Min bror Rasmus blev gift for seks år siden. Siden dengang har hverken jeg eller vores forældre sat vores ben i deres hjem. Alle fester, fødselsdage og familiesammenkomster foregår altid hos vores forældre i deres store hus i udkanten af Aarhus. Mor laver bjerge af mad, dækker bordet og sender derefter altid Rasmus og hans kone Mette hjem med madkasser fyldt med hjemmelavede frikadeller og salater.
Da Rasmus lige var blevet gift, havde Mette fødselsdag et par måneder senere. Mor, fuld af begejstring, besluttede at lave en overraskelse: Vi købte en kage, valgte en flot gave og var klar til at besøge dem. Mor ringede til Mette for at give besked, men hun svarede køligt, at hun ikke havde planer om at fejre det. Mor insisterede:
“Vi kommer bare forbi og drikker lidt te med kage! Du behøver ikke at lave noget, Mette!”
Til sidst kørte vi alligevel derhen. Men i stedet for en varm velkomst, mødte vi et chok: Mette kom ud til os på gaden, mumlede noget om, at lejligheden “ikke var ren”, og nægtede at lukke os ind. Forvirrede gav vi hende kagen og gaven direkte på trappeopgangen og kørte hjem. Siden den dag har mor altid holdt fester hos sig selv, og vi prøver at glemme den akavede situation.
Mette sagde engang direkte til vores forældre:
“I har et stort hus, der er masser af plads til gæster! Vi bor i en lille lejlighed, hvordan skal vi invitere alle?”
Jeg kunne knap nok holde mig fra at blive vred. Kan man virkelig ikke modtage sin mands forældre og søster i en én-værelses lejlighed? Det er jo ikke en menneskemængde, kun tre personer! Men vi tav for ikke at ødelægge forholdet.
Nu er Mette gravid, i femte måned. Det bliver vores forældres første barnebarn, og mor er selvfølgelig helt ude af sig selv af bekymring. Hun ringer konstant til Rasmus og spørger, hvordan Mette har det, om der er noget, hun kan hjælpe med. Men for nylig fandt vi ud af, at Mette sagde sit job op i starten af graviditeten. Mor blev panisk:
“Har hun det dårligt? Har hun brug for min hjælp?”
Rasmus beroligede hende: Mette havde det fint, hun ville bare “passe på sig selv.” Vi forstod det ikke. Rasmus og Mette levede altid i luksus: restauranter, rejser, dyre ting. De har ikke noget huslån—lejligheden kom fra Mettes bedstemor—så de brugte alle deres penge på fornøjelser. Men efter Mette stoppede på jobbet, blev deres indkomst meget mindre, og deres livsstil kom i fare. Rasmus prøvede at forklare, at de skulle spare, men Mette virkede ikke villig til at give afkald på luksus.
Mette indrømmede overfor Rasmus, at hun stoppede af frygt for at “blive smittet med noget på arbejdet.” Hendes forsigtighed var forståelig, men nu var budgettet ved at knække, og hun fortsatte med at kræve samme levestandard. Midt i alt dette inviterede Rasmus os pludselig hjem til sig på fødselsdag. Hjemme hos dem! Vores forældre og jeg var chokerede. Far gjorde endda en vittighed:
“Mon jeg endelig får at vide, hvordan min svigerdatter kan lave mad?”
Mor glædede sig til en hyggelig aften. Jeg ringede til Mette for at høre nærmere, men i stedet for en rolig samtale fik jeg et hysterisk udbrud. Mette råbte og græd i telefonen:
“Jeg gider ikke have jer på besøg! Jeg bliver nødt til at rydde op og lave mad! Jeg er gravid, det er hårdt for mig!”
Jeg prøvede at berolige hende:
“Mette, det behøver ikke være svært. Kog nogle kartofler, lav en salat, bag en kylling—det er det hele. Vi tager kagen med. Det er bare en almindelig middag for fem. Hvad er problemet?”
Jeg tilbød endda at bestille mad for at gøre det nemmere for hende. Men Mette tudede videre om, at hun alligevel skulle vaske gulve og rydde op. Jeg kunne ikke holde det ud:
“Mette, det er en én-værelses! Er det virkelig så umuligt at gøre rent? Vasker I kun gulve, når I får gæster?”
Til sidst stillede jeg et ultimatum:
“Hvis du ikke vil have os, kommer vi ikke. Vi ringer til Rasmus og siger tillykke, og det er det.”
Jeg fortalte det til mor, og hun var enig. Da vi delte situationen med Rasmus, eksploderede han:
“Mette arbejder ikke, hun sidder bare derhjemme! Kan hun ikke lave mad og rydde lidt op? I SKAL komme! Vi har ikke råd til at bestille mad eller hyre en rengøringshjælp, så hun må klare det selv!”
Hans ord hang i luften som en tordensky. Til sidst skændtes vi alle sammen. Lysten til at fejre Rasmus’ fødselsdag hos dem forsvandt helt. At skulle se Mittes sure ansigt, mens hun sukker højlydt og ruller med øjnene, er ikke ligefrem en fest. Vi vil ikke føle os som uønskede gæster i vores egen brors og søns hjem.
Men samtidig gør det ondt at tænke på, at vi kunne såre Rasmus. Han glæder sig så meget til at samle familien i sit eget hjem! Hvordan kan vi bare lade være med at komme? Det er hans dag, og det er ikke hans skyld, at hans kone er så besværlig. Vi står over for et valg: sluge fornærmelserne og tage afsted med risiko for at ødelægge aftenen—eller lade være og såre vores bror. Situationen føles håbløs, og hvert skridt trækker os længere ned i denne familiekonflikt. Hvad gør man, når kærligheden til sin bror støder sammen med afskyen for hans kone? Vi har ikke svaret, men tiden tikker, og fødselsdagen nærmer sig. En beslutning må tages.
