Jeg har en søster, som jeg ikke længere ønsker at have noget at gøre med. Vores forhold har længe været anstrengt, og nu er det tydeligt for mig: vi er simpelthen for forskellige til at finde fælles fodslag. Hun hedder Freja, og hun bor i et luksuriøst hus i udkanten af en stor by. Hendes hjem har alt: store værelser, moderne teknologi, endda en privat pool i haven. Freja har opnået det helt selv – først tjente hun penge i udlandet, så startede hun sin egen virksomhed i Danmark. Hun er jurist, og det skal siges, en meget succesrig én. Men hendes succes gør hende ikke til en person, der er rar at omgås.
Jeg hedder Mette, og jeg er fem år yngre end Freja. Vi voksede op sammen i en lille by, hvor alle kendte hinanden. Vores forældre var almindelige mennesker: mor arbejdede i skolen, far på et værksted. Som børn var min søster og jeg tætte, delte hemmeligheder og drømte om fremtiden sammen. Men med tiden ændrede Freja sig. Hun var altid ambitiøs, ønskede mere, end vores lille by kunne tilbyde. Efter gymnasiet flyttede hun til hovedstaden for at studere, og så til udlandet. Jeg var stolt af hende og troede, hun ville opnå meget, men forblive den samme venlige person. Men jeg tog fejl.
Da Freja kom tilbage flere år senere, var hun en helt anden kvinde – kold og arrogant. Hun talte til mig, som om jeg ikke var hendes søster, men en tilfældig bekendt, der ikke forstod hendes “høje livsstandard”. Hendes ord lød ofte som bebrejdelser: hvorfor stræbte jeg ikke efter mere, hvorfor levede jeg “så simpelt”? Men jeg havde ikke lyst til at konkurrere med hende. Jeg har min egen lykke: jeg arbejder på et bibliotek, har en mand, Mads, og to børn. Vi er ikke rige, men vi er glade. Jeg elsker mit arbejde, vores familievejregter og gåture med børnene. Men for Freja virkede det åbenbart kedeligt og uværdigt.
Engang inviterede jeg hende til min datters fødselsdag. Jeg håbede, det kunne genskabe vores forhold. Freja kom, men hele aftenen opførte hun sig, som om hun gjorde os en tjeneste ved at være der. Hun kritiserede alt: maden, vores beskedne hjem, selv vores måde at opdrage børn på. Hun gav min datter Emma en dyr tablet, men sagde samtidig: “Måske kan du i det mindste lære noget brugbart af den.” Jeg var rystet. Mads prøvede at lette stemningen, men Freja sukkede bare og kiggede konstant på uret. Den aften vidste jeg: jeg ønsker ikke at se hende mere.
Det, der virkelig blev dråben, var situationen med vores mor. Mor blev alvorligt syg og havde brug for en operation. Jeg passede hende, tog fri fra arbejde og ledte efter læger. Freja vidste det, men ringede ikke engang eller besøgte hende. Hun sendte bare en besked: “Send en regning, så overfører jeg pengene.” Jeg bad hende ikke om penge – jeg ville have, at hun var der, støttede mor. Men for Freja handler alt tilsyneladende kun om kroner og øre. Mor blev rask, men ventede forgæves på et opkald fra sin ældste datter. Det knuste hendes hjerte, og det åbnede mine øjne for, hvem min søster er blevet.
Nu lever Freja sit liv, og jeg lever mit. Ind imellem skriver hun og inviterer mig på besøg i sit luksushjem, men jeg afslår. Jeg har ikke lyst til at høre på hendes moralprædikener eller se hende prale af sin velstand. Jeg har ikke brug for hendes penge eller gaver. Jeg værdsætter min familie, mine børn og vores små glæder. Måske synes hun, jeg er en taber – det må hun selv om. Jeg ved, at lykke ikke ligger i en pool eller dyre biler.
Nogle gange savner jeg den Freja, jeg kendte fra barndommen. Men den pige findes ikke mere. Hendes plads er taget af en kvinde, der har glemt, hvad familie betyder. Jeg bærer ikke nag, men jeg vil heller ikke have hende i mit liv. Jeg har Mads, mine børn og venner – dem, der mærker mig for den, jeg er. Og Freja må blive i hendes perfekte verden. Måske en dag indser hun, hvad hun har mistet.
