Jeg er 58 år og bor alene – men jeg føler mig ikke ensom.
Jeg er 58, bor for mig selv, men savner ikke noget. Min mand og jeg gik hver til sit for mange år siden, og siden da har jeg lært at sætte pris på min frihed og selvstændighed. Jeg har kun én søn, Mikkel, som er 30. Vi har et tæt forhold, og det giver mig stor glæde. For nylig blev Mikkel gift, men vores samvær er lige så varmt og oprigtigt som altid. Han ringer ofte, vi snakker længe, griner sammen og mindes gamle dage. Hans kone, Freja, er en dejlig pige – åbenhjertet, god og varm. Jeg er glad for, at min søn har fundet en sådan livsledsager.
Jeg bor i et lille, hyggeligt hus i udkanten af Aarhus. Her er det roligt og fredeligt, med en lille have, som jeg elsker at arbejde i. Jeg dyrker blomster og lidt grøntsager – det er min hobby og en kilde til glæde. Mine naboer er rare og venlige; vi inviterer ofte hinanden på kaffe og deler nyheder. Til tider joker jeg om, at mit liv er som en tv-serie: der er altid noget at fortælle.
Før i tiden arbejdede jeg som bogholder, men nu er jeg pensionist, og det giver mig mere tid til mig selv. Jeg elsker at læse – især krimier og kærlighedsromaner. Når jeg ser gamle film igen, minder de mig om ungdomstiden. Jeg kan også godt lide at strikke – sokker, halstørklæder, nogle gange trøjer til Mikkel og Freja. De griner og siger, at jeg “oversvømmer” dem med gaver, men jeg ser i deres øjne, at de sætter pris på det.
Selvfølgelig er der stunder, hvor jeg bliver trist over fortiden. Ungdommen, den første forelskelse, de drømme, min mand og jeg delte – det er altid en del af mig. Men jeg tillader mig ikke at denoted for længe. Livet har lært mig at være stærk. Skilsmissen var hård, men jeg fortryder ikke: den gav mig frihed til at være mig selv. Nu lever jeg med en følelse af, at hver ny dag er en chance. For eksempel har jeg lige meldt mig til engelskkursus. Måske skal jeg ud og rejse, måske endda udenlands. Mikkel bakker op om idéen og siger, at jeg stadig kan løbe stærkere end de unge.
Min søn er min stolthed. Han er ingeniør, pligtopfyldende og målrettet. Jeg har altid forsøgt at være både mor og veninde for ham. Vi deler alt: han fortæller om arbejdet, planerne, og jeg fortæller om mine små hverdagssystemer og gode stunder. Hans bryllup var en stor begivenhed for mig. Jeg var nervøs for, hvordan det hele ville gå, men det blev vidunderligt: latter, dans, lykkelige øjne fra det unge par. Freja blev hurtigt en del af familien, og jeg er taknemmelig for den kærlighed, hun viser mig.
Nogle gange tænker jeg på fremtiden. Selvfølgelig drømmer jeg om børnebørn, men jeg skynder ikke Mikkel og Freja – de har al tid i verden. Jeg vil bare have, at de skal nyde hinanden nu. Indtil da lever jeg mit liv og glæder mig til hver dag. I min alder har jeg lært, at lykke ikke ligger i det store, men i de små ting. I sønI små øjeblikke som når Mikkel smiler, i en god samtale, eller når den første forårsblomst viser sig i haven.
