Klokken var omkring fire om morgenen, da en hund begyndte at gø bag husene. Ved femtiden blev gøen mere intens. Folk vågnede og fortrød irriterede, mens de lyttede til dens hysteriske bjæffen. Cirka halv seks begyndte beboerne at strømme ud af husene på vej til arbejde.
De første, der forlod husene, var en mand og en kvinde – sandsynligvis ægtefæller. De besluttede at undersøge, hvad der fik hunden til at gø så voldsomt. Ikke langt fra garagerne så de den. Den stod og gøede, stadig med snuden vendt mod husene. Bag den lå en mand på jorden. Parret løb hen mod hunden. Det var tydeligt, at den prøvede at tilkalde hjælp.
Men jo tættere de kom, jo mere aggressivt reagerede hunden. Det var en schæfer – en stor, alvorlig hund. Man kunne ikke komme for tæt på. Kvinden foreslog at ringe efter en ambulance.
Ambulancen kom hurtigt. To lægehjælpere steg ud. Kvinden havde advaret dem om hunden, da hun ringede, og gentog det nu. Men så snart hunden så ambulancen, stoppede den med at gø. Den gik hen til sin ejer og satte sig roligt ved hans side.
Lægehjælperne nærmede sig forsigtigt. Hunden rørte sig ikke.
»Hvad gør vi nu?«
»Den virker intelligent. Jeg prøver at komme tættere på. Hvis den reagerer, bruger du pebersprayen.«
Lægen satte sin medicinæske forsigtigt ned og knælede ved manden, mens han holdt øje med hunden. Den stirrede bare. Pulsen var svag. Manden, omkring 35 år, havde mistet meget blod. Et sår i maven. Den ene lægehjælper bandagede hurtigt, mens den anden forberedte to sprøjter. Hunden fulgte nøje med.
I mellemtiden var der samlet en gruppe nysgerrige, men de holdt en afstand på ti meter. Ingen turde komme nærmere.
En af lægehjælperne hentede en båre. De lagde manden forsigtigt på den og kørte ham ind i ambulancen. Hunden kunne de ikke tage med. Den stirrede på dem, og de stirrede tilbage. Men reglerne var klare… Og hvad skulle de ellers gøre?
Ambulancen kørte langsomt væk ad den ujævne vej. Hunden løb ved siden af…
Sygehuset lå ikke langt væk. Hele vejen fulgte schæferen efter, undertiden lige bagude, undertiden lige ved siden af. Ved bommen foran sygehuset stoppede ambulancen. Vogterne løftede bommen, og ambulancen kørte ind. Chaufforen råbte til én af vagterne:
»Vi har en mand med et sår. Det er hans hund.«
»Jeg forstår, men hvad skal jeg gøre?« Han så på hunden og råbte: »Stå! Fy! Ikke! Sæt dig!«
Rækken af kommandoer forvirrede hunden lidt, men den stoppede og satte sig foran bommen. Den fulgte ambulancen med øjnene.
Efter en times venten lagde den sig ved hegnet for ikke at blive i vejen for andre biler. Vagterne holdt øje med den i starten, men da de opdagede, at den bare ventede, lod de den være i fred.
»Hvad gør vi?«
»Ingenting. Hvad foreslår du?«
»Hvor længe vil den blive her?«
»Hvem ved? Måske går den bare.«
»Nej… Den er intelligent. Tror du, den venter på ham?«
»Hvor længe? Hvis det går skidt derinde, venter den måske forgæves.«
»Av… Hvad med at give den noget mad?«
»Ja, så bliver du fyret for at fodre den her!«
»Hvad gør vi så?«
»Ingenting. Vi ser tiden an. Måske går den selv.«
___________________________
Morgenen kom. Schæferen lå stadig ved indkørslen. Vagtskiftet begyndte, og de nye blev informeret. En af dem, der var færdig, sagde:
»Jeg finder ud af, hvad der sker med manden. Så de ikke tilkalder hundefangere. De kan kigge på overvågningen… Og måske tager jeg noget mad med til den.«
»Ikke fodre den her!«
»Nej, lad den dø under hegnet!«
Hunden stirrede på dem, der snakkede.
Cirka 40 minutter senere kom vagten tilbage med nyheder.
»Nå, hvad sker der med manden?«
»Han er opereret. På intensiv. De siger, det går okay. Jeg fik nogle rester fra kantinen.« Han havde en plastiktallerken med en frikadelle og en pølse samt en skål vand.
»Men vi må ikke fodre den her… Kom med.« Han satte skålene ved et træ nær vejen.
Hunden stirrede på ham uden at røre sig.
»Kom nu, spis. Drik noget vand. Tag det! Det er okay!« Manden prøvede at huske kommandoer.
Hunden rejste sig, men gik ikke hen. Det var tydeligt, den tænkte. Den så på manden, skålene, bommen og satte sig igen.
»Som du vil.« Manden gik væk fra træet og tilbage til vagtboden.
Langsomt rejste hunden sig og gik hen til skålen. Den snusede og begyndte at slubre vand.
___________________________
En uge gik. Ejeren af den intelligente schæfer var blevet flyttet til en stue for to dage siden. Han kom sig langsomt, men det bedrøvede ham, at ingen kunne fortælle ham noget om hunden.
De havde levet alene, efter han blev sendt hjem fra militæret på grund af skader. De havde tjent sammen og sagt farvel sammen. Han håbede, at sådan en klog hund ikke bare forsvandt.
Imens havde schæferen flyttet sig fra hegnet til nogle træer. Derfra kunne den stadig holde øje med indkørslen. Vagten havde fodret den lidt. Han tænkte, at han kunne gå til manden og fortælle ham, at hunden ventede. Efter vagten gik han til afdelingen.
Vagten trådte ind i stuen. Der var fire senge, to var optaget. Den ene patient lå stille,
