom. Vi brugte næsten alle vores opsparinger på behandlinger, men det hjalp ikke. Siden da har der været stille og tomt, som om al varmen forsvandt med ham.
Efter sin fars død ændrede Mette sig. Hun trak sig væk fra mig, overnattede hos veninder og flyttede til sidst i sin egen lejlighed. Jeg forstod, at hun havde brug for plads, så jeg holdt hende ikke tilbage. Vi sås sjældent, men holdt kontakten. Indtil en dag.
For to år siden kom hun og bad om en tjeneste. Hun ville gerne tage et lån for at købe sin egen bolig. Hun bad mig om at sælge vores lejlighed, finde en mindre én til mig og bruge resten til hendes udbetaling.
Jeg kunne ikke sige ja. Ikke af grådighed eller egoisme. Men fordi dette hjem var det sidste, der bandt mig til Erik. Alt mindede om ham: væggene, møblerne, duften af bøgerne på hylden.
Jeg prøvede at forklare det for Mette. Men hun ville ikke høre efter.
“Far byggede alt det her for mig!” råbte hun. “Og du klamrer dig til det som om det er en kirkegård!”
Så smækkede hun døren og gik. Siden har der ikke været et opkald eller en besked.
For nylig hørte jeg via en fælles veninde, at hun selv havde taget lån. Hun arbejder to jobs, bor til leje og har hverken børn eller en familie. Ingen ferier – kun arbejde, hjem, arbejde.
Jeg har prøvet at ringe. Intet svar. Hun har nok skiftet nummer. Min veninde, der af og til ser hende, siger, hun ser træt og tynd ud. Men hun lukker ikke nogen ind i sit liv.
Jeg ved ikke, hvordan jeg finder vej til hende igen. Hvordan jeg undskylder, selvom jeg ikke er sikker på, hvorfor. Jeg bliver snart 70, og hjertet gør ondt af savn.
Jeg sidder ofte ved vinduet om aftenen og stirrer ud i mørket, håbende på at hun en dag står i døren og bare siger: “Mor, jeg har savnet dig.” Men det er nok bare en gammel kvindes drøm.
Jeg spørger mig selv: Tog jeg den rigtige beslutning? Skulle jeg have ofret fortiden for hendes fremtid? Eller var det rigtigt at holde fast i minderne om vores familie?
Der er intet svar.
Kun stilheden i en tom lejlighed og et billede af Erik på væggen, hvor han stille spørger: “Hvorfor skulle det ende sådan her?”
Og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare…
