Jeg har opdraget min søn alene og håbede på hans støtte, men han er blevet en byrde sammen med sin kone.
Mit liv har været viet til min søn. Jeg opdragede ham alene og ofrede alt for, at han skulle vokse op til at blive et godt menneske. Men i stedet for taknemmelighed og støtte har jeg fået ligegyldighed, dovenskab og forræderi. Min søn, som jeg elskede så højt, og hans kone er blevet en tung belastning for mig. Nu står jeg overfor en svær beslutning: skal jeg smide dem ud eller blive ved med at finde mig i det, mens jeg mister de sidste kræfter og håb?
Jeg hedder Mette Jensen og bor i en lille by i det nordlige Jylland. Min søn, Anders, var i sin barndom en sand gave fra livet. Velopdragen, venlig og lydig – han gav mig ingen problemer. Som enlig mor arbejdede jeg to jobs for at sikre ham en god opvækst. Jeg drømte om, at han ville vokse op og blive min støtte, at han ville hjælpe mig, ligesom jeg altid havde hjulpet ham. Men disse drømme styrtede sammen som et korthus, da Anders blev voksen.
Efter folkeskolen nægtede han at tage en videregående uddannelse. “Mor, universitetet er ikke mig,” sagde han og valgte i stedet at aftjene sin værnepligt. Jeg håbede, at militæret ville gøre ham mere ansvarlig, at han ville komme tilbage med en vilje til at bygge en fremtid. Men da han vendte hjem, skuffede han mig kun. Uddannelse? “Gider ikke.” Arbejde? “Kun hvis det lige passer mig.” Hans krav var urealistiske: høj løn, let arbejde, ingen anstrengelse. Han fik job på et lager, men sagde op efter en måned, fordi det “ikke var ham.” I et halvt år lå han bare hjemme uden at gøre noget. Jeg forsørgede ham, købte tøj til ham og betalte for alt på min beskedne pension, selvom jeg selv knap nok kunne få det til at løbe rundt.
Og så introducerede Anders sin kone i mit hjem – Freja, en attenårig pige, som heller ikke arbejdede eller havde planer om det. Hendes selvsikkerhed var forbløffende: hun opførte sig, som om hele verden lå for hendes fødder, selvom hun hverken havde uddannelse eller ambitioner. Selvfølgelig flyttede de ind hos mig. Min lille lejlighed, allerede trang, blev til en konstant kampzone. Jeg prøvede at tale med dem, påpege rodet og deres manglende initiativ, men hver eneste hentydning blev mødt med vrede. “Mor, vi klarer det selv!” snerrede Anders. Freja nikkede, mens hun rullede med øjnene. Deres ord lød som en hån mod mine anstrengelser.
En dag kunne jeg ikke holde det ud mere. “Så klarer I det bare uden mit hjem!” rasede jeg. “Jeg kan ikke forsørge jer begge på min pension! Jeg har ikke engang nok til mig selv, og I udnytter mig!” Min stemme dirrede af smerte og vrede. Jeg stillede et ultimatum: inden månedens udgang skulle de pakke deres ting og flytte ud. Anders så på mig med forurettelse, Freja fnøs, men ingen af dem protesterede. Alligevel frygter jeg dybt inde: hvad hvis de ikke tager afsted? Hvad skal jeg gøre ved min egen søn?
Jeg splittes mellem kærligheden til Anders og retfærdighedsfølelsen. Han er mit eget kød og blod, den dreng, jeg ofrede alt for. Men nu tænker han slet ikke på mig. Hans ligegyldighed, hans dovenskab, hans valg af en lige så ansvarsløs kone – det hele føles som et slag i ansigtet. Freja gør det kun værre: hun laver ikke mad, rydder ikke op og lever af mine penge, som om jeg skylder hende det. Jeg ser mit liv forsvinde, mens jeg trækker dem begge, og det river min sjæl i stykker.
Hvad skal jeg gøre? Hvis jeg smider dem ud, mister jeg min søn for evigt. Hvis jeg lader dem blive, mister jeg mig selv. Hver dag ser jeg på Anders og leder efter den dreng, jeg engang elskede, men jeg ser kun en fremmed, der har glemt, hvad taknemmelighed er. Mit håb om hans støtte er dødt, og nu står jeg på kanten af afgrunden uden at vide, om jeg har modet til at tage springet.
