»For dig er katten vigtigere end din nevø!« råbte min mor.
Siden barndommen havde jeg, Mette, drømt om min egen kat. Da jeg var 20, købte jeg en killing fra en pålidelig avler. Den kom fra en lille by nær Århus. Jeg gav den navnet Mikkel, og han blev min bedste ven. Jeg brugte al min frie tid på ham: passede ham, legede med ham, og gav ham al min kærlighed. Han var ikke bare et kæledyr – han blev en del af min sjæl, min trøst i de svære dage. Mine forældre havde ikke noget imod ham, men de forstod aldrig, hvorfor han betød så meget for mig. »Du burde få dig et barn i stedet for at bruge tid på en kat,« sagde min mor, Karen Jensen, med irritation. Hendes ord skar, men jeg tav for at undgå skænderier.
Min storesøster, Pernille, fik en søn, Lukas, og pludselig blev jeg ofte sat til at passe ham. Men ærligt talt følte jeg ingen varme for ham. Jeg hjalp Pernille: lavede mad, vaskede og ryddede op, men at passe barnet var en byrde for mig. Det gav mig ingen glæde, kun træthed. Når Pernille var for udmattet, tog moren sig af Lukas. Men når jeg kom hjem, løb jeg straks til Mikkel. Hans spin og troskab fyldte mig med varme. En dag kunne min mor ikke holde det ud og gik løs på mig: »Er det kattevæsen virkelig vigtigere end din egen søsters søn?«
Jeg svarede ærligt: »Ja.« Det var sandheden. Mikkel var mit lys, mens Lukas, selvom han var min nevø, føltes som en fremmed. Min mor blev rasende og overøste mig med bebrejdelser: »Hvordan kan du sige sådan noget? Det er din blodsfælle!« Pernille grinede bare og kaldte mig sindssyg. Men jeg holdt fast. Hvorfor skulle jeg tvinge mig til at elske et barn, når jeg ikke følte noget for ham? Deres reaksion vækkede en protest i mig. Jeg ville ikke lade som om, bare for at tilfredsstille dem.
Mor besluttede åbenbart at hævne sig. En aften blev jeg hængende hos en veninJeg kom ikke hjem om natten, og da jeg endelig åbnede døren næste morgen, var Mikkel væk.
