»Du respekterer mig ikke! Du kom ikke for at ønske mig tillykke på grund af en hund!« rasende min svigermor.
Min svigermor, Karin Møller, har været ude af sig selv i en hel uge. Hun er dybt såret, fordi jeg, Mette, ikke kom til hendes fødselsdag. Hun er ligeglad med, at min hund, min trofaste ven, lå for døden den dag. Hun forventede, at jeg skulle droppe alt, sætte på et falskt smil og styrte afsted for at gratulere hende, mens jeg glemte min sorg. Men jeg kunne ikke. Mit hjerte var ved at briste, og hendes ord blev den dråbe, der fik bægeret til at flyde over.
Min mand, Lars, og jeg bor i en lille by udenfor Aarhus, langt fra svigermor. Jeg taler sjældent med Karin Møller, og ærligt talt—det er det, der redder vores ægteskab. Hun er den type kvinde, der blander sig i alt, altid mener, hun har ret, og er overbevist om, at jeg burde takke skæbnen for at få en så »perfekt« mand. Lars er en fantastisk mand, og jeg elsker ham. Han er selvstændig, tager beslutninger uden at spørge sin mor, og det pisser hende af. Da hun indså, hun ikke kunne styre ham, begyndte hun at opføre sig, som om vores ægteskab kun eksisterede på hendes nåde. Hvert ord hun siger drypper af arrogance, og jeg er træt af det.
Hendes fødselsdage er en helvedes scene for sig selv. Karin Møller forvandler dem til et stort spektakel, hvor alle skal danse efter hendes pibe. Hun samler en flok slægtninge, troner for enden af bordet, modtager hyldester og nyder opmærksomheden. Det kunne man måske overleve, men forberedelserne starter uger i forvejen. Hun slæber Lars med på indkøb, leder efter »originale« opskrifter på nettet, og jeg skal være hendes assistent: handle ind, skære salater, dække bord. På selve dagen skal jeg møde op tidligt, gøre hendes lejlighed ren, lave mad, servere og underholde gæsterne. Alt sammen under hendes konstante kritiske blik: »Du har skåret forkert«, »Det skal stå der«. Ikke underligt, at jeg hader de fester.
De sidste to år har jeg undgået at lave maden. Lars har en yngre bror, hvis kone er professionel kok. Siden deres bryllup har hun taget over i køkkenet, men jeg skal stadig møde op og tjene gæsterne. Denne gang kom jeg slet ikke. Min hund, Balder, var alvorligt syg. Han havde kræft, og dyrlægen sagde, der ikke var noget håb. Aftenen før svigermors fødselsdag blev han værre. Jeg sov ikke, sad ved hans side, kærtegnede ham, forsøgte at få ham til at spise. Mit hjerte blødte. Vi fik Balder fra et internat, da han var en lille hvalp, han var en del af vores familie. Og nu lå han og døde, mens jeg var magtesløs. Sorgen var uudholdelig.
Alle, der har mistet et kæledyr, ved, hvordan jeg havde det. Verden faldt sammen, intet gav glæde. Lars var også ked af det, men ikke på samme måde. Vi aftalte, at han skulle tage alene hen for at ønske sin mor tillykke. Jeg ringede til Karin Møller, undskyldte, forklarede situationen og ønskede hende tillykke i telefonen. Jeg blev hjemme og var hos Balder til det sidste. Han døde, mens Lars var hos sin mor. Jeg holdt hans pote, græd, kunne ikke fatte, at min ven var væk for altid. Da Lars kom hjem, fortalte jeg ham det. Han krammede mig, men jeg kunne se, at han ikke helt forstod, hvor dybt mit savn gik.
Næste morgen ringede svigermor. Jeg havde håbet, hun ville spørge, hvordan jeg havde det, eller i det mindste vise medfølelse. I stedet gik hun amok: »Jeg ventede, du ville ringe og undskylde! Du var ikke til min fødselsdag, du ignorerer mig! Hvad skal det betyde?« Jeg, lige ved at briste i gråd, mindede hende om: »Du ved godt, Balder var syg. Han er død.« Men hendes svar knuste mig: »及其他”Men dengang han var her, gav han mig mere kærlighed end du nogensinde har.”
