»Jeg har ikke tænkt mig at hjælpe min svigermor, hun kan bare glemme det!« udbryder Mette bittert, mens hendes stemme dirrer af ophobet bitterhed. »Den kvinde har ikke ret til at forvente min støtte. I de sytten år, vi har været gift med hendes søn, har hun aldrig rakt os en hjælpende hånd — hverken med penge eller handling. Og et eneste varmt ord har jeg heller ikke hørt fra hende! Hun sagde altid, at hun ikke skyldte nogen noget. Nu forstår jeg, at hun havde ret. Men det betyder også, at jeg ikke skylder hende noget!«
Mette fortæller sin historie i sin hyggelige, men beskedne lejlighed i en lille by i det nordlige Jylland. Hun har to teenage-sønner og et huslån, som hun og hendes mand har betalt af, som om de kæmpede mod en ubarmhjertig fjende. Mette er overbevist om, at hvis det ikke var for hendes mor, ville de aldrig have klaret det. Hendes mor gav dem ikke penge, men tog sig af børnene i stedet. Hun hentede dem i børnehaven, passede dem, når de var syge, hjalp med lektier, kørte dem til træning og sørgede for, at de fik mad. Takket være det kunne Mette og hendes mand arbejde uden at blive forstyrret af hverdagens besværligheder.
Alle disse år arbejdede de hårdt for at betale huslånet af og sikre deres sønner en god fremtid. Mette mindes, hvor svært det var at balancere job og børn, især da drengene var små. »Hvis det ikke var for min mor, havde vi ikke haft noget,« sukker hun. »Med to børn havde jeg aldrig kunnet arbejde som jeg gjorde.«
Men hvad med svigermoren? Alle disse år levede hun kun for sig selv. Hun så sine børnebørn kun til familiefester, og selv der kun kortvarigt. Hun havde altid noget vigtigere at tage sig til — enten ture med veninderne eller hendes egne bekymringer. Mette prøvede et par gange at bede hende om at passe børnene, men fik altid et koldt afslag. »Jeg opdragede min søn alene, og du kan også klare det,« sagde svigermoren skarpt. »Forvent ikke min hjælp.« Efter nogle få sådanne samtaler gav Mette op. Hvorfor ydmyge sig, når svaret altid var det samme?
»Min mor har stort set opdraget mine børn!« siger Mette med varme i stemmen. »Jeg er evigt taknemmelig for det. Hvis hun nogensinde har brug for hjælp, vil min mand og jeg gøre alt, hvad vi kan for hende. Men med svigermoren er det anderledes. Ja, hun er min mands mor, og måske siger moralen, at vi bør hjælpe hende. Men der er ingen varme imellem os. Hun valgte selv denne afstand.«
Mette tier og stirrer ud ad vinduet, hvor de første snefnug danser. I hendes øjne læser man smerte blandet med beslutsomhed. Hun undrer sig: Hvad regner den kvinde med? Tror svigermor virkelig, at alderdommen vil spare hende? At hun altid vil være stærk og uafhængig? Mette ryster på hovedet, som om hun vil jage tankerne væk. »Livet er en boomerang,« siger hun stille. »Hvad man sår, det høster man. Kærlighed, respekt, hjælp — alt skal man fortjene. Og hun gjorde ikke engang forsøget.«
Men inderst inde føler Mette forvirring. Burde hun være større end sine følelser? Skal hun, trods årelig ligegyldighed, alligevel tage sig af svigermor som sin egen mor? For alderdom sparer ingen, og måske pålægger pligten over for mandens familie hende at glemme fortiden. Eller bør enhver stå til ansvar for sine handlinger? Mette ved det ikke, og spørgsmålet nagOg mens hun stirrer ud på den faldende sne, ved hun, at svaret en dag vil komme til hende – om hun vil det eller ej.
