Nu er jeg halvfjerds år. Ensom som en sten. Jeg er blevet en byrde for min egen datter.
»Datter lille, kom forbi i aften… Jeg har brug for dig, jeg klarer det ikke uden dig.«
»Mor, jeg er druknet i arbejde! Jeg er så træt af din klynken. Nå ja, jeg kommer…«
Jeg kunne ikke holde til det – jeg brast i gråd. Det gjorde ondt, så ondt. Og med det samme dukkede søvnløse nætter og lange år op i mine tanker, hvor jeg alene bar alt for at opdrage hende, min Mette. Jeg gav hende hele mit liv. Er det her taknen?
Måske er det min egen skyld. Jeg forkælede hende for meget, lod hende slippe af sted med for meget. Og da hun var elleve, mødte jeg en mand… for første gang i mange år følte jeg mig som en kvinde, elsket og ønsket. Men Mette lavede sådan en scene, at jeg måtte bryde med ham, selvom mit hrev var knust.
Nu er jeg halvfjerds. Og helt alene. Jeg har en masse sygdomme, jeg kan knap nok gå. Og min eneste datter… hun har været gift i tyve år, og det ligner, at det er nemmere for hende at lade som om, hun slet ikke har en mor. Ja, hun har tre børn – mine børnebørn. Men jeg ser dem kun på billeder. Hvorfor? Det ved jeg ikke engang selv…
»Hvad er der nu galt igen?« knurrede Mette irriteret, da hun trådte ind i lejligheden.
»Jeg skal have nogle sprøjter. Du er jo sygeplejerske, kunne du ikke hjælpe…«
»Skal jeg virkelig køre herhen hver eneste dag? Gør du det med vilje, mor?!«
»Mette skat, jeg kan ikke komme ud – fortovene er helt isglatte…«
»Betaler du mig for det? Jeg arbejder jo ikke gratis! Jeg har ikke tænkt mig at køre rundt for ingenting!«
»Jeg har ingen penge…«
»Nå, farvel så, mor. Find en anden!«
Næste morgen gik jeg hjemmefra to timer før tiden for at nå til lægen. Jeg gik langsomt langs vejen, pustede tungt og tørrede tårerne væk. Aldrig troede jeg, jeg skulle opleve sådan noget…
»Frøken, gå forrest i køen… Har det dårligt? Græder I?«
Det var en ung kvinde med milde øjne. Hun stoppede ved siden af mig i gangen, lagde en hånd på min skulder.
»Nej, søde, jeg græder af en helt anden grund…«
Så begyndte vi at snakke. Som i en tilståelse åbnede jeg mit hjerte for hende. Fordi der ikke var nogen andre at tale med. Hun hed Lea. Og som det viste sig, boede hun kun to huse fra mig. Efter den dag begyndte hun at komme forbi ofte, hun bragte madvarer og hjalp mig med husarbejdet.
Og på min fødselsdag kom kun hun. Kun Lea.
»Jeg kunne ikke lade være med at ønske Dem tillykke på denne dag. De minder mig så meget om min mor… Det gør mig så varm om hjertet at være her hos Dem,« sagde hun og krammede mig.
Og så forstod jeg det – hun var blevet mig nærmere end min egen datter. Vi gik ture sammen, kørte på landet og fejrede højtider. Hun passede på mig som en datter skulle.
Jeg tænkte længe over det, men til sidst besluttede jeg mig – jeg overdrog lejligheden til Lea. Hun ville ikke engang have den først, prøvede at sige nej. Men jeg insisterede. Det var min tak for den varme, hun havde givet mig. Jeg vidste – hun var ikke den slags, der gør gode gerninger for at vinde noget.
Med tiden tog hun mig hjem til sig – det blev for svært at bo alene. Vi solgte min lejlighed, så Mette ikke skulle komme og skabe sig eller retsforfølge Lea.
Og ved I hvad? Min datter huskede mig først et år senere. Hun kom forbi med beskyldninger og trusler. Hun råbte, at jeg var en forræder, at hun ønskede mig død. Sandsynligvis havde hun regnet med lejligheden, og nu havde jeg »skuffet« hende. Men Leas mand stillede sig ved døren og sagde stille, men fast:
»Gå. Og kom ikke igen. De er ikke velkommen her.«
Sådan er det… Fremmede mennesker blev mig nærmere end min egen datter. Det gør ondt, det er pinligt og skræmmende, hvor let det menneskelige kan gå tabt. Men hvis jeg fik valget igen, ville jeg vælge Lea. For hun er min familie. Den rigtige.
