“Svigerdatteren har ikke brug for nogen, ikke engang sit eget barn!” — historien om en kvinde, der ikke ved, hvad familie betyder
Efter min søns bryllup håbede jeg, at alt ville blive godt i vores familie. Men fra første dag var det tydeligt: med denne kvinde, Mette, var der ingen vej frem. Nej, det handler ikke om jalousi, som nogen måske tror. Jeg har længe accepteret, at min søn er voksen, gift, og at en anden kvinde nu er den vigtigste i hans liv. Jeg ville gerne tage imod hende, støtte hende, være der. Men jo længere tid der gik, desto mere indså jeg — hun elsker ingen. Hverken mig, min søn, eller, værre endnu, sit eget barn.
Mette satte sig selv og sine egne ønsker forrest fra starten. Jeg lagde mærke til det før brylluppet, men tænkte, måske ville hun ændre sig, når barnet kom. Blive blødere, mere omsorgsfuld. Jeg tog fejl. Hun var lige så kold som altid. Min søn ser hun nærmest som en midlertidig hjælper — så længe det passer hende.
De besøgte mig stort set aldrig. Alle familiearrangementer foregik hos os, og kun der dukkede Mette op — perfekt klædt, med frisørfrisure, manicure og dyre jakkesæt. Det ville have været fint, hvis det ikke var for min søns trætte, forpjusket og fortabte udseende. Han lignede ikke en mand i et lykkeligt ægteskebab, men en, der kæmpede for at overleve på fjendtlig grund.
“Åh, Mette, du passer slet ikke på din mand,” bemærkede min søster forsigtigt ved middagsbordet engang.
Mette fnøs bare:
“Jeg er ikke blevet hyret som hans mor. Han kan godt passe på sig selv.”
Jeg tav. Selvom jeg brændte inde med alt, jeg ville sige. Men jeg ville ikke ødelægge min søns fest. Alligevel tænkte jeg: “Er det virkelig ligegyldigt for hende, hvordan han ser ud? Så længe hendes vipper er på plads og neglene skinner?”
Tiden gik, og så ringede min søn en dag:
“Mor, må jeg komme forbi? Jeg har brug for et sted at være…”
Hans stemme var hæs og svag. En time senere ankom han — bleg, med feber og svimmel. Jeg var lige ved at besvime, da jeg så ham. Det viste sig, han skulle have injektioner to gange dagligt, på bestemte tidspunkter. Og Mette? Mette sagde bare:
“Jeg gider ikke stå op efter en alarm. Hans mor kan gøre det, hvis hun er så bekymret.”
Sådan endte han hos mig. Sådan er en “kone”. Ingen omsorg, ingen deltagelse. Jeg troede, han måske endelig ville overveje skilsmisse. Men nej, et par måneder senere besluttede de sig for… at få et barn.
Min barnebarn blev født, men kærlighed fra morens side så jeg aldrig. Alt blev gjort “efter en checkliste”: mad, bleer, lur. Ingen kys, ingen kram, ingen varme. En robot, ikke en mor. Engang skulle de på ferie. Mette nægtede at tage barnet med — “det ødelægger hele turen”. Hun foreslog at efterlade ham hos en veninde. Hverken mig eller svigerforældrene måtte passe ham — vi arbejdede alle. Min søn nægtede at forlade ham, så Mette rejste alene.
Min søn blev alene med barnet. Han lavede mad, gik ture, passede alt selv. Den gang overvejede han skilsmisse for alvor. Men som altid tøvede han, håbede på, at hun måske kunne ændre sig. Det gjorde hun ikke. De er stadig sammen. Men oftere og oftere sover han hos mig — efter skænderier og krænkelser, han ikke længere kan bære.
Mette lever, som om hun er alene. Hun har ikke brug for nogen. Hendes mand er bare en roommate. Barnet er en ulejlighed. Jeg forstår det ikke… Hvorfor gifte sig, hvis man ikke vil have en familie? Hvorfor få børn, hvis man ikke ønsker dem? Hvad er pointen? En flueben på en liste?
Min søn lider. Det kan jeg se. Men han håber stadig. Og jeg venter stadig på, at han endelig indser — denne kvinde kan ikke reddes. Og først da kan et nyt, ægte liv måske begynde. Uden en kold kone, uden falskhed, men med en lille, elsket søn i armene.
