Min svigermor kom for at “redde” sin søn fra en forkølelse, og skubbede mig til side som en ubrugelig ting.
Nogen gange tror jeg, det sværeste i en kvindes liv ikke er graviditeten, husholdningen eller andres sygdomme. Det skræmmende er at kæmpe for retten til at være en kæreste, når svigermoren dukker op, klar til at ofre alt for sin “elskede dreng”. Drengen er forresten 33 år. Han kan selv skelne en forkølelse fra dommedag. Men ikke for sin mor…
Min mand, Mikkel, blev syg. En almindelig forkølelse: løbende næse, hoste, en lille feber. Ingen corona, smagsløshed, testen var negativ, lægen var helt rolig – bare en virus. Varm te, frisk luft, vitaminer hvis han havde lyst. Han præsterede stadig – handlede ind og vaskede op. Jeg er på syvende måned, må ikke løfte tunge ting. Han droppede ikke arbejdet – hans chef er streng, privat virksomhed, og at blive hjemme er risikabelt. Lønnen er lav, men stabil. Jeg går snart på barsel, hver en krone tæller.
Vi fulgte bare planen: varmt tæppe, hyldeblomst-te, honning og citron – jeg plejede ham, så godt jeg kunne. Alt var fint, indtil han – dumt nok, træt – nævnte det for sin mor. Den samme mor, vi ikke ville bekymre. Og én time senere – hun var i bussen. Sidste aftentur, selvom vi bor i en anden del af Aarhus. Klokken var over midnat, og der stod hun ved døren.
Mikkel måtte op og lukke hende ind, for jeg kunne ikke ud på den tid. Og så stormer hun ind og tager straks kontrollen. Første ordre: “Ingen åbne vinduer! Træk dræber syge mennesker!” Anden ordre: “Hent kogende vand! Jeg har medbringer urter, de skal bruges NU!” – midt om natten. Tredje ordre: “Du, svigerdatter, gå på dit værelse. Du skal føde, og her er fyldt med bakterier.”
Fra det øjeblik eksisterede jeg ikke længere. Jeg – en voksen kvinde, kæreste, snart mor – blev fjernet fra ligningen. Mor plejer nu. Mor ved bedst.
Hun ringede til hans chef og, på trods af Mikkels protester, erklærede at sønnen var dødssyg og ikke kom på arbejde. “Find et andet job, men sundhed køber du ikke!” råbte hun i røret og lagde på. Mikkel sad bleg, vidste ikke, hvad han skulle sige. Jeg prøvede at sige noget – ingen effekt.
Så kom jeg med vitaminer lægen anbefalede. Fik en forelæsning om, at det var “kunstigt” og “nonsens”. Købte æbler – fik at vide, at importeret frugt var ren gift. Lavede Mikkels yndlingssuppe – blev irettesat: “Kun hønsebouillon virker mod forkølelse!” Problemet? Han har altid hadet kylling, det gør ham kvalm.
Hun insisterede på gulvvask med klor hver time. At lugten får Mikkel til at kaste op? Ikke hendes problem. Bare det følger gamle regler. Medicin skal købes, urter skal brygges, rapporter modtages – men selv skal man holde sig væk.
Jeg kunne ikke holde det ud længere. Prøvede at tale pænt ved aftensmaden. Sig”Men i aften har jeg besluttet mig – jeg tager kampen op, for det her er mit hjem, min mand, og vores kommende barn, og jeg bliver ikke sat til side igen.”
