Jeg er vred på mig selv over, at jeg ikke har opdraget mine børn rigtigt.
Nogle gange kommer smerten ikke udefra. Den bor i indersiden, gnager langsomt på hjertet, dræner sjælen dråbe for dråbe. Jeg er ikke længere vred – jeg er bare træt. Træt og såret. Ikke på børnene, nej… På mig selv. På den måde, jeg har opdraget dem. På et eller andet tidspunkt forvekslede jeg ubetinget kærlighed med grænseløs forkælelse. Og nu må jeg høste, hvad jeg har sået.
For syv år siden begravede jeg min mand. Vi levede sammen i fyrre år, og alt den tid gik til familien, til børnene. Vi arbejdede uden pause, uden ferie, uden at tænke på os selv. Alt for dem. For deres fremtid. Vi købte lejligheder til dem, betalte for deres uddannelse, gav dem alt, hvad de kunne drømme om. Da han døde, stod jeg ikke bare alene – jeg stod uden støtte. Nu, efter to år på pension, sidder jeg i en kold lejlighed og tænker: Hvordan kunne det ske, at mine egne børn – dem, jeg levede for – nu ser ud til helt at have glemt, at jeg eksisterer.
Min pension er til at græde af. Heldigvis får jeg boligstøtte, ellers var strømmen slukket for længst. Men selv med det rækker pengene ikke til medicin, mad, de mest basale ting. Jeg har bedt børnene om hjælp. Ikke meget. Bare lidt. Men svarene: *”Hvad skal du med penge?”* – fra min søn. *”Vi har det selv stramt”* – fra min datter.
Stramt? De tager på ferie, køber nye ting, biler. Min datters klædeskab er proppet med dyrt tøj, og min syvårige barnebarn får to-tusind kroner i lommepenge hver måned. To-tusind kroner – til mig kunne de have betalt medicinen, dagligvarer. Men nej, *hun har simpelthen ikke råd*. Hvordan kan det være? Når jeg hører det, gør det ondt i hjertet. Jeg har gået med de samme slidte støvler i årevis. De lækker, men jeg siger ingenting. Skammen er for stor. Og at bede igen føles som ydmygelse.
Jeg ser på mine veninder, nabokonerne. Deres børn hjælper – køber ind, betaler regninger, tager dem med hjem om vinteren. Men mig? Det er, som om der ikke er nogen. Og det værste er, at jeg selv har lært dem det. Mine søster og jeg støttede vores forældre – med penge, mad, opmærksomhed. Uden brok. Med kærlighed. Mine børn? De har vendt mig ryggen. Det er ikke bare smerte. Det er en umådelig tomhed.
Engang foreslog jeg min datter, at jeg kunne flytte ind hos hende et år og leje min lejlighed ud – så havde jeg lidt indkomst. De har jo en stor lejlighed, der er plads. Men hun ville ikke engang høre på det. *”Lej et værelse ud og bo i det andet,”* sagde hun. Så at bo med fremmede er okay, men med sin mor er det ikke? Jeg forstår det stadig ikke. Hvor gik jeg galt af vejen?
Nu er hver dag en kamp. Hvordan overlever jeg til månedens slutning? Hvordan undgår jeg at blive syg? Hvordan undgår jeg at dø af ensomhed? Min mand og jeg gav børnene alt, hvad vi havde. Hver en krone, hver en dråbe energi. Og nu? Jeg føler mig som en tilskuer i deres liv. Stille. Underdanig. Men inden i mig gløder der stadig en lille håb om, at en af dem måske en dag vil huske, at de har en mor. Ikke når jeg allerede er væk. Men nu.
Men indtil da – håbet er vist det eneste, jeg har tilbage.
