Efter fødslen omgav min svigermor mig med så megen omsorg, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage – mens min egen mor ikke engang ringede.
Der er et gammelt dansk udtryk: “Hvad øjnene ikke ser, det har hjertet ikke ondt af.” Jeg tænker ofte på det, når jeg taler med min mor. Det føles som om, hun har glemt, at hun ikke kun har en søn, men også en datter. Hvordan ellers kan man forklare hendes ligegyldighed?
Efter gymnasiet flyttede jeg væk fra min lille hjemby, for jeg så ingen fremtid der. Jeg ville ud, opnå noget i en større by. Starte på universitetet, få en uddannelse, bygge mit eget liv. Det var også der, jeg mødte min mand, Kasper. Han og jeg blev gift, og kort efter fik vi vores første barn. Hvis det ikke havde været for min svigermor og svigerfar, havde livet været meget hårdere.
Kaspers forældre hjalp os med udbetalingen til vores boliglån. Vi boede endda hos dem i to år for at spare op til vores eget hjem. Det var ikke nemt, men vi klarede det. Min svigermor, Lise, blev en nær veninde – hun lærte mig meget og støttede mig. Men alligevel drømte jeg om vores eget sted. Ikke fordi jeg ikke elskede dem, men fordi jeg ønskede, at vores lille familie skulle have vores eget liv.
Men min mor… Min mor var stort set fraværende. Sjældne opkald, og selv da handlede det mest om hendes egne problemer eller en ny historie om min bror, Mads. I hele samtalen spurgte hun aldrig, hvordan jeg havde det. Men jeg vidste præcis, hvilke karakterer Mads fik i skolen, hvilke bukser han gik i, og hvor meget han var vokset i sommerferien. Det havde været normen siden universitetet. Hun interesserede sig aldrig for mine eksamener, men hun kunne altid skryde af Mads’ topkarakterer i idræt.
Jeg blev vant til det. Men da Kasper og jeg endelig købte vores eget hus og tog boliglån, ringede jeg til hende for at dele glæden. Og hvad skete der? Hun lyttede knap nok. Hun havde noget vigtigere – Mads skulle giftes!
*“Forestil dig, sådan en sød pige! Datter af tante Birthe, kan du huske hende? Brylluppet er om en måned! Der er så meget at ordne!”*
Hun snakkede lykkeligt om lokaleleje, kjolevalg og gæstelister… Jeg tænkte tilbage på, hvordan hun før mit eget bryllup sagde, at store festligheder var spild af penge. Til sidst kom hun ikke engang – hun sagde, hun var syg. Jeg tror stadig, det bare var en undskyldning.
Mads var kun nitten dengang, hans kæreste atten. Hvor fik de penge til en hel bryllupsfest? Åbenbart havde min mor og svigerforældre lagt sammen. Men til os sagde hun bare: *“I kan også komme, hvis I har tid.”* Vi tog ikke afsted. Der var meget arbejde, og ærligt talt havde jeg ikke lyst. Mads og jeg har altid haft et køligt forhold, og jeg var såret over min mor.
Et halvt år senere ringede hun igen. Ikke for at høre, hvordan vi havde det, men for at fortælle, at de havde købt en lejlighed til Mads og hans kone lige ved siden af hendes eget hus.
*“Hvorfor lån? Vi solgte bedstemors lejlighed, svigerforældrene hjalp også – vi samlede det hele og købte!”*
Bedstemors lejlighed… Hun sagde altid, at hun ville beholde den til hendes egen pension. Da jeg boede til leje med barn og mand, faldt det hende ikke ind at tilbyde os at bo der. Ikke en eneste krone fik vi. Men nu var der pludselig gaver, omsorg og hjælp.
Det værste kom, da jeg blev gravid. Jeg var forskrækket. Jeg havde brug for min mor – bare en lille smule, bare i starten. Jeg tilbød endda at betale for rejsen, bare hun ville komme. Men hun kunne ikke. Hun sagde, at min niece (Mads’ datter) havde forkølelse, så hun måtte blive hos hende. Selvfølgelig havde svigerdatteren også en mor. Men det var åbenbart ikke vigtigt.
Min svigermor, Lise, forstod straks, hvad der foregik. Hun kom til fødegangen, holdt om mig, hjalp med at pakke og gjorde huset klar. Efter fødslen var hun der hvert sekund. Hun lavede mad, ryddede op, gik tur med barnet, mens jeg bare lå og græd – af taknemmelighed. Og min mor? Da jeg sendte en sms om min datters fødsel, svarede hun kun: *“Tillykke.”* Intet opkald. Ikke et eneste spørgsmål om, hvordan jeg havde det, hvordan den lille havde det, eller hvordan fødslen var gået.
To uger gik – ikke et eneste tegn fra hende. Så ringede hun endelig, men kun for at prale af, at *“den lille næsten kan gå.”* Hun mente min niece – Mads’ datter. Jeg lyttede uden et ord og lagde på. Siden da har jeg ikke ringet. Og hun har heller ikke.
Måske er det bedst sådan. Jeg er træt af at føle mig ubetydelig. Min mor mener åbenbart, at hun kun har ét barn og én barnebarn. Så må det være sådan. Men det gør ikke ondt i mit hjerte.
