Jeg lagde tre frikadeller på min tallerken – min mand blev rasende og sagde, at jeg skulle tabe mig.
I vores seks år sammen har jeg født tre børn. Den ældste, Magnus, er fem, datteren Fie er tre, og den yngste, Lauge, er kun et halvt år. Jeg hedder Mette, og jeg er seksogtredive. Jeg har altid ønsket mig en stærk familie og børn, og på papiret har jeg det hele – men på det seneste har jeg følt, at jeg langsomt forsvinder.
Jeg mødte Anders, da jeg var lige ved at være tredive. Alle mine veninder bar allerede vielsesringe, opdragede børn og talte om skoler og realkreditlån, mens jeg stadig ikke havde fundet den rette. Arbejde-hjem-arbejde. Sådan levede jeg.
Og så kom han – høj, selvsikker, tidligere atlet, nu afdelingschef. Jeg havde aldrig troet, jeg kunne interessere ham. Men han lagde vægt på mig, inviterede mig ud, spurgte ind til mine hobbyer. Da han bad mig møde hans mor, vidste jeg: det var alvorligt.
Hans mor er den sødeste kvinde. Hun tog straks imod mig, kaldte mig “solskin” og puffede Anders til at fri. Vi blev gift, og jeg var lykkelig. Ni måneder senere kom Magnus, og jeg gik på barsel. Så fulgte Fie, og så Lauge. Siden da er jeg ikke vendt tilbage til jobbet. Al min tid går til børnene og hjemmet.
Magnus går til dans og tegning, Fie lærer hjemme med mig. Jeg synes, jeg er en god mor. Men der er et “men” – jeg er blevet tykkere. Meget. Jeg vejer omkring 80 kilo nu, hvor jeg før vejede 49. Fik jeg tid til fitness to gange om ugen før? Nu har jeg tre børn, og selv et øjeblik for mig selv er nærmest umuligt.
Et par gange har jeg prøvet at træne derhjemme – før jeg kan nå at begynde, vil den ene have juice, den anden skal på toilet, den tredje vil op i armene. Der er dage, hvor jeg knap nok har kræfter til at stå op, endsige træne.
Anders drillede i starten: kaldte mig “søde bolle” eller “min bamse”. Det virkede næsten rart. Men så stoppede han. Begyndte bare at se på mig, sukke. Og så kom skældsordene.
Sidste uge satte vi os til middag. Jeg tog tre små frikadeller – jeg var sulten, havde ikke spist siden morgen. Pludselig rev han to af dem fra min tallerken, smed dem tilbage i panden og sagde iskoldt:
“Du bliver nødt til at tabe dig. Har du overhovedet set dig selv?”
Jeg tav. Og så tilføjede han:
“Hvis jeg forelsker mig i en anden, er det din skyld. Jeg har brug for en kvinde, jeg har lyst til at være sammen med. Og du… nå ja, du ved det godt.”
Ordene ramte mig som en lussing. Jeg sænkede blikket, bed mig i læben. Tankerne myldrede: “Han har ret… Jeg har måske virkelig ladet mig selv gå. Jeg er grim. Træt. Ikke interessant længere…”
Jeg drømmer også om at komme i salon, få manicure, massage, måske en café. Men vi har hverken tid eller penge. Alt går til børnene, fritidsaktiviteter, husleje, lån, tøj til Anders – han er chef, han skal se præsentabel ud. Vi hjælper også hans mor – hendes pension er lille. Til mig selv? Intet.
Nogle gange står jeg i prøverummet, prøver noget på og græder. Fordi intet passer. Intet sidder rigtigt. Jeg føler mig grim og ubrugelig.
Anders tjener okay, men pengene slipper op. Jeg har ingen indkomst – jeg arbejder ikke. Det er som en fælde: ingen tid til at arbejde, ingen energi til at bryde fri.
Jeg er bange for, at han går. Jeg ser, hvordan han ser på andre kvinder. Smalle, velplejede, lette. Jeg prøver. Oprigtigt. Men jeg har ikke mulighed for at være “perfekt”. Jeg laver mad, vasker, stryger, putter, tørrer næser og rumper.
Nogle gange tror jeg, hvis ikke hans mor var der, havde han pakket og gået for længst. Hun siger altid: “Anders, du har en vidunderlig hustru, en god mor. Du har ikke ret til at ødelægge familien over et par kilo.”
Jeg klamrer mig til hendes ord. Jeg lever i håbet om, at nogen får ham til at komme til fornuft. At han husker, hvorfor han elskede mig. At det bare er midlertidigt. At jeg skal finde mig selv igen. Men lige nu… er jeg bare bange.
Nogle gange drømmer jeg om at vågne i min gamle krop – smal, glad, selvsikker. Og så vækkes jeg klokken tre af Laufes skrig. Og så er det bleer, sutteflasker, grød igen…
Jeg er træt. Jeg føler mig ikke som en kvinde længere. Jeg er bare en funktion. Mor. Hushjælp. En skygge.
Og oftere og oftere går én tanke gennem mit hoved: “Hvad nu, hvis han virkelig går?”
