Jeg er 53, og min mor er 80 – sådan er det at bo med en aldrende mor.
Jeg ville fortælle min historie, fordi måske genkender nogen sig selv. Eller måske har nogen et godt råd. Jeg søger ikke medlidenhed – jeg er bare træt. Træt af at sidde fast i en fælde, jeg ikke kan slippe ud af.
Jeg er 53 og arbejder stadig, og der er lang tid til pension. Min mor er 80 og bor hos mig. Hun er ikke sengeliggende eller hjælpeløs. Overhovedet. Hun kan sagtens klare sig selv – vaske sig, lave mad, handle eller gå en tur i parken. Men… hun lever på min energi. Som om hun suger livet ud af mig.
Når jeg kommer hjem fra arbejde, er jeg helt smadret. Jeg sætter mig ved siden af hende, drikker te og hører om hendes dag. Og så drømmer jeg bare om at lukke mig inde på mit værelse, tænde for fjernsynet og falde i søvn.
Men det sker ikke. For mor venter på en samtale. Ikke bare en samtale – en preken. Som om jeg stadig er en 15-årig skolepige.
*”Hvis du nu havde lyttet til mig og giftet dig med Mads i stedet for din ex…”* gentager hun igen og igen.
*”Så havde du været lykkelig nu, med børn og en karriere, i stedet for at være alene og ubrugelig. Bortset fra for mig.”*
*”Vær glad for at du overhovedet har en mor. Værgsæt det. Pas på mig.”*
Ja, jeg har ingen børn. Min mand… han forsvandt. Eller rettere – jeg tror, han ikke kunne holde til det. Vi giftede os og flyttede sammen. Præcis en måned efter min mor flyttede ind, søgte han om skilsmisse. Jeg forstår ham. For min mor syntes, det var vanvittigt at leje en lejlighed, når vi allerede havde en treværelses.
Så nu bor jeg her, i denne treværelses – med mor. Vi har hver vores soveværelse, men køkken og stue deler vi. Og det vigtigste – vi deler alt det der uudtalte spænding.
Hver eneste ting jeg gør, bliver mikroskoperet. *Hver. Eneste. Ting.*
*”Hvorfor kom du så sent hjem?”*
*”Hvorfor købte du det der? Vi har ikke brug for det.”*
*”Hvorfor vaskede du ikke mit tøj? Hvorfor skiftede du ikke sengetøjet?”*
*”Du glemte at fodre katten igen.”*
Man hører aldrig: *”tak”,* *”du er god nok”,* *”du ser godt ud”,* *”tag dig en pause”*. Kun bebrejdelser. Fra morgen til aften. Dag ud og dag ind.
Jeg kan ikke flytte. Min løn er til at grine ad. Jeg har ikke råd til min egen bolig. Selv hvis jeg fandt et sted – samvittigheden ville ikke tillade det. Hvad nu hvis der skete noget med mor, mens jeg ikke var der?
Men hvis jeg skal være helt ærlig, føler jeg nogle gange, at jeg bliver sindssyg. Ja, det lyder forfærdeligt. Ja, det er min mor. Jeg ved det. Jeg er taknemmelig for, at hun gav mig livet. Men nogle gange ønsker jeg bare at forsvinde. Bare et par dage. Så ingen kan røre mig, kritisere mig, eller hive i mig for hver lille ting.
Jeg er træt. Jeg er ensom, selvom jeg ikke bor alene. Jeg sidder fast i en fælde – både med krop og sjæl.
Hvor går grænsen mellem pligt og selvopofrelse?
Har jeg ret til at føle det, jeg føler?
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at sådan her kan det ikke blive ved.
