Hej, jeg skal fortælle dig en historie, der virkelig har rystet mig. Min søn, Mads, har behandlet mig og hans lillesøster så grimt, at jeg stadig ikke kan komme over det. Hans forræderi føltes som en kniv i hjertet, og det har ødelagt den tillid, jeg havde til ham hele hans liv. Det her er en historie om en mors kærlighed, knuste forhåbninger og en familietragedie, der efterlod os alle i ruiner.
Jeg hedder Grethe Jensen, og jeg er 62 år gammel. Jeg bor i en lille by på Lolland, hvor jeg har opvokset mine to børn – Mads og hans søster Freja. For nylig bad jeg Mads om at flytte fra den lejlighed, han og hans kone boede i, så Freja kunne overtage den. Men da vi kom ind i lejligheden, var jeg målløs. Mads og hans kone, Sofie, havde ikke bare forladt stedet – de havde smadret alt. De havde revet tapeterne ned, flået gulvet op, taget lamperne, gardinstængerne, og endda fjernet badekar og toilet. Jeg er sikker på, det var deres måde at hævne sig på, og jeg tror, Sofie stod bag det.
For ti år siden, da Mads giftede sig med Sofie, arvede jeg en to-værelses lejlighed fra min tante. De ventede deres første barn, så jeg tilbød dem at bo der midlertidigt. “I kan bo der, mens I finder noget eget,” sagde jeg. “Men det er ikke en gave – det er bare et midlertidigt sted.” Lejligheden var gammel og trængte til renovering, for min tante havde boft der i mange år. Mads og Sofie satte selv penge i det: de skiftede vinduer, elinstallationer, badeværelse og købte nye møbler. Jeg var glad for, at de gjorde det hyggeligt, men jeg mindede dem altid om, at det ikke var deres lejlighed.
Årene gik. Mads og Sofie fik to børn, der kom i børnehave og skole i nærheden. De havde det godt, og det virkede som om, de havde glemt mine ord. På ti år sparede de ikke op til en bolig, gjorde intet for at finde et eget sted. Jeg sagde ikke noget, for jeg ville ikke ødelægge deres lykke. Men alt ændrede sig, da Freja, min yngste datter, sagde, hun ville flytte hjemmefra. Hun er 24 år, lige færdig med studiet og begyndt på sit første job. Hun drømmer om at starte sit eget liv, måske stifte familie. Så jeg besluttede, at nu skulle Freja få lejligheden.
Da jeg fortalte Mads, at de skulle flytte, blev han hvid i hovedet. “Hvad? Skal vi smides ud?” råbte han. Sofie sagde ikke noget, men hendes øjne var fyldt med had. “Jeg har altid sagt, det ikke var jeres for evigt,” sagde jeg fast. “I har haft ti år til at spare op. I kan leje eller flytte hjem til Sofies forældre.” Jeg gav dem en måned til at finde et nyt sted, men den måned blev et mareridt. Vi skændtes hver dag, Mads råbte, at jeg ødelagde deres liv, og Sofie besvime mig for at være unfair. Jeg holdt fast, men det gjorde ondt at se deres vrede.
Endelig flyttede de. Freja og jeg kom for at gøre lejligheden klar til hende – men det, vi så, var værre end noget mareridt. Lejligheden lignede en ruin: væggene var flået, gulvet oprevet, der var ingen lamper, og selv badekar og toilet var væk. Jeg rystede af vrede og ringede til Mads: “Hvordan kunne du gøre sådan mod mig og din søster? Det er fucking lavt!” Han snerrede bare: “Jeg giver hende ikke en lejlighed med renovering! Sofie og jeg har brugt vores egne penge og tid på det. Hvorfor skal hun få det foræret?”
Hans ord knuste mig. Freja, der stod ved siden af, græd. Hun er kun 24, har ingen penge til renovering, og jeg som pensionist kan ikke hjælpe – min pension er knap nok til mig selv. Lejligheden er ubeboelig, og Mads og Sofie synes tydeligvis, det er sjovt at se os lide. Jeg gav dem et hjem, min støtte, og de gengældte det med at smadre alt. Det er ikke bare hævn – det er forræderi, og jeg kan ikke tilgive det. Min datter står nu uden et sted at bo, og jeg har mistet min tro på min egen søn. Og nu spørger jeg mig selv: Hvor gik det galt? Hvad gjorde jeg forkert da jeg opdragede ham?
