Da jeg lige var blevet gift med Mette, syntes jeg, at jeg havde været utrolig heldig med min svigermor. Hun blandede sig ikke i vores anliggender, gav os ikke uopfordrede råd, eller prædikede om livet, som så mange andre “konemødre” gør. Tværtimod lavede hun fantastisk mad, var altid høflig, og endda ret morsom med sin gammeldags livsanskuelse. Man skulle tro, det var den perfekte svigermor. Men som man siger, der er en forke ved alting…
I starten var alt perfekt. Vi boede selv, besøgte hende i weekenden, drak te med småkager, og lyttede til hendes historier fra fortiden. Det hele kørte på skinner, indtil Mette og jeg fik vores søn – Magnus. Så begyndte det. Først kom mormor på besøg en gang om ugen. Så hver anden dag. Og til sidst flyttede hun helt ind hos os.
Selvfølgelig sagde vi ikke noget af høflighed. Hun hjalp jo til i hjemmet, og det var ikke til at kimse af, især med en lille én. Mette var tilbage på arbejde, og så var mor der – supper på komfuret, gulvene blanke, vasketøjet hængt op, og barnet mæt og tilfreds. Man skulle tro, det var drømmen. Men drømmen blev hurtigt til et mareridt. For uden at spørge blev hun hængende en uge, så to. Så tog hun hjem for at “hente sine ting” – og pludselig var hun tilbage hos os.
Hun boede der, som om det var hendes hjem: flyttede rundt på møbler, gemte mine yndlingskopper, bagte wienerbrød når jeg helst ville have en simpel omelet. Vi følte os ikke længere hjemme i vores egen lejlighed. Jeg prøvede at antyde til Mette, at måske hendes mor trængte til at være lidt hjemme, men hun affejede det: “Hvordan kan du sige det? Hun keder sig alene, kan du ikke lige vise lidt tålmodighed?”
Og det gjorde jeg. Indtil tilfældighederne gav mig en genial løsning.
Magnus var lige fyldt to. En aften kom han hen til mig før sengetid og sagde, at han var bange for mørket. “Far, der er en Nisse i mørket…” hviskede han bange. Jeg prøvede at berolige ham. “Magnus, hvis du er bange, så grin. Grin skræmmer alle Nisser væk. Du griner, og de løber!” sagde jeg uden at tænke over det. Han nikkede og gik i seng.
Et par nætter senere, klokken tre om natten, hører jeg min søn gå ned ad gangen… mens han fniser. Højt. Skræmmende. Oprigtigt. Grinene gjalde i hele huset. Jeg var lige ved at falde ud af sengen, men indså, at han bare skulle på toilettet for at “skræmme” Nissen væk. Næste morgen – samme historie. Og så nat efter nat. For os voksne var det ret morsomt. Men ikke for svigermor.
Efter et par dage kom hun hen til mig, helt oppe at køre, og sagde:
“Jeg kan ikke overnatte her mere! Der er noget mørkt her, noget uhyggeligt! Drengen griner om natten, som om noget taler gennem ham! Det giver mig myrekryb! Jeg tager hjem. Og hvis jeg kommer igen, så kun om dagen. Og kun hvis I får renset huset.”
Hun sagde selvfølgelig ikke “eksorcist,” men pointen var klar. Jeg nikkede bare. Mette trak på skuldrene – “mor er mor.” Og jeg, uden at vise min triumf, gik bare ud for at lave kaffe. I fred. På mit køkken. I min favoritkop.
Der er gået snart to år siden da. Svigermor kommer kun om dagen – med småkager, for at lege med Magnus, eller snakke nyheder med Mette. Men hun er altid ude før aften. Punktligt. Uden at antyde, at hun vil blive. Engang imellem klager hun over at være ensom. Men så husker jeg på “Nissen” – og alt falder på plads igen.
Moralen? Nogle gange kan selv de sødeste mennesker overskride dine grænser. Det vigtige er at sætte dem igen. Og tro mig, du behøver ikke at skændes eller blive sur. Bare brug lidt… fantasi.
