Mor havde straks gennemskuet svigermors spil og sat en stopper for hendes ambitioner.
At stå i gæld til nogen er en tung byrde, men hundrede gange værre er det, når kreditor konstant minder en om deres “generøsitet” og forlanger evig taknemmelighed. Jeg, Mette, og min mand, Mads, har altid forsøgt at leve inden for vores midler uden at stifte gæld. Men hans mor, Gerda Jensen, pressede hjælp på os for så at minde os om, hvordan hun havde “reddet” os. Disse påmindelser stoppede kun, hvis hun igen “lånte” os penge. Selv når Mads betalte tilbage til tiden, fandt hun en måde at rose sig selv på: “Se, I behøvede ikke at rode med bankernes røverrenter, mor hjalp jer!” Vi bor i en lille by nær Aarhus, og hendes leg som “velgører” forgiftede vores liv.
Da vi skulle købe en lejlighed, nægtede jeg at modtage Gerdas hjælp. Efter min bedstemors død fik vi muligheden. Hun havde efterladt en lejlighed til min mor, som solgte den og delte pengene mellem mig og min søster. Det var næsten halvdelen af beløbet. Men Gerda erklærede straks, at hun kunne give det manglende – hvis lejligheden blev skrevet i hendes navn. Jeg blev forbløffet: “Hvorfor i dit navn?” spurgte jeg. “Hvem ellers? Det er mine penge!” afbrød hun. Jeg kunne ikke holde mig tilbage: “Min mor gav også penge. Skal I så være medejere?” Svigermor blev ildrød: “Er det en joke?” – “Nej,” svarede jeg. “Vi køber lejligheden i vores navn. Vi har ikke brug for dine penge. Et realkreditlån er ikke så slemt, at vi skal blive dine evige debitorer.”
Jeg tav ikke længere som før og havde lært at svare hende i samme tone. Det irriterede hende, og hun brokkede sig til familien om, at hendes svigerdatter var “blevet umulig.” Alligevel tvang hun penge på Mads, mens hun ignorerede vores protester. Han kom hjem forvirret: “Undskyld, jeg tog pengene fra mor. Hun blev ved med at snakke om din ‘stædighed’ og realkreditlån.” Jeg sukkede: “Nå, så må vi bukke og takke.” Men jeg anede ikke, hvad der ventede.
Efter at have betalt en del af lejligheden, følte Gerda sig som dens ejer. Hun dikterede, hvilke tapeter vi skulle vælge, hvilke møbler der skulle købes, og hvor sofaen skulle stå. “Fjern brusenichen, jeg bringer en badekar. Det er mere behageligt, og hvordan skal I bade jeres fremtidige børn?” befalede hun. Vi kæmpede imod hendes “råd,” men det var som at kæmpe mod vindmøller. Da lejligheden var indrettet, krævede hun nøgler “for en sikkerheds skyld.” Jeg følte vreden boble op, men gik med for at undgå skænderi. Det var en fejl.
Den første søndag vågnede jeg af larm på køkkenet. Halvsøvnig og kun i en T-shirt listede jeg derud og stivnede: Gerda omorganiserede skabene. “Hvad laver du?” spurgte jeg. Uden at svare gispede hun: “Uforskammet! Har du ikke et hjemmesko på?” Mit tålmodighed brast: “Hvorfor? Det er mit hjem! Jeg kan gå, som jeg vil! Hvad laver du i mit køkken?” – “Dit køkken?” hvæsede hun. “Hvem betalte for det?” Jeg kunne ikke holde mig tilbage: “Ikke dig! Min mor betalte for køkkenet. Dine penge gik til badeværelset – gå og vær herre der!” Mads, vækket af skænderiet, greb sig til hovedet og flygtede til soveværelset.
Jeg vidste, jeg ikke kunne klare det alene og ringede til min mor, Hanne Nielsen. Efter en hvisken i badet kom hun efter en halv time. Gerda åbnede døren med et smil: “Åh, Hanne, med tasker? Hvor overraskende!” Min mor tog ikke tøven: “Jeg blev ensom og vil bo her et par uger. Jeg gav penge til lejligheden – det er min ret. Hvad laver du her?” Gerda tabte tråden: “Jeg… kom bare forbi.” – “For at se hvad?” fortsatte mor. “Bruseområdet, du vil fjerne? Jeg kan godt lide det. Dit badekar er vel fra dengang Carlsberg stadig var gratis? Deler vi så: du får det gamle, jeg tager musikbrusen!”
Mor gav Gerda ikke en chance, og hun indså, at hun mødte sin lige. Hun begyndte at trække sig: “Nå, svigermor, hvorfor skændes vi? Lad os tage en kop kaffe på cafeen og snakke roligt.” De gik, og Mads og jeg kunne endelig begynde dagen. Jeg ved ikke, hvad de talte om, men siden da dukkede Gerda ikke uanmeldt op. Hun blander sig ikke længere og taler pænt til mig – måske fordi hun ved, min mor ikke vil lade hende træde på os.
Mit hjerte fryder sig over denne lille sejr, men uroen bliver. Gerda gemmer på sin vrede og venter på at minde os om sin “generøsitet.” Men nu ved jeg: min mor er min borg. Med et enkelt ord satte hun Gerda på plads og beskyttede vores hjem. Jeg er taknemmelig, men frygter, Gerda vil prøve igen. Alligevel er jeg klar: med min mor ved min side går jeg ikke på kompromis.
Livserfaring: At stå fast for ens grænser er svært, men nødvendigt – og med de rette mennesker ved din side bliver de sværeste kampe lettere at vinde.
