Der var engang en aften, hvor Signe og Mads sad til aftensmad, da hoveddøren pludselig blev revet op, og hans mor, Birthe, stormede ind i lejligheden.
»Min dreng! Nu skal du høre noget om din kone!« råbte hun allerede fra dørtrinnet.
»Mor, sæt dig ned, tag det roligt. Du er helt rød i hovedet, din blodtryk må være helt oppe,« sagde Mads bekymret.
»Og med god grund!« svarede svigermoren og vendte sig mod svigerdatteren. »I dag mødte jeg Lise, den du arbejder med, og hun fortalte mig alting!«
»Hvad mener du?« spurgte Signe roligt mens hun stirrede på Birthe.
»At du fik forfremmelse for over et år siden og tjener halvtredje gang mere end Mads! Og han ved ikke engang det! Du har holdt det skjult!« rasede svigermoren, næsten kvalt af forargelse.
»Og hvad er problemet, Birthe? Vi beder ikke jer om penge, vi har nok til os selv. Hvad er det, der trykker?«
»Til foråret, da jeg bad jer om at hjælpe med at reparere taget på sommerhuset, sagde du, I ikke havde pengene. Men nu viser det sig, at I *har* dem! Hvor er de så? Du gemmer dem til en skilsmisse, ikke sandt?!« skreg hun.
Signe rejste sig fra bordet og vendte sig mod sin mand:
»Mads, kan du hente den røde mappe fra den øverste skuffe i soveværelset?«
Han adlød tavst.
»Hvad er det?« spurgte han, da han åbnede mappen. »Opsparinger?«
»Ja. Til Andreas og Emma. Jeg sætter en del af min løn til side hver måned – til børnenes fremtid. Da jeg forstod, at jeg kun var midlertidig i din familie, måtte jeg tænke på, hvordan jeg kunne beskytte mine børn.«
»Hvad mener du med *midlertidig*?« afbrød Mads.
»Kan du ikke huske, da dine forældre købte lejligheden til dig for pengene fra deres lejlighed i København? Du skrev den på dig selv. Fordi *hvis nu I blev skilt*. Du sagde ikke et ord dengang. Jeg var gravid, og du vidste det. Og tav. Tror du ikke, jeg lagde mærke til det? Tror du, jeg glemmer det?«
Mads sukkede tungt. Svigermoren prøvede at afbryde:
»Det var bare en forholdsregel!«
»Mod hvem? Mod moren til jeres børnebørn?« Stemmen opløste sig næsten. »Og så undrer I jer over, at jeg er kold over for jer?«
»Hvor er pengene, Signe?« svigermoren gik igen til angreb. »Du bruger dem ikke på familien, så du gemmer dem. Det betyder, du vil gå.«
»Mads, vil du følge din mor ud? Vi har ikke mere at tale om,« sagde Signe uden at hæve stemmen.
»Jo, jo! Jeg går! Men husk, det er dig, der vil ødelægge din egen familie!« råbte Birthe, men i døren vendte hun sig alligevel om: »Men… I passede jo aldrig rigtigt sammen fra starten.«
Da døren lukkede efter hende, tav Mads længe.
»Troede du virkelig, jeg forberedte en flugtvej?« spurgte han stille.
»Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro. For du sagde ingenting. Og tavshed er også et svar.«
»Jeg vil ikke skilles. Jeg elsker dig. Og børnene.«
»Så bevis det. Vis, at jeg ikke er en fremmed for dig.«
»Okay. Jeg vil overdrage den lejlighed til Emma. Og til børnenes opsparinger – jeg vil også begynde at lægge penge til side. Lidt af gangen, men regelmæssigt. Tillid skal gå begge veje.«
Signe nikkede langsomt.
»Og ordet *skilsmisse* er forbudt i vores hjem,« tilføjede Mads.
»Enig.«
Og for første gang i lang tid føltes det, som om de talte sammen ikke som huslejere, men som et ægte par.
