Vibeke var kendt for sin skarpe tunge. Kollegerne vidste det godt – hun sagde altid sin mening, lige meget om man havde lyst til at høre den eller ej.
Engang flirtede Jytte hele morgenen med den nye IT-mand, mens hun samtidig hurtigt afviklede sine opgaver. Hun var overalt på én gang. “Ved du overhovedet, at hans kone lige har født?” spurgte Vibeke pludselig. Og bum – flirtemomentet var ødelagt.
Eller der var Susanne, som forgæves prøvede at holde op med at ryge. Hun brugte nikotinplastre, sugede på tyggegummi – intet hjalp. Så købte hun en mirakel-e-cigaret. Hvert halve time løb hun ud for at tage et sug. Men Vibeke standsede hende: “Har du nogensinde set, hvad den har af indhold? Nej? Heller ikke jeg. Mærkeligt, ikke?”
Alle undgik Vibeke. Ingen ønskede at blive offer for hendes bidende kommentarer. Hun var ligeglad. Sandheden var sandheden. Men hvem havde egentlig brug for den?
Da Vibeke rejste på en uddannelsesrejse til udlandet, lettede alle på vejret. De røg ved bagindgangen, flirtede med nye kunder, festede hver fredag, og kyssede i mørke kontorhjørner – gift eller ej.
Tre uger senere kom hun tilbage. Normalt altid i en stram kjole, højhælede sko, tung parfume og fuldt makeup. Men denne gang trådte hun ind i slidte jeans og en for stor sweater, håret i en rodet knold. Ingen makeup. Solbriller, som hun ikke tog af, før hun forsvandt ind på sit kontor. Og i stedet for den tunge parfume duftede hun diskret af “Truth” fra Calvin Klein.
Hun sagde ikke en lyd til sekretæren, som igen havde glemt at forberede papirerne til mødet. Hun irettesatte ikke IT-manden, som stadig var på telefon med sin kone. Hun lagde ikke mærke til juristen, der rodede i dokumentkasser. Alt blev overset.
“Blevet smidt hjem fra uddannelsesrejsen,” konkluderede juristen.
“Er blevet syg,” gættede sekretæren.
“Forelsket!” grinede Jytte.
“Og derfor en sweater to numre for stor?” fnøs oversætteren.
“Uanset hvad, så er der møde om en time. Bedre at gøre sig klar end at sladre.”
Men en time senere dukkede Vibeke stadig ikke op. Alle var samlet. De ventede. De blev utålmodige.
Pludselig råbte IT-manden, som sad ved vinduet:
“Der er hun jo! Se!”
Alle skyndte sig hen til ruden.
På den anden side af gaden lå en hyggelig café. Og der sad deres Vibeke. Men hun var en anden. Ikke på grund af manglende makeup eller den sjuskede hårknold. Nej. For overfor hende sad en mand og fortalte noget, mens hun lo.
**Deres** Vibeke. **Latter.**
Alle i mødelokalet blev hængig”Og lige der vidste de alle, at den gamle Vibeke aldrig ville komme tilbage.”
