**Dagbogsnotat – En mands tanker**
Min kone, Freja, og jeg har været gift i otte år, og hele tiden har det føltes som en konflikt med min mor, Lise. Uanset hvad Freja gør, er det aldrig godt nok, mens min søster, Mette, altid er perfekt i min mors øjne. Jeg har prøvet at holde mig ude af det, men nu er det gået over grænsen – hun begyndte at sammenligne vores børn. Jeg kan ikke holde det ud, når det handler om min søn!
Freja og jeg blev gift lige efter universitetet. Vi boede i en lille by udenfor Århus, og pengene var stramme, men Freja ville ikke bo hos min mor. Lise har aldrig brudt sig om hende. Jeg plejede at sige: “Det er sådan, mor er med alle mine kærester. Hun synes ikke, nogen er gode nok til mig.” Det hjalp ikke. Vi boede på kollegie, sparede hver en krone, og da min mor fandt ud af, at vi lejede en lejlighed, fløj hun i flint: “Hvorfor spilde jeres penge? I kunne have boet hos mig og sparet op!” I fire år talte hun om det, som om vi havde begået en forbrydelse.
Samtidig giftede Mette sig. Hun ville heller ikke bo hos sin svigermor, og miraklet skete – min mor bifaldt det! “Det er godt, I tør stå på egne ben,” sagde hun. Jeg var målløs. “Mor, hvorfor er det forkert, når Freja og jeg gør det, men fantastisk, når Mette gør?” Mit spørgsmål ramte som en mursten: “Fordi hendes svigermor er umulig at bo med,” svarede hun. Freja knugede hænderne under bordet. Tænk, at min mor ikke kunne se, at hun selv var lige så slem.
Jeg kan godt lide Mette, men hun har arvet mors temperament – altid bedrevidende og utilfreds. Freja undgik konflikter, men min mor provokerede bevidst. Hun havde brug for at være sur, ellers sov hun ikke om natten. Da både Freja og Mette blev gravide på samme tid, blev det endnu værre. “Mette er så ansvarlig, mens du, Freja, lader min søn slæbe hele byrden,” sagde min mor. Freja var allerede udmattet af graviditeten, og mors ord var som salt i såret. Ved middagsbordet fik Mette de bedste bidder: “Spis nu, du har brug for kræfter.” Men til Freja: “Du er blevet for tyk, hvad siger lægen?” Selvom lægen sagde, alt var normalt. En dag sagde Freja stop og undskyldte sig med dårligdom.
Vores søn, Emil, og Mettes søn blev født en uge fra hinanden. Min mor proklamerede med det samme, at Mettes søn var min klon, mens Emil ikke lignede familien. Freja lod, som det ikke rørte hende, hun var optaget af at være mor. Men da min mor begyndte at sammenligne børnene, eksploderede hun. Det handlede ikke længere kun om hende – det handlede om vores søn. Jeg ville ikke have, at Emil skulle vokse op og føle sig mindre værd. Jeg troede, Freja overreagerede, men så, hvordan min mor forgudede Mettes søn og næsten ignorerede Emil.
Da Emil blev fire, blev det værre. “Mettes søn kan allerede så meget, mens du, Freja, ikke engang lærer ham det grundlæggende,” sagde min mor. Da vi sendte Emil i børnehave, rasede hun: “Du giver bare barnet væk, så du kan slippe det! Mette passer selv sit barn.” Ordene brændte i Freja, og selv jeg begyndte at sætte grænser.
Jeg har accepteret, at min mor altid vil sammenligne Freja med Mette. Men når hun sårer min søn, er det en anden sag. Emil er hendes barnebarn, men hos hende vil han altid komme i anden række. Frejas tålmodighed er ved at være opbrugt. Jeg ved, det kommer til at eksplodere snart. Hvis ikke jeg sætter en stopper for det, gør hun det. Jeg har ondt af situationen, men for min søns skyld er jeg parat til at kæmpe. Han fortjener kærlighed – ikke en bedstemor, der kun ser én barnebarn.
**Lærdom:** Nogle gange skal man vælge sine børns ve og vel over familiens fred.
