Min yngre søster hedder Mette. Så længe jeg kan huske, har hun altid kunnet fremstå som et offer. Alt er ikke som det skal være for hende, alt er hårdt, alle er skyldige – undtagen hende selv. Hun er ikke vant til at løse problemer – hun foretrøk at vente på, at nogen andre ville ordne alt for hende, droppe deres egne ting og skynde sig til hjælp. Mildt sagt har hun levet hele sit liv i en tilstand af »jeg har krav på noget«.
Lige efter hun fik sin eksamen, giftede Mette sig. Og jeg vil ikke sige, hun var uheldig – tværtimod fik hun en chance, som mange kun kan drømme om. Hendes svigermor, Birthe Hansen, viste sig at være en kvinde med et godt hjerte og fornuft i hovedet. Hun havde en toværelses lejlighed, som hun havde arvet efter en kusine. I stedet for at leje den ud, som hun oprindeligt havde planlagt, lod hun det unge par bo der gratis. Hun selv blev boende i sin treværelses lejlighed på byens udkant. Alt sammen for at de unge kunne spare op til deres egen bolig. Men ak, sådanne generøse gestusser ender ofte med utaknemmelighed.
Mette var ikke kendt for sin arbejdslyst. Hun tilbragte dagene med at slappe af på sofaen med serier, kaffe og sociale medier. At søge job efter universitetet? Hvorfor det, når man kunne få et barn hurtigt og gå på barsel? Sådan skete det – inden for et år skubbede hun barnevogn, og et år senere forlod hendes mand hende og forsvandt ud af livet. Pludselig var hun alene. Og hvem tog hende ind? Naturligvis svigermoren.
Birthe viste igen hendes medmenneskelighed – hun lod Mette blive boende i lejligheden, indtil hun kunne klare sig selv. I Birthes forstand betød det: finde et arbejde, spare op til en udbetaling på et lån, og langsomt bevæge sig mod selvstændighed. Men Mette tolkede »bo her, indtil du kan klare dig selv« som noget helt andet: slappe af, indtil nogen smed hende ud.
Svigermoren hjalp, hvor hun kunne: passede barnebarnet, købte legetøj, hjalp med madvarer. Men Mette, i stedet for at spare, fløj på ferier til udlandet, købte designerklæder og viste nye tasker og makeup frem på sociale medier. Alt imens hun stadig boede gratis. Hendes eksmand, for øvrigt, sad ikke stille – han tog et boliglån, giftede sig igen, og hans liv var på rette spor. Men min søster besluttede åbenbart, at hun ikke behøvede gøre noget – alle andre skulle tage sig af hende.
Syv år gik. Og Birthe, som for længst var gået på pension, mindede hende om, at hun engang havde planer om at leje lejligheden ud for at få lidt ekstra indkomst. Hun bad høfligt Mette om at overveje at flytte. Og hvad tror du? Min søster satte sådan et show i gang, at selv teatre ville blive misundelige. Med skrig og tårer råbte hun, at hun blev smidt ud på gaden med sit barn. Selvfølgelig gjorde hun det foran barnet og i eksmandens nærvær.
Ingen smed hende på gaden. Vores forældre bor i en stor villa i forstaden, hvor der er et værelse til Mette og barnet. Men hun har ikke lyst til at flytte derhen. Hvorfor? Fordi hun i forældrenes hus skulle hjælpe lidt til, rydde op efter sig selv, stå tidligt op – og hun er vant til at leve frit. Så Mette besluttede at lægge ansvaret over på mig.
Min mand og jeg har lige afbetalt den første del af vores boliglån, renoveret og begyndt at leje lejligheden ud. Lejeindtægten dækker vores månedlige afbetaling. Lige nu bor vi i min mands lejlighed. Da Mette fandt ud af det, foreslog hun uden skyggen af skyld, at vi kunne »lade hende bo der i et halvt år«. SelvøSelvom hun lovede, at det kun ville være midlertidigt, vidste jeg, at et halvt år nemt kunne blive til en livstid.
