Svigersønnen, der ikke gad arbejde, eller hvordan min datter byttede fornuften til kærlighed
Da min Lærke første gang bragte sin kæreste med hjem, fik mit hjerte et ubehageligt stik. Der var noget ved den selvglade unge mands blik, hans attitude, hans påtagne selvsikkerhed, der fik alle mine alarmklokker til at ringe. Ikke en mand – en påfugl: flot klædt, snakkesalig, med et smil fra øre til øre, men bag facaden var der kun tomhed. Uansvarlig, letsindig, evigt utilfreds. Han skifter job oftere end folk skifter sommer- til vinterdæk. Et sted er lønnen for lav, et andet sted er chefen “umulig”, og et tredje sted passer arbejdstiden ham ikke. Kort sagt – alle andre er skyldige, bortset fra ham selv.
Jeg prøvede at få min datter til at forstå. Jeg græd, bad hende, forklarede, at en partner bør være en støtte, især i et ægteskab. Men Lærke var blind af forelskelse og hørte ikke efter. Min mand – hendes far – trak på skuldrene: “Hun er voksen, lad hende selv lære det, vores job er at være der.” Jeg prøvede også at acceptere det. Min datters lykke er jo vigtigere end mine fornemmelser. Men hvordan kan jeg være rolig, når jeg i årevis har opdraget hende, kæmpet for hende, givet hende alt – og så vælger hun at binde sig til denne dovne dovenbolt?
Vi har gjort alt for hende: hun gik på et prestigefyldt universitet, vi købte en lejlighed til hende, gav hende en fin bil. Alt for at gøre livet let og behageligt for hende. Og så – vupti! – som 25-årig gifter hun sig med en mand, der ikke kan andet end at brokke sig.
Brylluppet fandt alligevel sted. Jeg var der, men ikke med hjertet – kun for min datters skyld. Derefter begyndte deres liv sammen. Først så det ud til at gå nogenlunde. Mens Lærke arbejdede, klarede de sig. Men da hun gik på barsel – begyndte det. Opkaldene: “Mor, kan du hjælpe med nogle penge? Vi mangler mad…” Selvfølgelig hjalp jeg. Min datter er mit alt, og jeg ved, hvor hårdt det er at være nybagt mor. Men hun har jo en mand! Hvor er han i dette billede?
Det viste sig snart: svigersønnen havde sagt sit job op. Ikke fordi det var svært at finde arbejde. Han gad bare ikke. Han lå hjemme, med telefonen eller fjernsynet, og fandt på undskyldninger. Hans forældre bor et sted i Jylland, de dukkede ikke engang op til brylluppet – ingen hjælp at hente der. Alt hviler på os.
Jeg tav længe. Jeg vidste, at et enkelt kritisk ord mod hendes elskede ville føre til konflikt. Men på et tidspunkt kunne jeg ikke mere. Jeg sagde min mening klart og tydeligt: “Mikkel, du er en voksen mand, men du opfører dig som en teenager. Du vil ikke arbejde, du kan ikke forsørge din familie. Hvad er du god for?”
Efter den scene blev Lærke vred og fik et hysterisk anfald. Mikkel “kom pludselig i tanke om” at være mand og fandt et job. Men som sædvanlig holdt det kun et par måneder. Så sagde han op igen – “dårlig stemning”, “forkerte kolleger”, “for lav løn”. Lærke forsvarede ham, som om hun var på automatpilot: “Mor, du forstår ikke, der var virkelig dårlige chefer…”
Indtil den dag, jeg kom forbi med madvarer, og igen så ham på sofaen med fjernbetjeningen, mens min datter stod med barnet på armen og mørke ringe under øjnene. Den gang kunne jeg ikke holde mig tilbage. Jeg spurgte igen: “Hvad med at blive bud? Du har ikke ringe, du har kørekort.” Han så på mig, som om jeg havde foreslået at han skulle arbejde i en kloak. Det var “ikke noget for ham”. Jeg svarede: “Er det at passe barnet heller ikke noget for dig?” – og fik at vide, at det “også var kvindearbejde”.
Så tog jeg en beslutning. En hård en. Upopulær. Men den eneste rigtige: “Enten tager du dig sammen og bliver ansvarlig, eller også får I ingen hjælp mere. Vi vil ikke bære dig på vores ryg.” Lærke fik endnu et hysterisk anfald og beskyldte os for at være hårde. Hun sagde: “I forstår ikke, jeg elsker ham!” Nej, i tre år har vi “ikke forstået”. Men måske er det på tide, at hun forstår sig selv?
Vi ville aldrig efterlade vores datter og barnebarn. De er altid velkomne, vi vil altid give dem mad og hjælp. Men svigersønnen? Den diskussion er lukket. Vi er ingen velgørenhedsorganisation. Min mand bakkede mig fuldt op. Han sagde endda: “Bedre alene end med sådan en byrde.” Vi håber, Lærke en dag vågner. I det mindste for barnets skyld.
Indtil da… Vi lærer at elske vores datter på afstand – så vi ikke selv lider. For hvis hun ikke selv ser, hvilket sump hun er faldet i – kan ingen hjælpe hende.
